En dreng ved navn Lars ændrede Eva Smiths syn på sandheden

Da jeg i 1974 var færdig med jurastudiet, havde jeg fem børn. Det var derfor givet, at jeg ikke kunne søge et job som advokatfuldmægtig. Jeg havde ikke mulighed for at komme sent hjem fra en arbejdsdag, og der kunne ikke være tale om, at jeg ville arbejde i weekenden.

Mens jeg overvejede min situation, nævnte min mand en svensk vidnepsykolog, der hed Arne Trankell. Min mand havde læst Trankells bøger i faget kildekritik under sine økonomistudier i Aarhus, og han tænkte, de ville interessere mig.

Jeg fik fat i Trankells bog Magi og fornuft i menneskebedømmelse, og da jeg havde læst kapitlet om »tilfældet Lars«, var jeg solgt.

Jeg besluttede mig for at skrive en afhandling om »vidnebevisets troværdighed«, hvor jeg ud over jura også anvendte psykologi. Før jurastudiet havde jeg læst sociologi i halvandet år og psykologi i et år, så jeg mente, at jeg havde rimelige forudsætninger.

LÆS OGSÅ: Eva Smith troede, at alting ragede hende

En sag, der virkede ligetil

»Tilfældet Lars« handler om en femårig dreng, der bliver væk, mens hans mor og mormor handler. Da de finder ham igen, har han munden smurt ind i lakrids.

Men da de efterlod ham, havde Lars hverken penge eller lakrids, og under et intenst forhør fortæller drengen, at en vinduespudser har givet ham penge til slik i bytte for seksuelle handlinger. Han bruger et slangord for penis, som hverken hans mor eller mormor har hørt ham bruge før.

Politiet finder hurtigt frem til den unge vinduespudser, og umiddelbart synes både drengens forklaring og de øvrige omstændigheder at pege på, at han taler sandt.

Vinduespudseren afviser, at drengen har været inde i hans lejlighed.

Han fortæller, at Lars kom og bankede på og spurgte, om han måtte få nogle gamle aviser, og da han ingen aviser havde, gav han i stedet drengen nogle småpenge. Men Lars kan i detaljer fortælle, hvordan vinduespudserens badeværelse ser ud, omend han husker det spejlvendt.

Drengens fortælling lader til at holde stik.

Men den svenske professor og vidnepsykolog Arne Trankell går sagen efter i sømmene. Han undersøger ikke kun drengens forklaring, men også de voksnes antagelser og de små detaljer, som ingen tidligere har tillagt nogen betydning.

Ét vidne tager fejl om, at porten ind til gården altid er låst; det viser sig, at en lille dreng sagtens kan smutte uset ind.

En legekammerat, som Lars har fået forbud mod at se, bruger det samme slangord om det mandlige kønsorgan, som Lars har brugt, og bor desuden i samme lejlighedskompleks som vinduespudseren – dog i en spejlvendt lejlighed.

Fra vidneforklaring til disputats og tilbage igen

Punkt for punkt viser Trankell, hvordan en forklaring, der virker overbevisende, kan være opstået, uden at den nødvendigvis er sand. Trankell mener, at Lars ved, hans fortælling er usand, men at den er opstået i den vanskelige situation, drengen har fået bragt sig selv i.

For mig var sagen en åbenbaring. Trankell demonstrerede, hvor let både politi, psykologer og pårørende kan lade sig overbevise af en fortælling, hvis de ikke undersøger alle de alternative forklaringer med samme grundighed.

For mig blev historien om Lars begyndelsen på et helt nyt forskningsspor. Jeg ville undersøge, hvordan et vidneudsagn bliver til – og hvilken troværdighed det egentlig har, og jeg ville bruge psykologien i retsvidenskaben.

LÆS OGSÅ: Eva Smith overhaler Henrik Wegener indenom med buste

Det arbejde blev til min ph.d.-afhandling om vidners troværdighed, som efterfølgende blev til min doktordisputats i 1986. I 1990 blev jeg den første kvindelige professor i retsvidenskab på Københavns Universitet.

Doktordisputatsen høstede megen ros og blev ved med at få opmærksomhed, ikke mindst fra danske og norske forsvarsadvokater og dommere, som ofte sendte mig eksempler på sager fra det virkelige liv.

Og det hele begyndte med en svensk vidnepsykolog og en lille dreng ved navn Lars.

LÆS OGSÅ: »Er rektum en grav?« Et enkelt spørgsmål ændrede Anton Juuls syn på seksualitet