Eva Smith troede, at alting ragede hende

Eva Smith bliver trist, når hun tænker på Henrik.

Han var en vildbasse, der gik i samme klasse som hendes søn, en kilde til larm og uro under timerne og i skolegården. En dag blev han smidt ud af skolen, beskyldt for at have forsøgt at skubbe en lærer ud over et gelænder og ind i et halsbrækkende fald.

Som formand for skolenævnet gik Eva Smith ind i sagen og spurgte rektor, om han overhovedet havde hørt Henriks version af historien. Nej, det havde han nu ikke. Da Henrik først kom til orde, viste det sig, at han ikke havde haft nogen intention om at volde læreren skade, han havde bare forsøgt at vriste sig fri af hendes greb. Det erkendte læreren selv.

Henrik blev ikke bortvist alligevel. Til gengæld måtte han blive hjemme fra den hyttetur, som Eva Smiths søn og de andre børn i klassen tog afsted på. Imens sad Henrik med pakket taske i sit hjem og ventede på, at han ville få det opkald, der gav ham lov til at tage med på turen. Det kom aldrig.

Mange år senere hørte Eva Smith, at Henrik var havnet i fængsel.

Det er derfor, hun bliver ked af det, når hun tænker på ham.

Historien fortæller to ting om den pensionerede juraprofessor, der er aktuel i biografien Jeg håber, jeg har gjort en forskel, skrevet af Anne Knudsen og Steen Valgreen-Voigt: Hun kæmper for samfundets svageste. Og hun råber højt, når hun ser uretfærdigheder.

LÆS OGSÅ: Da Eva Smith fik sin lysende ide

»Hver gang jeg er faldet over noget, jeg synes har været urimeligt eller uretfærdigt, har jeg altid haft en trang til at reagere,« siger hun.

Hun ser ikke ret truende ud, som hun sidder der, smilende og lidt sammenkrummet, ved spisebordet i sin lejlighed på Frederiksberg. Et stort vedhæng af rav skinner i halskæden over den sorte bluse. Bag hende står en lille stofkænguru i bogreolen, mens en legetøjsborg gemmer sig i hjørnet af stuen som en påmindelse om, at hun har 20 (!) børnebørn.

Men da hun begynder at gøre rede for truslerne mod retsstaten, læner hun sig frem i stolen og banker fra tid til anden ydersiden af højre hånd mod bordpladen for at give sine pointer ekstra kraft. Imens trækker øjenbrynene sig sammen og peger skarpere mod gulvet.

En retsstat skal vurderes på, hvordan den behandler de borgere, den synes dårligst om.

Eva Smith, professor emerita, Jura

For tredive år siden blev hun den første kvindelige juraprofessor i Danmark, og lige siden har hun, som hun udtrykker det, kæmpet for »retsstatens principper herunder lighed for loven.«

Særligt har hun talt outsidernes sag: Socialt udsatte. Asylbørn. Indvandrere med kurs mod kriminelle miljøer. Børn som Henrik.

»En retsstat skal vurderes på, hvordan den behandler de borgere, den synes dårligst om,« siger hun.

De fleste vil nok mene, at den nu 78-årige Eva Smith har gjort en forskel for mange af de borgere. Som offentlig debattør, som formand for Det Kriminalpræventive Råd, som politisk aktivist.

Men det betyder ikke, at hun har trukket sig triumferende tilbage. For sagen er, at hun i de sidste tyve år har været på det tabende hold i kampen om retsstaten.

Hun siger, at hun burde have kaldt sin afskedsforelæsning fra 2017 for Retssikkerhedens afvikling i stedet for udvikling. Det er måske en joke, men spørger man hende, om hun ikke føler en vis desillusion, svarer hun »jo,« med et lidt opgivende smil.

»Jeg synes, det er sørgeligt.«

Ren straffeattest for at arbejde i Irma

Hun ser politikere, der konstant skeler til meningsmålinger og går til kanten af konventionerne, og hun ser et embedsværk, der burde være apolitisk og beskytte retsstaten, men i stigende grad fungerer som »regeringens forlængede arm.«

I den nye biografi opregner hun en stribe eksempler på det, hun ser som retsstatens forfald. Hun kritiserer den øgede overvågning af befolkningen efter 11. september 2001, de gentagne forsøg på at sænke den kriminelle lavalder og – ikke mindst – de mange integrationspolitiske stramninger.

