Ledelsen bruger sin magt mod studerende i stedet for at lytte til dem

Siden 1968 har Københavns Universitet været et sted, hvor studerende frit kunne ytre kritik af universitetet uden at skulle frygte strafferetlige konsekvenser.

Universitetet har altid set sig selv som et sted, hvor den frie tanke kan få husly, og hvor der ikke kun er plads til samfundskritik, men også til selvkritik.

Og kritik foregår ikke kun i avisernes spalter – det foregår også ude i virkeligheden. Derfor har der også tidligere på KU været en forståelse for, at universitetspolitiske protester håndteres af universitetet selv – i respekt for den kritiske tradition.

Det nød vi selv godt af tilbage i 2019, da vi besatte ledelsesgangen på Det Humanistiske Fakultet i 38 dage. Vores blokade bestod, ligesom blokaden af Museumsbygningen i 2024, i at blokere indgange til ledelsens lokaler i erkendelse af, at vi ikke kom nogle vegne med endeløse dialogmøder.

Dengang kom det bag på universitetsledelsen, at vi ikke opløste vores blokade, så snart vi havde markeret os, men at vi fortsatte, så længe det var nødvendigt.

Selvom ledelsen ikke vidste, hvilket ben de skulle stå på, holdt de fast i, at vi på universitetet kunne løse vores uenigheder selv.

LÆS OGSÅ: Central eksaktivist: En blokade gør ondt. Det er meningen

Ledelsen udøver sin magt, fordi den kan

Sådan er det åbenbart ikke længere. Forleden kunne vi læse her i Uniavisen, at Københavns Universitet ikke alene valgte at politianmelde 2024-blokaden. Universitetet læner sig også tilbage, mens sagen går videre til domstolene – en udvikling, som Københavns Universitet fralægger sig ansvaret for.

Det er ikke ligefrem udtryk for stærk og ansvarlig ledelse. Det er tværtimod et udtryk for, at ledelsen på Københavns Universitet udøver sin magt, blot fordi den kan.

Civil ulydighed opstår, når de formelle muligheder for indflydelse har vist sig utilstrækkelige

Det er dog ikke en udvikling, der kommer bag på os. Allerede i 2019 havde vi en klar fornemmelse af, at noget var ved at ændre sig i ledelsens syn på studenterprotester.

I 1968 blev de studerende opfattet som en politisk aktør, man var nødt til at forhandle med, selvom de ikke havde institutionaliseret magt. I 2019 blev vi behandlet som en driftsmæssig forstyrrelse. Vi blev skiftevis tilbudt konfliktmægling, så vi sammen med ledelsen kunne løse det, ledelsen italesatte som kommunikationsproblemer, og truet med politiet. Forvirrende? Ja. Men ledelsen tilkaldte dog aldrig politiet mod os, og vi blev ikke retsforfulgt for husfredskrænkelse, som fem KU-studerende nu kan se frem til.

LÆS OGSÅ: KU’s ledelse regerer med autokratiets moral

Vi vil have medbestemmelse

Det, vi allerede dengang mærkede, var, at vi studerende ikke længere betragtes som politiske aktører. I det 21. århundrede er det universitetsledelsen, der i bedste virksomhedsstil lægger den politiske linje. Selvom undervisere og studerende har ret til at blive hørt, har vi ikke ret til medbestemmelse.

Når prorektor Kristian Lauta i Uniavisen foreslår, at blokader fremover kun må vare 24 timer, og at studerende så til gengæld har ret til bagefter at komme i audiens hos kongen, afslører han, at han fundamentalt har misforstået, hvad studenterprotester handler om.

Studenterblokader som dem i 2019 og 2024 (og alle de andre) handler ikke kun om at blive hørt. De handler også om medbestemmelse.

Selvfølgelig ville vi foretrække, hvis blokader ikke var nødvendige. Vi skulle hilse og sige, at det bestemt ikke er rart at sove på en hullet luftmadras så længe. Men civil ulydighed opstår, når de formelle muligheder for indflydelse har vist sig utilstrækkelige.

Det er nemt at insistere på, at de studerende bare skal være glade for at blive hørt. Især når man har al mulighed for ikke at lytte til, hvad de studerende siger. I stedet for at invitere retsvæsenet ind på universitetet bør universitetet spørge sig selv, om lov og orden er vigtigere end at værne om den frie og fredelige kritik.

Og måske skulle man i stedet invitere de studerende ind i de rum, hvor nogle af de svære beslutninger træffes.