Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Københavns Universitet svigter sit ansvar og dropper fysisk undervisning i et fag på Jura

Uddannelseskvalitet — Få dage før undervisningsstart fik de jurastuderende på femte semester besked om, at et af fagene udelukkende ville bestå af onlineundervisning. Det er ikke godt nok.

Efter et år med usikkerhed om både undervisningen, tilstedeværelsen og teknikken, skulle efterårssemestret 2021 endelig være det tidspunktet, hvor vi slap for undervisning over Zoom.

Onlineundervisningen har sat sine dybe spor. De studerende er blevet mindre motiverede, og læringen har taget et dyk. Det viser en rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut, der har undersøgt de studerendes faglige og sociale trivsel i forbindelse med nedlukningen.

LÆS OGSÅ: En hel årgang af studerende kender ikke deres holdkammerater

Derfor skal det også møde stor kritik, når Det Juridiske Fakultet for nylig har lavet faget Privatlivsbeskyttelse og teknologi på femte semester af bacheloren om til et onlinefag. Få dage før fagets start i uge 44 fik de studerende besked om, at undervisningen udelukkende ville foregå over Zoom.

Det er et udtryk for, at fakultetet ikke har lært noget af corona.

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Onlineundervisning fungerer kun som supplement

Onlineundervisning kan være et fint supplement, så de studerende, der ikke har mulighed for at komme til den fysiske undervisning, stadig kan deltage i et andet omfang. Optagede forelæsninger kan også underbygge læring.

Men vi må også se i øjnene, at den uddannelse vi fik, da undervisningen foregik gennem en skærm, ikke var af samme kvalitet som den vi får, når vi sidder i et lokale med medstuderende og sin underviser.

Universitetets vigtigste opgave må være at levere den bedste undervisning, og det sker ikke i fag, der udelukkende indeholder onlineundervisning. Københavns Universitet, KU, svigter sit ansvar, når man laver forsøg med undervisning, der er væsentlig ringere, end den, vi kender.

LÆS OGSÅ: Lektor: 3 grunde til, at det er en dårlig idé at optage undervisningen

En skjult spareøvelse?

Det ser ud som om KU leger med tanken om at gøre mere undervisning online, måske som led i en spareøvelse, men vi må ikke acceptere, at undervisningen forringes i et forsøg på at finde flere penge til ting, der ikke styrker undervisningen.

Det, man skal tage med fra halvandet år med corona, er, at fysisk undervisning kan suppleres af onlineundervisning, men at Zoom aldrig kan de fysiske møder.

LÆS OGSÅ: Kameraerne kommer … vist ikke nu

Frit Forum København mener blandt andet, at alle forelæsninger skal optages, så man kan gense dem senere. Det vil sikre maksimalt udbytte af den undervisning i verdensklasse, som vi ved, KU kan levere. Men undervisning gennem en skærm må ikke træde i stedet for fysisk undervisning.

Københavns Universitet skal ikke eksperimentere med kvaliteten af vores uddannelse blot for at tjene en lille mønt i den anden ende. Dets ansvar er først og fremmest at levere uddannelse af høj kvalitet.

LÆS OGSÅ: Prodekan svarer studerende: Du hamrer på en åben dør

Seneste