Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Det skal du vide om universitetets bestyrelse

Univalg 2025 — Den bestemmer, hvad rektor skal lave, og hvordan pengene skal bruges. Bestyrelsen er universitetets mest magtfulde organ, og du kan bestemme, hvem der skal sidde i den. En af de studerendes stole ved det ovale bord er ledig i år.

Der er valg til Københavns Universitets bestyrelse. Stemmerne skal afgives mellem den 24. og 28. november. Men hvad laver bestyrelsen egentlig? Og kan du stemme til den? Her kommer de korte svar.

LÆS OGSÅ: Der er valg. Det er vigtigt. Hvad skal du gøre? Her er en guide

Hvad laver bestyrelsen?

Bestyrelsen er universitetets øverste myndighed, hvis opgave det er at varetage universitetets interesser som uddannelses- og forskningsinstitution. Det betyder, at medlemmerne fastlægger retningslinjerne for, hvordan universitetet skal organiseres og udvikles. Det involverer at fastlægge Københavns Universitets årlige budget og den gældende strategi.

Univalg 2025

Der er valg på Københavns Universitet. Læs mere om, hvad du kan stemme til:

Studienævnet

Akademisk Råd

Bestyrelsen

Ph.d.-udvalg

Det er bestyrelsen, som ansætter rektor og bestemmer, hvad vedkommende skal få sin arbejdsdag til at gå med. Bestyrelsen har også skrevet en såkaldt rektorinstruks, som rektor skal overholde i sit daglige virke.

Bestyrelsen blander sig normalt ikke i de beslutninger, der træffes i dagligdagen rundt om på universitetet, men hvis der opstår en bøvlet sag, kan det ske, at den griber ind.

Hvem sidder i bestyrelsen?

Den 11 mand høje bestyrelse på Københavns Universitet består af seks eksterne (udpegede) medlemmer og fem interne (valgte) medlemmer, som tilsammen skal have erfaring og indsigt i både forskning, forskningsbaseret uddannelse, vidensformidling og -udveksling. I bestyrelsen sidder både erhvervsfolk, universitetsansatte og studerende.

Blandt de interne medlemmer er der én TAP-repræsentant, to VIP-repræsentanter og to studenterrepræsentanter.

TAP- og VIP-repræsentanterne vælges for en fireårig periode og kan genvælges én gang. Ingen af de grupper er på valg i 2025. Studenterrepræsentanterne vælges for en toårig periode, så der vælges én studenterrepræsentant årligt, og altså også i år.

Sådan ser bestyrelsen ud i dag:

Interne – demokratisk valgte – medlemmer:

  • Studerende Dokugan Jesper Gür, Studenterrådet (valgt i 2024 og sidder et år endnu)
  • Studerende Signe Berner, Studenterrådet (hendes sæde er på valg)
  • Laborant Dorte Brix (valgt i 2023)
  • Professor Jesper Grodal (valgt i 2023)
  • Professor Pia Quist (valgt i 2023)

Og de eksterne medlemmer (som vælges af udpegningsorganer):

  • Formand: Merete Eldrup, professionelt bestyrelsesmedlem i en række bestyrelser (tidl. bl.a. TV 2)
  • Jan S. Hesthaven, dekan, School of Basic Sciences, EPFL Lausanne, Schweiz
  • Birgitte Vedersø, selvstændig, tidl. rektor, Gefion Gymnasium
  • Ulrik Vestergaard Knudsen, vicegeneralsekretær i OECD
  • Ulla Tofte, museumsdirektør for Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg
  • Lars Rasmussen, tidl. adm. direktør for Coloplast

Hvem stiller op til bestyrelsen?

Vidste du, at …

De eksterne medlemmer i bestyrelsen får et pænt honorar for deres arbejde.

De studenter- og medarbejdervalgte medlemmer får intet honorar. De medarbejdervalgte kan dog få et personligt løntillæg, hvis universitet finder det hensigtsmæssigt, og bestyrelsesarbejdet ikke udføres i den almindelige arbejdstid.

De studerende kan stemme på flere forskellige lister, hvoraf nogle fungerer som støttelister til andre lister.

I år har Konservative Studerende (og støttelister) indgået valgforbund med Frit Forum, Studerende for Mangfoldighed og Kødfronten i håb om at kunne fravriste Studenterrådet deres mandat.

Du finder interview med alle spidskandidater til bestyrelsen på denne side (bortset fra Kødfronten, som ikke nåede at blive interviewet inden deadline).

Universitetsbestyrelsens nye interne medlem offentliggøres sammen med resten af universitetsvalgets stemmeresultater den 3. december. Den kandidat, som opnår valg, påbegynder bestyrelsesarbejdet primo 2026.

Seneste