Skal de lægestuderende have lov at lave sjov med jøder, når de holder fest?

»Bar mitvah er baren hvor præputium er yt, og slangekrøller i den grad holder hundrede. Som kunde vil man uanset forhudsstatus blive taget med på rejse til det hellige land, hvor klezmermusikken hamrer ud af højtalerne, og hvor vi skifter cap og Cult ud med kalot og Kahlua. Til bar mitzvah tager vi imod både shekels og kroner, når vi bytter og handler Kahlua til yderst favorable priser i bedste jødestil.«

Sådan præsenterer arrangørerne bar-arrangementet ‘Bar mitzvah’, som har jødisk tema, i Københavns Universitets medicinstuderendes blad MOK og i et (redigeret, nu slettet) opslag på Facebook. Tidligere års reklametekster kan dog også stadig findes på nettet (fx et opslag fra 2013).

Bar mitzva (ofte stavet mitzvah) er en religiøs ceremoni, hvor en jødisk dreng på 13 får (religiøs) status som voksen, svarende til den kristne konfirmation.

Baren med jøde-tema er del af Studenterklubben på Panums 69-timersbar, som er et årligt socialt højdepunkt for Københavns Universitets medicinstuderende. Festen begynder i år den 26. oktober klokken 11.00 og slutter først søndag den 29. oktober klokken 7.00 om morgenen – altså 69 timer i alt. ‘Bar mitzvah’ udgør kun en del af den samlede fest, men har de senere år været et fast indslag i programmet.

Men baren er problematisk, siger lektor i antropologi på Københavns Universitet Karen Lisa Salamon.

»Jeg mener ikke, at humor, som latterliggør og bevidst eller ubevidst spiller på klassiske fordomme om minoriteter hører hjemme på universitetet,« siger hun.

KU’s ledelse har et ansvar

Ifølge Karen Lisa Salamon har Københavns Universitets ledelse et problem, når den accepterer, at studerende kan holde fester som ‘Bar mitzvah’.

»Vi er jo et statsligt universitet, og medicinstudiet er et af de mest prestigiøse i landet. Når deres officielle studenterklub har en bestemt tradition, må man læse det som en implicit blåstempling fra institutionen, at man holder den slags fester,« siger Karen Lisa Salamon.

»Fra ledelsens side er der ingen etisk stillingtagen til eller rammesætning for, hvilke kulturelle signaler, man sender ved de sociale ritualer, de studerende bliver integreret igennem.«

Faktisk er ‘Bar mitzvah’ lidt usædvanlig som indslag under Panums 69-timersbar. De fleste barer handler om upåfaldende ting som fødselsdagsfest, toast hos mormor, Beyoncé og hjemmebrygget øl. Og de grænsesøgende barer handler mest om lir, fx ‘Numsen Bar’ (tagline: »Savner du også lidt maskulint bar hud? Så kom og se Numsen Bar!«), ‘Strafbar’ (med tilbud om good cop, bad cop og dirty cop), ‘Sexekspressens Bondagebar’ og ‘Total Vaginal-BAR’, der i programmet blandt andet lover en form for genfødsel. (En komplet – lang – liste over barer findes i medicinerbladet MOK).

KU har en lang historie for overskridende adfærd

Det er ikke første gang, Karen Lisa Salamon reagerer på, hvordan studerende behandler minoriteter, når de prøver at være sjove, eller dyrker en form for grænseoverskridende adfærd. Hun siger, at hun ser en sammenhæng mellem drukkulturen, som 69-timersbar repræsenterer og diskussionen for et par år siden af politologernes rusture, hvor der foregik nogle seksuelt grænseoverskridende ting, der fik nogle studerende til at føle sig udstillet.

Og i en intropjece fra 2015 til nye studerende på Salamons eget Institut for Antropologi, hvis afsendere var ældre studerende, der har fået til opgave at være rusvejledere for de nye, optræder også en Bar Mitzvah, altså endnu et eksempel på en bar med et ordspil på den jødiske bar mitzva.

