Kameraerne kommer … vist ikke lige nu

Mange studerende har sagt det.

Corona har været en ørkenvandring uden fest og farver og fysiske forelæsninger, men en ting har været opløftende: At undervisningen blev optaget, så man kunne følge med i timerne, selv om man var syg, eller gense dem, når man læste til eksamen.

Ved sidste års universitetsvalg, der blev afholdt i pandemiens slagskygge, havde et par studenterorganisationer som mærkesag, at undervisningen fortsat skulle filmes efter corona, og da et debatindlæg i Uniavisen i september slog på tromme for det samme, høstede det over tusind likes på Facebook.

LÆS OGSÅ: Hvorfor er universitetet stoppet med at optage undervisningen?

For nogen er det ikke en overraskelse. Spørger man forfatteren af indlægget, landsformand for Konservative Studerende, Christian Holst Vigilius, er der faktisk tale om en no brainer.

»Udstyret er købt, underviserne ved, hvordan det fungerer, det er en lille belastning at optage og uploade videoerne, men det gør utrolig stor gavn for de studerende,« siger han.

Så hvorfor er det ikke sket?

Hvorfor har de fleste undervisere valgt at droppe optagelserne, nu hvor de fysiske forelæsninger og seminarer har rejst sig fra pandemiens kviksand?

Måske skyldes det, at løsningen ikke er helt så selvklar endda.

Tilliden kan ryge

Forslaget om at optage den fysiske undervisning for bestandig har ikke kun støtter, men også modstandere. Folk, der frygter, at det, der skulle hæve niveauet, i virkeligheden kommer til at trække det ned.

En af dem er Dorte Ingvordsen Lindahl. Hun færdiggjorde sin bachelor i teologi i sommer efter tre coronahærgede semestre, og hun forlod ikke karantænetiden som tilhænger af optaget undervisning.

»Man kan godt være tilbageholdende med, hvad man siger i undervisningen, hvis man ved, at det bliver optaget. Videoen kan gemmes og deles, så man har i hvert fald ikke lyst til at sige noget alt for kontroversielt. Det betyder, at tilliden mellem studerende og undervisere kan falde lidt på gulvet,« siger hun.

Det er ødelæggende for dynamikken i lokalet, hvis folk ikke møder op.

Dorte Ingvordsen Lindahl, teologistuderende

Hun kan sagtens se fordelene. Især for de studerende, der går glip af den fysiske undervisning, hvis de bliver ramt af sygdom, har en rodbehandling hos tandlægen eller bare har så travlt, at de må springe en time over i ny og næ.
Men hun frygter, at mange ikke kun vil skippe det fysiske fremmøde af nød.

»Hvis man er sikker på, at man kan få det, man har brug for, kan det være, at man bliver fristet til at blive hjemme, særligt hvis man har travlt i hverdagen. Det ville være rigtig trist for undervisningen, for det er ødelæggende for dynamikken i lokalet, hvis folk ikke møder op.«

Ville du selv blive fristet af det, tror du?

»Ja, det ville jeg nok kunne blive.«

Optagelser kan misbruges

Også en del undervisere er bekymrede. Det ved Carsten Eckhart Thomsen, lektor på odontologistudiet og fællestillidsrepræsentant for Ingeniørforeningen IDA, for han snakker ofte med dem.

Mange ser positivt på, at studerende kan genbesøge undervisningen og se forelæsninger igen, for eksempel forud for eksamener, spækket med udenadslære.

Men nogle forventer også, at flere studerende vil blive væk fra campus, hvis de kan gå til undervisning i sofaen eller bare finde forelæsningen frem, når det passer dem. Til skade for både sig selv og dialogen i undervisningslokalet.

Samtidig frygter mange, at deres forelæsninger bliver spredt uden for intranettets vægge. Hvad hvis de får sagt noget, de fortryder? Eller noget, der kan misforstås og sende dem mod en digital gabestok, hvis det fjernes fra konteksten?