Hun kalder det »en grov overskridelse af retssikkerheden«, at udlændinge- og integrationsministeren nu administrativt kan fratage fremmedkrigere deres danske statsborgerskab, hun har ad flere omgange kritiseret statens behandling af asylansøgeres børn, og hun er modstander af ghettopakken, ikke mindst reglen om dobbeltstraf for kriminalitet, der begås i bestemte områder.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

»Det er helt sort. Det er meget farligt at indføre de regler. De etniske minoriteter kan kun opfatte det som noget, der er vendt mod dem. Hvis vi gerne vil integrere dem i samfundet, især dem, der er født her, så kan det ikke nytte noget, at vi laver en masse regler, hvor vi skubber dem fra os. Hvor vi siger: I tæller ikke på samme måde som os andre,« siger Eva Smith.

Som juraprofessor har hun ofte formidlet viden i retspolitiske debatter, men hendes – og andre eksperters – ord har mistet vægt med årene, siger hun. Det skyldes ifølge Eva Smith, at politikerne ofte vælger at overhøre viden og forskning i retspolitikken.

Hun fremhæver den konservative formand, Søren Pape Poulsen, der som justitsminister sagde til Danmarks Radio, at retspolitik ikke kun er forskning og undersøgelser, og at han personligt ikke gik så meget op i, om et bandemedlem hjælpes tilbage i samfundet.

Det er den lette løsning at kræve hårdere straffe, siger Eva Smith, men når forskning fortæller os, at resocialisering er det bedste våben mod fornyet kriminalitet, må politikerne stille sig op og forklare befolkningen, hvorfor det er tilfældet.

Akkurat som hun selv forsøgte at gøre som mangeårig formand for Det Kriminalpræventive Råd.

»Det synes jeg godt, man kan forlange i en demokratisk stat. For det er jo rigtigt nok, at så længe de kriminelle er buret inde, gør de ikke nogen skade, men på et eller andet tidspunkt kommer de jo ud igen – om det så er efter femten eller tyve år. Og hvad er det så for nogle mennesker man får ud?«

»Nu til dags kræver det en ren straffeattest bare at stille ting på plads i Irma. Det har også taget overhånd.«

Politiske fejder

Undervejs er hun havnet i eksplosive opgør, særligt med borgerlige politikere.

Ikke mindst da hun som formand for ECRI, Europa-Rådets Kommission mod Racisme og Intolerance, var med til at udgive en hidsigt debatteret rapport om Danmark i midten af nullerne. Rapporten hævdede, at »der er en gennemgribende atmosfære af intolerance og fremmedhad over for flygtninge og asylansøgere« i landet og gav skylden til medierne og politikere, inden den fremhævede den Venstre-ledede regerings afhængighed af Dansk Folkeparti som et problem.

Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen kaldte efterfølgende rapporten for »løgnagtig« og sagde, at »den var til at smide lodret i papirkurven«.

Andre gange har Eva Smith selv svunget den retoriske forhammer, for eksempel da hun under debatten om fremmedkrigeres statsborgerskab stemplede de danske politikere som »hykleriske.«

Som forsker har hun aldrig forskanset sig i professorkontoret, og hun har aldrig påstået, at hun var politisk neutral.

Hun siger, at hun har set det som en pligt at forklare de juridiske regler, så almindelige mennesker kunne forstå dem, nu hvor hendes uddannelse er blevet betalt af skatteborgerne.

Sandheden er nok også, at hun ikke har kunnet lade være med at blande sig.

»Der var engang en, der fortalte mig, at han havde set en gravskrift, hvor der stod ’Han troede, at alting ragede ham’. Så tænkte jeg: Det kunne der også stå om mig!«

»For du kan spørge: Hvad rager det mig, om der sidder nogle danske børn i flygtningelejre i Syrien? Det er da ikke mit problem. Det er ikke mine børn eller børnebørn.«

LÆS OGSÅ: Han leder en global indsats mod corona, men svarer stadig på mails fra tilfældige personer

Ved fødslen var hendes efternavn ikke Smith, men Hækkerup, et navn, der gennem generationer har prydet Socialdemokratiets annaler.

Hendes far var Hans Erling Hækkerup, tidligere justitsminister og indenrigsminister, blandt andet i Jens Otto Krags regeringer, den tidligere økonomiminister Per Hækkerup var hendes onkel, og i dag hedder den socialdemokratiske justitsminister også Hækkerup – Nick Hækkerup.

Hun har flere gange overvejet, om hun skulle gøre ligesom dem og forfølge en karriere på Christiansborg. Når hun ikke gjorde det, var det ikke, fordi hun frygtede at sige, hvad hun mener, men fordi hun frygtede at sige, hvad hun ikke mener.

»Så snart man kommer i en situation, hvor flertallet har en holdning, man er uenig i – og det gør man jo i et politisk parti – så skal man gå ud og argumentere for deres synspunkt. Det havde jeg ikke lyst til, det må jeg indrømme. Det ville være virkelig ubehageligt,« siger Eva Smith.