I pjecen fra 2015 opfordredes den nye årgang af antropologistuderende til blandt andet til at medbringe deres ‘jødeguld‘:

»Shaloooom! Mazel tov med jeres optagelse, kære guds udvalgte folk! Men før Jahve accepterer jeres indvielse, skal det fejres med en ordentlig BAR mitzvah! Så få krøllet bakkenbarterne, fat kalotten og flash dit jødeguld – for Jahve han skal hædres …«

Når Karen Lisa Salamon kritiserer dette års ‘jødiske’ temabar hos medicinerne, er det med andre ord som led i en mere generel diskussion af, hvilken studenterkultur, Københavns Universitet ønsker at fremme.

»Jeg undrer mig over, at der på universitetet, som er en kæmpestor kulturinstitution og en opdragelsesinstitution for alle de mennesker, der skal definere den demokratiske samtale – når vi taler om samfundsvidenskaberne – og for dem, der skal lytte til og forholde sig til anderledeshed og diagnosticere den – når vi taler om sundhedsvidenskab – er et fravær af refleksion om, hvilken socialisering, der foregår,« siger Karen Lisa Salamon.

»Hvilken konsekvens kan det få for næste generationer af læger og deres forståelse af den jødiske minoritet i landet, at de har dyrket fordomme om jøder som humoristisk gimmick sammen med deres peers på studiet gennem mange år?«

I Tyskland fandtes fra 1840’erne og frem fægtebroderskaber blandt studerende, der dyrkede en praksis med at give hinanden såkaldte mensur-ar i ansigtet, og deres kultur fik betydning for udviklingen af totalitære bevægelser, siger Karen Lisa Salamon.

»Det var broderskaber, der varede hele livet. Og vi har en flig af den type kultur, som får lov at køre sit helt eget liv i studentermiljøerne. Det virker, som om de studerende er uforberedte på, at de repræsenterer en institution og opbygningen af et professionsfællesskab, og det virker naivt.«

Salamon siger, at der findes mange overgangsritualer i dansk kultur, fx julefrokost og polterabend, der har nogle karnevaleske elementer, men at samfundet altid sætter nogle grænser for udskejelserne.

»Jeg ved godt, der er verserende diskussioner om, hvor meget Københavns Universitet skal blande sig i studentermiljøernes fester, og til det vil jeg sige: Københavns Universitet har allerede valgt at blande sig ved at lægge op til, at nye studerende deltager i studieintroduktionen og tager på rustur, danner læsegrupper. Så KU har den holdning, at man arbejder med det sociale som en del af læringsprocessen, og derfor kan man ikke bare fralægge sig ansvaret for de øvrige ting.«

Ikke alle forslag til bar-tema bliver godkendt

Studenterklubben, der arrangerer 69-timersbar, har ikke haft mulighed for med kort varsel at mødes samlet og drøfte en kommentar til kritikken af Bar Mitzvah. Men medicinstuderende Tue Leth Nielsen, der skriver, at han i flere år har været involveret i Studenterklubben, har – på egne vegne – besvaret spørgsmål fra Uniavisen på Facebook Messenger.

Tue Leth Nielsen oplyser, at ‘Bar mitzvah’ siden 2013 har været en fast del af 69-timersbar.

»Jeg har aldrig hørt om, at nogen skulle have følt sig stødt over konceptet,« skriver han.

Han skriver også, at arrangørerne af den jødiske temabar har valgt at slette deres Facebook-opslag om den (som er samme tekst, der står i MOK), fordi beskrivelsen ikke svarer til det, der reelt foregår under festen.

»Arrangørgruppen bag Bar Mitzvah har skrevet til mig, at de godt kan se, at eventbeskrivelsen kunne opfattes som provokerende. De har slettet eventet, da det ikke var repræsentativt for selve begivenheden. De skriver også, at eventet kort fortalt går ud på at stå i en bar og sætte musik på anlægget, der er anderledes end hvad der ellers spilles i Studenterklubben og herved sprede feststemning,« skriver Tue Leth Nielsen.