Og hvad hvis deres slideshows indeholder personhenførbare oplysninger, som ikke må deles med offentligheden? Som odontolog frygter han helt konkret, at det vil svække tilliden mellem underviserne og de patienter, der lader sig behandle af de studerende som led i den kliniske undervisning.

»Det tror jeg, at en del undervisere er bekymrede for. Udsigten til at de har forelæsninger liggende på nettet, som de ikke har kontrol over. Så hvis det skal fungere, skal man kunne forsikre underviserne om, at videoerne ikke bliver spredt og misbrugt uden for universitetets domæne,« siger Carsten Eckhart Thomsen.

Fut i forelæsningerne

Når det er sværere end som så at introducere optaget undervisning bredt på et universitet, skyldes det også, at der er forskel på optagelser.
Jo, man kan i teorien sætte et kamera op i kanten af lokalet og forsøge at få så meget som muligt af tavle og underviser med i billedrammen, men det er ikke sikkert, at det resulterer i en engagerende oplevelse for de studerende, der følger med fra kollegieværelset.

Det siger Helle Mathiasen, og hun ved, hvad hun taler om: Hun er professor på Institut for Naturfagenes Didaktik og har over en årrække forsket i lærings- og undervisningsmiljøer og digitale værktøjer.

»Hvis du bare optager undervisningen som det eneste, kan du slet ikke snakke om undervisning. Så er det bare envejskommunikation, og det vil give et ringere udbytte for dem, der bliver hjemme,« siger hun.

»Der kan godt være nogle fag, hvor både undervisere og studerende har den holdning, at hvis vi bare ser noget tyve gange og så kan reproducere det, mens vi står på et ben om natten, så er det godt. Det er bare ikke mange kurser, hvor det kun er den form for faktuel viden, der er målet.«

Det er Dorte Ingvordsen Lindahl enig med hende i: Skal optaget undervisning fungere, skal kameraerne udelukkende lyse rødt til forelæsninger, hvor kommunikationen alligevel kun går en vej. Aldrig til seminarer, hvor interaktionen er essentiel.

Men Helle Mathiasen tænker større endnu.

Går man skridtet videre end bare at streame undervisningen, siger hun, er det muligt helt at gentænke de klassiske forelæsninger.

Sammen med en kollega publicerede Helle Mathiasen for nylig et studie, der viser, at studerende deltog mere aktivt i forelæsninger under corona, når de havde adgang til en chatfunktion. Formatet hedder HyFlex, og her mødte en del af holdet fysisk til undervisning, og en del så med hjemmefra, men alle kunne stille spørgsmål til underviseren online.

Og det gjorde de faktisk i langt højere grad end normalt, viste undersøgelsen.

»Onlinestuderende i den her HyFlex-model griber virkelig chancen for at kommunikere. Man kommunikerer ikke bare til sidemanden, men til alle på chatten. Og det gør, at det er et ret potent format.«

Helle Mathiasen understreger igen, at hun ikke taler om seminarer og holdundervisning, hvor interaktionen allerede er i højsædet, og hvor videoer ifølge professoren højst bør være et ekstra læringsredskab. Hun taler om store forelæsninger, hvor 250 studerende møder op i et auditorium og forventer envejskommunikation fra underviseren.

Her kan elementer fra HyFlex-formatet være med til at bløde forelæsningens lidt stive rammer op, mener hun.

Men det kræver, at universitetet – ligesom under pandemien – afsætter midler til e-moderatorer, der kan holde styr på chatdebatten og -spørgsmålene og sørge for en dynamisk kameraføring, så onlinestuderende kan følge forelæseren i rummet.

Den samme pointe har lektor Carsten Eckhart Thomsen, der ser positivt på HyFlex-modellen, men frygter, at underviserne kommer til at bøvle for meget med teknikken til skade for læringsudbyttet:

»Det er alt andet lige mere ressourcekrævende, og det må ikke falde tilbage på underviseren,« siger han.

