Kære KU, jeg kommer fra CBS. Må jeg være med?

Jeg læser erhvervsøkonomi og psykologi på CBS, men jeg er nysgerrig på de filosoffer, læger og litteraturstuderende på KU, der forsøger at forstå den samme verden som mig gennem helt andre fagligheder.

Vi cykler over Dronning Louises Bro sammen, betaler overpris for de samme BMO’er og ender på de samme fedtede dansegulve i Kødbyen. Alligevel kan afstanden mellem byens uddannelsesinstitutioner føles længere end turen til Roskilde Festival.

Vi deler en by, men sjældent vores viden.

Vi risikerer at blive fagidioter

I Uniavisen fortæller professor emeritus Ditlev Tamm om et universitet, hvor man kunne følge forelæsninger uden for sit eget fag. Hans opfordring til studerende i dag lyder: »De må endelig ikke blive fagidioter.«

Jeg ønsker mig ikke tilbage til 1960’ernes universitet, men friheden til at forfølge sin nysgerrighed uden først at dokumentere dens nytte er værd at genoplive.

Tværfaglighed findes allerede både på CBS og KU. Alligevel er nogle af de mest synlige mødesteder mellem fagligheder knyttet til innovation og entreprenørskab. Kunne vi ikke også mødes uden at skulle pitche en startup?

Vi har LinkedIn. Men har vi hinandens ryg?

Ifølge DM’s Studielivsundersøgelse fra 2026 har 52 procent af de adspurgte studerende ofte eller altid følt sig stressede i det seneste semester. Dansk Ungdoms Fællesråds Ungeanalyse fra 2025 peger samtidig på, at omkring halvdelen af de adspurgte unge får dårlig samvittighed over aktiviteter, der ikke føles produktive.

Selv fritiden skal helst kunne betale sig. Samtidig navigerer vi i krig i Europa, høje boligpriser og en usikker fremtid. Vi skal have et relevant studiejob og en femårsplan, helst før vi har lært at udfylde forskudsopgørelsen.

Jeg er selv en del af den kultur. Jeg læser tværfagligt, arbejder med scenekunst og engagerer mig i kulturlivet. Måske har jeg været bedre til at opbygge et netværk end et fællesskab.

Vi opruster militært. Hvad med menneskeligt?

Når vi taler om at forsvare Danmark, bør vi også spørge, hvad vi vil forsvare. Demokrati, tillid og dannelse lever blandt andet i vores evne til at møde mennesker, der tænker anderledes end os.

Vi har allerede en stærk tradition for at mødes. Festivaler bliver til midlertidige byer, båret af frivillige, musik og fællesskab. Bandet APHACA’s popularitet læser jeg som et lille generationsportræt: Unge, der ikke kun vil finde sig selv, men også hinanden.

Men fællesskaber som Roskilde Festival opstår ikke af sig selv. Bag det står planlægning, økonomi og mennesker, der får det hele til at fungere. Hvorfor skulle fællesskaber på tværs af Københavns campusser så opstå uden tilsvarende opbakning?

Hvad hvis hele København var vores campus?

Vi har studenterforeninger, kulturhuse og Studenterhuset, som allerede samler studerende på tværs. Men hvor er den samlede indgang til byens faglige og kulturelle studieliv? Hvor opdager jeg som CBS-studerende en åben forelæsning på KU eller et fagligt event på ITU uden at kende nogen, der kender nogen?

KU kunne sammen med CBS, DTU, ITU, Erhvervsakademi København og Københavns Professionshøjskole oprette et fælles, studenterforankret samarbejde med en fælles kalender, lettere adgang til lokaler og støtte til de initiativer, som de studerende allerede driver.

Måske en årlig københavnsk dannelsesuge. Gratis, frivilligt og uden krav om endnu en præstation. Det løser ikke mistrivslen blandt unge alene, men det kan gøre det lettere at finde fællesskaber på tværs af faglige og sociale skel.

København er vores fælles by, men vi uddannes hver for sig. Måske behøver vores generations studenteroprør ikke at besætte rektors kontor. Vi kunne starte med at insistere på et fagligt fællesskab på tværs, der kan danne os sammen. Vi ses jo allerede i Kødbyen, så hvad med at mødes på hinandens campusser?

Så kære Københavnske uddannelsesinstitutioner – og kære Ditlev: Vi lover at gøre vores bedste for ikke at blive fagidioter, hvis I holder døren for os til hinandens faglige fællesskaber.