Han gør også opmærksom på, at arrangørerne af 69-timersbar ikke bestemmer, hvordan de studerende, der står for en bestemt bar, reklamerer for den på Facebook.

Han skriver, at der ikke er hold i at trække paralleller fra problematiske studentermiljøer i gamle dage til den kulturopbygning, der foregår på medicinstudiet.

»Selvfølgelig lægger man fundamentet til sit professionelle virke i studiemiljøet mens man læser, det skulle vel gerne være en del af formålet med overhovedet at have et studiemiljø. Nogle af mine allerbedste venner har jeg fundet gennem engagement i studenterklubben, rusvejledning og studenterpolitik, og dem håber jeg også på at have i mange år fremover. Jeg kan dog på ingen måde genkende Karen Lisa Salamons paralleller til tyske fægteklubber i 1800-tallet og professionelle broderskaber. Jeg synes ikke der er hold i at trække en linje fra opblomstring af totalitære bevægelser i det nittende århundrede og op til, hvad der i virkeligheden blot er en fest, der strækker sig over tre dage,« skriver han.

»Personligt vil jeg hjerteligt gerne indrømme, at jeg ved lejlighed har drukket i hvert fald én genstand i studenterklubben, men det bliver hverken jeg eller nogen anden lægestuderende antisemit af. På lægestudiet er vi godt klar over, at vejen til medieomtale er kortere, fordi der ligger et moralsk aspekt i lægegerningen. Af samme grund, synes jeg, vi er ekstra påpasselige i måden, hvorpå man afvikler og tilrettelægger de mere festlige elementer af studiemiljøet.«

Desuden er der i Studenterklubben et udvalg, som tager stilling til, hvilke barer, der skal være i de 69 timer, som festen på Panum varer. Ikke alt bliver godkendt, skriver Tue Leth Nielsen:

»Hvis folk går over stregen får de det at vide på stedet, og skulle nogen nogensinde holde et arrangement, der var stigmatiserende eller diskriminerende, ville de hurtigt blive meget upopulære. Jeg forstår godt, hvis 69-timersbar for udefrakommende fremstår som en anden verden, hvor det gælder et andet sæt normer. Det gør der i og for sig også, men på samme måde som folk skejer ud og tager et ko-kostume på, når de går til Roskilde Festival, kan det være rart med et afbræk fra bøgerne på et i forvejen presset studie.«

Festerne giver det fællesskab, universitetet burde tilbyde

Når Uniavisen tidligere har skrevet om studenterkulturen på KU, efter at nogen har rejst en kritik, viser debatten på Facebook og i artiklernes kommentartråde, en holdning, der måske er paradoksal. På den ene side skriver arrangørerne eller deres medstuderende, at det overskridende indhold er for sjov, det skal ikke tages højtideligt. Men på den anden side viser diskussionen også, at det er smerteligt for de studerende at skulle undvære de selvsamme traditioner, når ledelsen på KU engang imellem skrider ind og sætter regler op.

Det kan tilsyneladende være svært at undvære noget, man samtidig hævder ikke skal tages alvorligt, men måske kan en forklaring ligge i, som Karen Lisa Salamon forklarer, at fester og rusforløb er overgangsritualer, og at man ved at deltage og udholde de prøvelser, der indgår, bliver indlemmet i et fællesskab.

»Mange drømmer nok om, når de begynder på universitetet, at møde nogen ligesom dem selv med samme interesser og få en intens fællesskabsfølelse. Men det er så ikke det, de møder på universitetet. Derimod kan de få en flig af det, når der er druk, fredagsbar og vild intensitet ved indslusningen i sociale grupper. Sat på spidsen: Hvis man primært har oplevet det dejlige fællesskab ved 69-timersbar lige nøjagtigt ved Numsen Bar eller Total VaginalBAR, er det klart, at man vil forsvare VaginalBAR til det sidste, for det var lige dér, man følte, hvad det var at være lægestuderende og mærke det fællesskab, man måske ikke finder i hverdagen,« siger Karen Lisa Salamon.

Hvorfor skal andre interessere sig for medicinernes fest?