Ingen støttepædagog

Her bliver det igen besværligt. For det er ikke en selvfølge, at studerende, der ellers går ind for streamet undervisning, har mod på mere vidtrækkende digitale eksperimenter.

Bare spørg Christian Holst Vigilius, studenterpolitikeren, der savner nedlukningens optagede undervisning. Han bryder sig ikke om HyFlex eller andre formater, der bevæger sig ind på den fysiske undervisnings domæne.

Den optagede undervisning skal ikke ændre den nuværende undervisning, men være et supplement til den, siger han.

Han lader sig ikke overbevise af argumenterne mod den helt simple løsning at optage undervisningen uden yderligere digitale påfund. Hvorfor skulle de studerende blive væk fra den fysiske undervisning, når de ikke har bestilt andet end at brokke sig over kvaliteten af den digitale undervisning under nedlukningen, spørger han.

Og selv hvis det skulle vise sig at blive et problem, kan universitetet stille krav om fysisk fremmøde, så studerende kun kan streame undervisningen, hvis de er syge eller kan diske op med en anden solid fraværsårsag.

»Og så har jeg det i øvrigt sådan, at det er ens eget ansvar at dukke op og deltage i timerne. Der er forskel på et gymnasie og et universitet, og der er grænser for, hvor meget universitetet skal være støttepædagog for de studerende,« siger han.

Han forstår heller ikke, at mange undervisere tilsyneladende frygter at blive udstillet på nettet eller at krænke persondataloven.

»Det er jo ikke livestreaming på Facebook. Det kommer kun ud digitalt ud til dem, der følger kurset, ikke til hele verden.«

Men videoerne kan vel i princippet godt spredes på nettet?

»Det kan de i princippet, men så må man også stå til ansvar for, hvad man siger og viser i undervisningen.«

Lokale løsninger

Christian Holst Vigilius vil have ledelsen på Københavns Universitet til at tage ansvar og slå fast, at forskerne skal optage deres undervisning.

Det kommer bare ikke til at ske. I hvert fald ikke lige foreløbig.

Vicedirektør for Uddannelser & Studerende, Rie Snekkerup, siger, at universitetet i første omgang er koncentreret om én ting: at få de studerende fuldt og helt tilbage på campus.
Men det betyder ikke, at hun udelukker optaget undervisning på Københavns Universitet.

Der er steder, hvor optagelserne kan give faglig mening, siger hun, og nævner forelæsninger med store mængder udenadslære, sådan nogle, man blandt andet finder på Medicin, Matematik og Jura.

LÆS OGSÅ: Københavns Universitet svigter sit ansvar og dropper fysisk undervisning i et fag på Jura      

Når universitetet ikke bare vil tvinge underviserne til at optage forelæsningerne, skyldes det for det første, at videoer ikke fungerer i alle fag. Eller måske er det forskelligt, hvilken type video der fungerer.

For det andet skyldes det de bekymringer, som Carsten Eckhart Thomsen peger på, og som også har nået ledelsesgangen på Københavns Universitet: Underviserne er bekymrede for, om de kan sige noget, der kan misbruges, eller kommer til at bryde persondataloven.

»Der er ikke noget quick fix her,« siger Rie Snekkerup.

Hun garanterer, at Københavns Universitet ikke kommer til at pådutte fakulteterne et mål om at optage dele af undervisningen. Til gengæld vil ledelsen ifølge Rie Snekkerup støtte fagmiljøer, der selv ønsker at optrappe den digitale undervisning. Hvad end der er tale om HyFlex eller regulær streaming – eller noget tredje:

»Det kræver, at underviserne får plads og opbakning af ledelsen. Det kunne være i form af tid og penge eller særlige støtteressourcer. Alt det er vi åbne for. Spørgsmålet er så, hvad det konkret skal være – og hvad det koster.«

Eller sagt på en anden måde: Kameraerne er ikke klar over en bred kam i undervisningslokalerne på Københavns Universitet – endnu.