»Det er den store fordel ved at sidde i en stilling på universitetet. Der er ikke nogen kontrol med, hvad jeg mener. Når jeg har siddet i forskellige udvalg, har jeg ikke som mange andre først skullet snakke med min fagforening eller organisation, før jeg kom med min holdning. Det tager jo noget af ens frihed til at udtale sig og sætte dagsorden.«

Alt for poppet, siger kollegaer

Det er langt fra alle forskere, der har tænkt i de baner.

Faktisk ved Eva Smith, at mange forskere synes, at hun har udtalt sig for tit og for generelt i medierne. Særligt i tv-indslag, hvor interview gerne barberes ned til et halvt minut, og hvor alle de undtagelser og forbehold, der gør den danske lovgivning kompleks, ikke kan komme med.

»Adskillige af mine kolleger synes, det er aaaalt for poppet,« griner Eva Smith.

En af dem brokkede sig engang til hende, fordi han altid blev spurgt om det samme til middagsselskaber. Nemlig: »Arbejder du sammen med hende der Eva Smith?«

»Det synes, han var virkelig irriterende. Det kan jeg godt forstå. Det er også irriterende.«

Når det er sagt, synes Eva Smith, at for få forskere blander sig i debatten, i hvert fald på hendes eget fakultet.

Det gælder ikke mindst i disse dage og uger, hvor Folketinget skal vedtage en ny epidemilov. Under coronakrisen har særligt sundhedsminister Magnus Heunicke (S) fået udvidede magtbeføjelser i kampen mod virussen, og ifølge Eva Smith er der brug for forskere, der minder om, at beføjelserne aldrig må blive permanente.

De unge i dag har en fornemmelse af, at de ikke kan ændre noget som helst.

Eva Smith, professor emerita, Jura

»Det kan jo ikke være meningen, at vi skal ændre vores lovgivning, fordi vi har en ekstraordinær situation i nogle måneder. Jeg synes nok, at jeg har savnet nogle juraprofessorer, der har sagt det,« siger Eva Smith.

Som forsker er hun selv gået videre end at udtale sig om juridiske emner i medierne.

Hun har også flere gange krydset grænsen til politisk aktivisme, blandt andet da hun for et årti siden stod bag underskriftindsamlingen Asylbørnene Ud Nu, en klar opfordring til politikerne om at give asylansøgernes børn en hverdag uden for landets asylcentre.

Dengang skrev hun i en mail til sit netværk, at hun tillod sig at kontakte dem i »en ikke-faglig sammenhæng«.

»Til begrebet retssikkerhed hører i mit billede også omsorg for de svageste. Og de svageste i vort samfund er efter min opfattelse asylansøgernes børn,« fortsatte hun.

Er der ikke en risiko for, at man mister noget af sin troværdighed som forsker, når man så klart har givet udtryk for politiske holdninger, som du har?

»Jo, det er der helt klart,« siger Eva Smith.

»Det har jeg også prøvet at være opmærksom på. Man skal ikke smøre brødet for tyndt. Man kan ikke engagere sig i alle mulige ting, for så tænker dem, der lytter: ’Nå ja, det er bare hende igen’. Man ryger hurtigt ind i en bås.«

Føler du, at det er sket for dig? At folk fx har sagt: »Selvfølgelig går Eva Smith ikke ind for det her, når nu Dansk Folkeparti har foreslået det?«

»Ja ja, jo jo, det synes jeg. Jeg oplever også, at folk bliver meget forbløffede, når jeg har en anden holdning end den, de havde ventet,« siger hun og nævner, at hun forsvarede den gældende offentlighedslov, der blev vedtaget i 2013, og som indskrænkede mediers mulighed for at få indsigt i politiske dokumenter.

»Det kom helt bag på alle. Det kan du da ikke mene. Dig? Joooo, det synes jeg faktisk. Det viser så bare, at de tager fejl, når de sætter mig i bås.«

Hun smiler tilfreds.

Det gjorde hun sikkert også, dengang højesteretsdommeren Jens Peter Christensen sagde, at »det altid er interessant, når Eva tager ordet, fordi man aldrig ved, hvad hun siger«.

Det er en af de største komplimenter, hun har fået, siger hun.

LÆS OGSÅ: Dobbeltmennesket Ditlev Tamm

Unge må føle sig »røvrendt«

I dag tager hun knap så ofte ordet.

Journalisterne ringer stadig, men som regel sender hun dem videre til sine kolleger, og hun går også ind i færre af de juridiske stridigheder, som forskellige borgere beder om hendes hjælp til at løse.

