KU skal omorganiseres igen – men har vi lært noget af den sidste reform?

Ifølge rektor er Københavns Universitet ganske enkelt blevet for stort til sin nuværende organisering. Derfor står universitetet endnu en gang over for en omfattende organisationsændring.

Denne gang skal fakultetsstrukturen ændres for at skabe bedre faglig balance, større sammenhængskraft og bedre muligheder for faglig ledelse.

Ved fusionen i 2007, hvor KU fusionerede med Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole og Danmarks Farmaceutiske Universitet, var ambitionerne klare.

Ifølge KU’s egen årsrapport skulle administrationen effektiviseres med 12 procent, svarende til 120 millioner kroner årligt fra 2010 og frem. Fusionen skulle samtidig skabe faglige synergier, blandt andet gennem en ny Health and Life Science-klynge.

I oktober 2010 oplyste KU, at den administrative besparelse på 120 millioner kroner var realiseret.

Spørgsmålene er så:

Blev den årlige besparelse fastholdt?
Hvilke dokumenterede resultater kom der ud af de faglige synergier?
Stod gevinsterne mål med fusionens implementeringsomkostninger, som dengang blev anslået til omkring 200 millioner kroner?

Endnu en organisationsændring

Det er relevante spørgsmål, når KU næsten 20 år senere annoncerer endnu en omfattende ændring af universitetets organisation med henvisning til dets størrelse og kompleksitet.

Siden 2010 har KU gennemført flere organisatoriske ændringer. I 2023 blev endnu en omfattende administrationsreform igangsat med et mål om at frigøre yderligere 300 millioner kroner årligt.

Den reform er endnu ikke fuldt implementeret, og alligevel lægger ledelsen nu op til den næste store ændring.

Man kan naturligvis ikke slutte, at tidligere reformer har været forgæves, blot fordi nye bliver nødvendige. Organisationer udvikler sig, og behovene ændrer sig.

Men netop derfor bør en organisation af KU’s størrelse og kompleksitet være særlig omhyggelig med at dokumentere, hvilke problemer en reform skal løse, hvilke gevinster der forventes, og om de faktisk bliver realiseret.

LÆS OGSÅ: Ny fakultetsstruktur: »KU er blevet for stort til sin nuværende organisering«

Skal KU nødvendigvis være ét samlet universitet?

Det leder til et andet og måske mere grundlæggende spørgsmål: Hvorfor er det givet, at KU fortsat skal være ét samlet universitet med seks fakulteter?

Hvis universitetets størrelse er blevet et ledelsesmæssigt problem, kunne man vel lige så vel undersøge en opdeling i mere selvstændige universiteter, eksempelvis inden for Science og Health, eller en fødereret universitetsmodel med selvstændig faglig ledelse og fælles administrative servicefunktioner.

Det er ikke nødvendigvis løsningen. En opsplitning kan også skabe nye problemer, ekstra administration og barrierer for tværfagligt samarbejde.

Men det er netop derfor, alternativerne bør undersøges og sammenlignes, før man beslutter sig for endnu en omfattende omorganisering.

For problemet er næppe alene, hvordan fakulteterne er tegnet på organisationsdiagrammet. Det handler også om, hvor beslutninger træffes, hvor ansvaret er placeret, og om den administrative organisering faktisk understøtter universitetets kerneopgaver.

LÆS OGSÅ: Fakulteterne er mere end administrative enheder

Tre spørgsmål før endnu en reform

Derfor bør KU’s ledelse besvare tre spørgsmål:

1.    Hvad viser evalueringerne af de faglige, økonomiske og organisatoriske gevinster ved fusionen i 2007 og de efterfølgende reformer?

2.    Hvilke alternative organisationsmodeller er undersøgt, og hvorfor er den foreslåede fakultetsstruktur valgt frem for disse?

3.    Hvilke konkrete, målbare gevinster forventes den nye reform at skabe, hvad koster gennemførelsen, og hvornår skal resultaterne kunne dokumenteres?

Det er næppe urimelige spørgsmål til en institution, der har forskning, kritisk tænkning og evidens som sit eksistensgrundlag.

Når KU kræver dokumentation og evidens i sin forskning, bør det samme princip også gælde, når universitetet reformerer sig selv.