Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Studieliv

Thore droppede ud af Medicin og skammede sig over ikke at have en plan

Vi vil være de bedste, men vi føler, at vi faker. Politikerne taler om en perfekthedskultur. Vi har talt med fem studerende, der lever med den. En af dem er Thore Keitum Fisker på 28 år, som læser retorik på Københavns Universitet og arbejder som stemmetræner.

Jeg droppede ud af Medicin midt i fjerde semester. Jeg var startet i sommeren 2012. Min far er læge, og jeg har altid været interesseret i fysik, kemi, biologi, matematik og kroppen. Jeg var helt vildt glad til at starte med, men det gik hurtigt ned ad bakke.

Det var ikke bare at droppe ud af et studie, det var at droppe ud af en hel identitet

Thore Keitum Fisker, retorikstuderende

Jeg havde en stor stolthed og en stor lyst til at lære, men jeg kunne efterhånden ikke se pointen. Jeg kunne ikke se, hvad det førte til, selv om det førte til noget meget konkret: at blive læge. Jeg kunne ikke mærke, at det var relevant for mig. Men det kom egentlig mere til udtryk i nogle følelser af ikke at være intelligent nok eller stærk nok eller moden nok.

Der er et helt vildt fællesskab på Medicin. Man har mange timer sammen, man arbejder sammen, man fester sammen. Pludselig er alle ens venner læger, mit studiejob var relateret til medicin, hele min verden var medicin. Jeg boede også på kollegie, og hvis jeg ikke var studerende, kunne det i princippet også betyde, at jeg skulle flytte.

Det var ikke bare at droppe ud af et studie, det var at droppe ud af en hel identitet.

LÆS OGSÅ: Studievejledere: Vi må ikke individualisere perfekthedskulturen

Jeg snakkede med studenterpræsten ude på SUND, han var rigtig god, jeg talte med ham fire-fem gange. Han sagde noget, jeg har tænkt meget over senere. Det var noget à la: I er sgu så pissedumme, jer på Medicin. Jeg taler med så mange hver dag, som har det så pissedårligt, og I snakker ikke med hinanden om det, så I tror, at de andre har det rigtig godt. Og så sagde han, at jeg måske skulle prøve at tale med nogle af de andre på mit hold om det. Det gjorde jeg ikke.

Det er en slags performance

Det var min oplevelse, at de andre havde styr på det. Jeg følte mig meget alene med det.

Til sidst holdt jeg bare op med at møde op. Jeg koblede det ikke til, at jeg havde lyst til at droppe ud, jeg følte mere, at jeg var nødt til at droppe ud, fordi jeg ikke kunne finde ud af det. Det er ærgerligt, at jeg havde det sådan, for det var et rigtig godt valg, men dengang føltes det som rent nederlag.

Det ville have været nemmere, hvis jeg skiftede studie, hvis jeg havde en plan, hvis jeg kunne have sagt: jeg vil hellere det her. Det var skamfuldt ikke at vide, hvad der så skulle ske
Thore Keitum Fisker, retorikstuderende

Der var mange, der ikke kunne forstå, hvorfor jeg droppede ud. Det er jo svært at komme ind på Medicin, det leder til et prestigefyldt job med god løn og så videre. Jeg kunne jo heller ikke selv forstå det på det tidspunkt, så jeg havde svært ved at forklare det. Det ville have været nemmere, hvis jeg skiftede studie, hvis jeg havde en plan, hvis jeg kunne have sagt: jeg vil hellere det her. Det var skamfuldt ikke at vide, hvad der så skulle ske. Det var også kilde til stor krise for mig, for jeg havde vidst, hvad der skulle ske de næste 12 semestre af mit liv, og pludselig var alting åbent igen.

Jeg kan stadig mærke det, ofte, et pres mod at ranke ryggen. Det er en slags performance

Thore Keitum Fisker, retorikstuderende

Jeg fandt først ud af, at jeg ville starte på Retorik langt senere og begyndte først efter halvandet år. Det tog mig også tre semestre på Retorik, før jeg fandt mig helt til rette. Nu er jeg på kandidaten, og det føles helt rigtigt. Jeg læser faktisk på halv tid lige nu for at strække det lidt længere, for det er mega fedt at være studerende.

Jeg kan stadig mærke det, ofte, et pres mod at ranke ryggen. Det er en slags performance. At man skal have styr på det. Jeg synes, det er svært at sætte en finger på, hvor det starter – måske er det der, hvor man tror, at man kan det hele.

Jeg er blevet bedre til at sige, at nu læser jeg tre timer, og så bliver jeg så forberedt, som jeg nu bliver. Hvis man ikke sætter de her grænser, så overskrider man dem hele tiden.

Fortalt til Lene Munk.

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste