Vi går glip af noget vigtigt, når der ikke er plads til tvivl i den offentlige debat

En knugende fornemmelse i maven, svedige håndflader og hjertebanken. Det kan være ganske ubehageligt at være i tvivl.

Alligevel lærer vi på universitetet, at tvivlen er en forudsætning for videnskab og i akademiske diskussioner bliver tvivlen set som et tegn på styrke. Uden for campus oplever jeg dog, at skråsikkerhed belønnes langt mere end tvivl. Hvorfor?

Som studerende bruger jeg tvivlen aktivt, når jeg læser forskning eller sammenligner teorier. Min nysgerrighed begynder næsten altid med en tvivl: Hvordan kan det være? Det kan da ikke passe. Tvivlen er både min drivkraft og mit værktøj.

Et godt eksempel på, hvornår tvivlen kommer os til gavn, er den replikationskrise, der har ramt psykologien. I mange tilfælde har forskere ikke kunnet genskabe resultater fra tidligere forsøg, noget, der ellers er grundstenen i empirisk videnskab.

Replikationskrisen blev kun opdaget, fordi forskere turde betvivle resultater, der ellers blev taget for givet.

Læs også: Jeg læser ikke for at lære, jeg læser for at arbejde

Hold fast i tvivlen

Selvom jeg hylder tvivlen i mit akademiske liv, synes jeg det kan fylde for meget i mit liv uden for universitetet. Jeg vil helst føle mig sikker. Sådan tror jeg, de fleste har det.

Vi ved fra psykologien, at mennesker har en tendens til at søge viden, der bekræfter det, de allerede mener og føler. Det falder os ikke altid naturligt at tvivle. Derfor er det også så meget desto vigtigere, at vi øver os i det.

På universitetet bliver vi opfordret til at dele vores tvivl. »Hvis du er i tvivl, er andre nok også i tvivl,« lyder en kliché. Det gør det lettere at stille spørgsmål og udfordre etableret viden.

Det er befriende at træde ind i et rum, hvor dumme spørgsmål ikke er dumme, og hvor præstationsangsten slipper sit tag for et kort øjeblik. Og ofte synes jeg, det er her, de mest givende diskussioner opstår.

LÆS OGSÅ: Jeg drømmer om et universitet, hvor middelmådighed er en dyd

Tvivler, giv dig til kende

Desværre oplever jeg ikke at vi dyrker tvivlen udenfor universitetets forelæsningssale og øvelseslokaler. Til jobsamtalen, i krise og i den offentlige samtale bliver tvivlen lagt på hylden, og i stedet får påtaget skråsikkerhed lov til at dominere.

I foråret deltog jeg i Uniavisens debatkursus, og her var opfordringen fra en erfaren debattør, at vi skulle holde vores tvivl langt væk fra den offentlige samtale, for ellers risikerede vi digital stening.

Altså, tvivl er irrelevant i debatten og åbner for angreb. Det er trods alt nemmere at forsvare den fulde pakke end en fesen mellemting.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget vi kunne vinde, hvis noget af den tvivl, vi dyrker på universitetet, fik mere plads i den offentlige samtale.

Det er oplagt at tænke, tvivlen næppe gavner til jobsamtalen eller i en krisesituation. Det er situationer, som kalder på handlekraft frem for stilstand. Men den offentlige samtale er anderledes.

Den offentlige samtale handler ikke om at få ret hurtigst muligt, men om at blive klogere sammen. I stedet for at se en holdning som noget at forsvare, skal vi hellere anskue det som en hypotese at udfordre, en mulighed for at blive klogere.

Den offentlige samtale bør ikke kun rumme skråsikkerhedens monokulturer men også tvivlens mangfoldighed.

Jeg deltager i debatten, fordi jeg tvivler – ikke på trods af det.

LÆS OGSÅ: Studiejob eller ej: Som studerende træffer vi karrierevalg uden at vide det