Journalist Christian Bennike: »Jeg ville ønske, jeg kunne gå på universitetet igen«

Det er chokerende for mig at tænke tilbage på, hvor ureflekteret og hjernedødt mit studievalg var. Jeg kan ikke huske min første dag på universitetet, men jeg kan tydeligt huske følelsen af, at det var nogle andre typer, som læste medievidenskab, end jeg havde regnet med. Ikke et ondt ord om dem, men der var mange, som gerne ville lave analyser i et tv-produktionsselskab. Jeg havde troet, at universitetet i højere grad var et radikalt og intellektuelt sted. På min første rustur rendte jeg rundt om natten med Mads D.K. og lagde ost på ansigterne af dem, der var faldet i søvn. Det husker jeg som enormt sjovt. Men min studietid var desværre også formet af, at min far undervejs fik en terminal sygdom. Der gik to år, før han døde, og hele det forløb stod på, sideløbende med at jeg gik på universitetet. Derfor husker jeg også min studietid som tung, og en tid hvor jeg skulle lære mig selv at kende.

Hele det første år var en enormt hårdt og lærerigt. Introduktionen til videnskabsteori, hvor vi læste Hume og Locke, var svær, men vildt givende. Jeg oplevede, at nogle af de ting, jeg selv havde gået og reflekteret over i gymnasiet såsom altings relativitet, var der pludselig nogle, som havde skrevet lange afhandlinger om allerede i 1700-tallet. Det var ret fantastisk. Det var klart en udvidelse af min måde at forstå verden på. Mit yndlingsfag var det legendariske filmhistoriefag på KUA. Her gennemgår man hele filmhistorien fra slutningen af 1800-tallet til i dag, hvor man har filmvisninger to gange om ugen. Én gang på KUA og én gang i Cinemateket – hele semestret. Det var en helt anden måde at gå på universitetet på. Alligevel var jeg på ingen måde en flittigt studerende, og jeg fortryder det helt vildt. I dag kan jeg slet ikke forstå, at jeg ikke gik mere op i det, da jeg havde det privilegium, at min eneste beskæftigelse var at suge til mig af viden. I stedet gik jeg meget i byen og lavede alt muligt andet.

Jeg havde en rutine, når jeg skrev opgaver, som involverede kaffe, vingummi og sindssygt mange cigaretter. Da jeg først flyttede til København, boede jeg i en lille lejlighed på Nørrebrogade. Der var toilet ude på bagtrappen og ikke noget bad. Vi havde fundet en brusekabine på gaden, som i kombination med et lille badebassin fra BR og en ven, som kunne noget med nogle vandrør, udgjorde vores interimistiske bad midt i stuen. Der havde jeg et lillebitte værelse med et billedrørsfjernsyn, en futonseng og et bord. Der kan jeg huske, at jeg sad med lukket vindue og kæderøg 40 cigaretter om dagen, mens jeg skrev eksamen om Kant og Burkes forståelse af det sublime.

Jeg vidste ikke, at jeg manglede det. Men jeg har hele mit liv savnet den underlige puls, der er i mediebranchen. Mange mennesker får stress af den, og det er også grunden til, at mange ikke kan lide medierne. Men jeg elsker det. Selv om jeg ikke laver dag-til-dag-journalistik, er jeg hele tiden nødt til at følge med i, hvad der sker. Den hastighed giver en fornemmelse af at leve i verden, eksistere i tiden og faktisk også være med til at påvirke historien, fordi man er med til at skrive en lille del af den. Det er et narkotikum for mig. Jeg kan slet ikke forstå, hvor heldig jeg er. Fordi jeg er journalist, kan jeg blive betalt for at rejse ud i verden og tale med nogle af de mennesker, som jeg allerhelst vil møde. Weekendavisen er et ideelt sted for journalister med en universitetsbaggrund. Den bedste Weekendavisen-artikel skal nemlig både være et take på en aktuel begivenhed, og samtidig give den historiske, kulturelle og politiske baggrund. Vi har længere tid til artiklerne, og der er plads til at trække tråde, der går på tværs af faglige discipliner.

Jeg tror ikke, at jeg på noget tidspunkt har haft nogen som helst idé om, hvor jeg ville ende. Jeg havde ingen idé om, hvad jeg ville bruge medievidenskab til. Det lyder jo helt sindssygt at tænke på i dag, og jeg har nærmest skrevet en hel bog om det. Karriereplanlægning var helt fraværende dengang. Det kan godt være, at jeg var et særligt slemt tilfælde, men min generation havde en generel fornemmelse af, at tingene nok skulle gå. Man behøvede ikke at have en fast plan.

Hvis jeg skulle give et godt råd til studerende i dag, skulle det være at nyde det. Der kommer ikke et andet tidspunkt i ens liv, hvor man bare skal læse og gøre sig dygtig inden for noget, man interesserer sig for. De studerende i dag skal også turde at slippe tøjlerne. Der er ikke noget, der er sket i mit professionelle liv, som er sket, fordi jeg har sat mig ned og lagt en plan. Det er sket, fordi jeg har prøvet ting af, eller fordi jeg mødte nogen tilfældigt, som gav mig en mulighed. Det er tilfældigt, at jeg begyndte på medievidenskab, ligesom det er totalt tilfældigt, at jeg fik en praktikplads på Information i sin tid. Idéen om at man kan planlægge livet og sin karriere, er en illusion. Det var nok lettere i 00’erne at være optimistisk og tro på, at det hele nok skulle gå, men det er stadig mit råd til studerende i dag: Giv slip på tanken om, at man kan kontrollere det hele. Selv om man får en dårlig karakter, kommer ind på en anden uddannelse eller ikke får sin drømmepraktikplads, er det ikke jordens undergang. Tværtimod er det min oplevelse, at det er der, man kan opdage nye muligheder.

Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne gå på universitetet igen. Hvis jeg skulle vælge i dag, ville jeg læse europæisk etnologi på Københavns Universitet. Det studie har en unik kombination af historie, antropologi og sociologi, der giver svar på samfundets store spørgsmål: Hvad har landbrugssamfundet betydet for os? Hvad vil det sige at være moderne menneske i dag? Selv om jeg nu er endt med at arbejde som journalist, havde jeg aldrig valgt at læse journalistik. For mig at se er journalistik en metode og praksis, man kan lære efterfølgende, og jeg mener, at det er meget bedre at have en faglig ballast fra universitetet.

I dag er jeg i den lykkelige situation, at mine private og professionelle interesser smelter sammen. Jeg læser aldrig noget uden at have en kuglepen i hånden, så jeg kan nedfælde tanker og idéer til artikler. For at være helt ærlig, har jeg faktisk ingen idé om, hvornår mit arbejdsliv slutter, og mit privatliv starter. Mange ville nok se det som belastende, men for mig er det helt vildt befriende, fordi jeg elsker mit arbejde. Min kone siger, at det eneste tidspunkt, jeg ikke arbejder, er, når jeg ser fodbold, især AGF. Hver gang jeg møder et nyt menneske eller lytter til en podcast, tænker jeg hele tiden på, om det kan blive til en artikel. Min telefon er fyldt til randen med noter og strøtanker.