»Efter jeg er blevet professor emerita, har min mand sagt, at det er, som det hele tiden har været, nu får jeg bare ikke penge for det. Det synes jeg nu er lidt overdrevet.«

»Jeg har en fornemmelse af at have trukket mig lidt tilbage. Jeg er sådan set pensionist. Det er fint nok,« siger Eva Smith.

Men heller ikke Det Juridiske Fakultet efterlader hun, hvor hun gerne ville.

Hun siger, at de studerende har mistet lidt af det indignerede gåpåmod, som hun ofte mødte, da hun begyndte at undervise på universitetet. Dengang drømte mange om at blive forsvarsadvokater og kæmpe for, at ingen blev uretfærdigt dømt. I dag vil mange bare tjene penge og skabe sig en fornuftig karriere, siger Eva Smith.

Jeg skulle have gjort mere for at finde en oplagt efterfølger. Det ærgrer mig i den grad!

Eva Smith, professor emerita, Jura

»Jeg synes også, der er forbløffende mange af dem, der er ret uinteresserede i samfundsforhold. Det går meget snævert på jura. Det må jeg sige.«

Hvorfor tror du, det er sådan?

»Da jeg var ung, troede vi, at vi kunne ændre det hele og gøre verden til et bedre sted. De unge i dag har en fornemmelse af, at de ikke kan ændre noget som helst. Hvis jeg var ung, ville jeg virkelig føle mig røvrendt.«

Men er vi ikke vidner til et gryende ungdomsoprør, fx i klimabevægelsen?

»Jo, det er lidt på vej tilbage. Det tror jeg faktisk. Det må bare være frustrerende for de unge, hvor lidt det hjælper. Det lykkedes at påvirke partierne op til folketingsvalget, hvor alle pludselig gerne ville være grønne og gøre noget for klimaet. I det sekund der var en ny regering, blev det til, at ja, selvfølgelig skal vi gøre noget, det kigger på, vi skal bare lige vente på teknologien, og så er det ikke rigtig blevet til noget,« siger Eva Smith.

LÆS OGSÅ: Studerende vil ændre kulturen på Jura

»Så kommer corona, og pludselig stabler man, jeg ved ikke hvor mange milliarder på bordet for at redde de ældste borgere. Så må du som ung sidde der og tænke: Hvor var alle de milliarder henne, da jeg ville gøre lidt for klimaet?«

Heller ikke sammensætningen af professorer på Det Juridiske Fakultet er Eva Smith tilfreds med.

Hun siger, at der er én ting, hun virkelig fortryder: at hun ikke sørgede for, at hun fik en direkte afløser, da hun gik på pension.

I dag har fakultetet to fuldtidsansatte professorer i strafferet (og én emeritus), men ingen med straffeproces som primært forskningsfelt.

»Det faldt mig simpelthen ikke ind, at når jeg gik af som professor, så ville de nedlægge professoratet i straffeproces. Det havde jeg slet ikke tænkt på. Det ærgrer mig i den grad! Jeg skulle have gjort mere for at finde en oplagt efterfølger.«

Hvorfor er det et problem?

»Man kommer til at mangle retssikkerheden. Beskyttelsen af alle borgere over for staten, kan man sige. Hvor strafferet har at gøre med, hvad der skal være strafbart, og hvilken straf den enkelte skal have, så handler straffeproces om det, der foregår nu er rimeligt og retfærdigt. Får man fx mulighed for at udtale sig tilstrækkeligt?«

»Der mangler nogen til at påpege de her ting.«

Hun griner.

»I hvert fald når jeg ikke er her mere!«

I en mail til Uniavisen svarer dekan på Det Juridiske Fakultet, Jacob Graff Nielsen, på Eva Smiths kritik:

»Det betyder bestemt noget for mig, når en kapacitet som professor emerita Eva Smith, der i mange år utrætteligt og med omfattende faglig indsigt har kæmpet for retssikkerheden i straffeprocessen, udtrykker bekymring over bemandingen af straffeprocessen ved fakultetet.«

»Fakultetet har ganske rigtigt to fuldtidsansatte professorer i strafferet, som efter aftale med fakultetet også dækker straffeprocessen. Derudover har vi en professor emeritus i strafferet, der også indgående har beskæftiget sig med straffeprocessen ud over professor emerita Eva Smith. Strafferet og straffeproces er et samlet fag på den juridiske bacheloruddannelse. Derfor mener jeg helt bestemt, at straffeprocessen er dækket samvittighedsfuldt på fakultetet.«

»Jeg udelukker dog ikke ansættelser særskilt inden for straffeprocessen, men dette skal afvejes over for behovet for at dække en række andre lige så vigtige fagområder på fakultetet.«