Noomie Vainer, der studerer medicin og selv står for en bar med ABBA-tema under 69-timersbar, erklærer sig også uenig i Karen Lisa Salamons kritik af Bar Mitzvah. I nogle lange indlæg på Facebook har hun beskrevet, hvordan hun selv opfatter festen som uproblematisk. Det fremgår, at Noomi Vainer lægger vægt på konteksten. Det, der i én sammenhæng kan forekomme racistisk, kan i en anden opleves anderledes.

»I min optik er social kontekst fuldstændig afgørende for, hvad man kan tillade sig,« skriver hun uddybende til Uniavisen på Messenger. »Når du derfor spørger, om jeg ville opfatte det anderledes, hvis andre organiserede en sådan bar, kan jeg ikke give dig et svar, fordi det jo netop ville komme an på konteksten og intentionen.«

Derfor, skriver Noomi Vainer, er det afgørende, hvordan målgruppen – altså de studerende, som tager til festen – opfatter Bar Mitzvah:

»Jeg kender ingen i målgruppen, som har følt sig stødt af baren, og som jøde er jeg nok en af dem, der først ville føle sig stødt i sådan et tilfælde,« skriver Noomi Vainer. »Hvorfor skal det være vigtigt, hvad folk, der ikke er 69-timersbars målgruppe, synes? Der er sikkert også massevis, der synes, at konceptet med en fest med masser af alkohol i 69 timer er stødende og ikke burde holdes på “et af de mest elitære studier”. Skal vi så lade være med at holde 69-timersbar? Målgruppen er tilfreds og ustødt, og det må være det vigtigste.«

Noomi Vainer afviser, at reklameteksten for Panums Bar Mitzvah, der lover »yderst favorable priser« spiller på en gammel fordom om jøder som nærige. Noomi Vainer taler her om en version af præsentationen af baren, hvor ordene ‘i bedste jødestil’ efter ‘favorable priser’ var blevet taget ud, modsat den tekst, der findes i MOK. Denne redigerede version er efterfølgende blevet slettet fra Facebook, selv om den altså er nedtonet i forhold til teksten i MOK.

»Jeg synes, det er helt urimeligt at sige, at deres udtalelse spiller på gamle fordomme om købmandskab, griskhed og jøder. Det står på ingen måde i deres opslag og er i mine øjne en klar subjektiv fortolkning, hvor der bliver lagt holdninger ned over deres hoved, som de ikke har givet udtryk for, blot fordi en øl koster 10 kroner i Studenterklubben,« skriver Noomi Vainer.

Vainer skriver også, at hun på den anden side ikke bryder sig om, at de antropologistuderende, som også holdt en ’Bar Mitzvah’ i 2015 i deres pjece til nye studerende opfordrede bargæsterne til at medbringe deres ’jødeguld’.

»[…] jeg er enig i, at brugen af ordet ”jødeguld” måske ikke er den heldigste. Husk på, at det er folk på min alder – jeg vidste heller ikke, at jødeguld blev brugt af nazisterne, og derfor har jeg ikke læst det nazistiske ind i det, som du har,« skriver hun i sin diskussion med Karen Lisa Salamon.

Dekan hæver pegefinger

Dekan på KU’s Sundhedsvidenskabelige Fakultet Ulla Wewer har i en e-mail sendt en udtalelse om ‘Bar mitzvah’, som hun ikke bifalder. Prodekan for uddannelse Hans Henrik Saxild er medafsender:

»I forbindelsen med Bar69 er alle omtalerne i oversigten sprogligt meget frimodige og studentikose. Det gælder også omtalen af baren ’Bar mitzvah’. Men vi vil bestemt hæve pegefingeren og minde om vigtigheden i at respektere alle kulturelle baggrunde. Den grænse er klart overtrådt her,« skriver dekanatet.

»Det er yderst vigtigt for alles trivsel, at studerende og medarbejdere føler sig trygge, respekterer hinanden og at der er plads til stor diversitet. På SUND lægger vi stor vægt på et godt arbejdsmiljø og studentermiljø.«