Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Nyt krav til alle uddannelser: Studerende skal beskyttes mod chikane og diskrimination

Forskelsbehandling — Et bredt politisk flertal har besluttet at ændre loven, så studerende, også på videregående uddannelser, fremover er sikret mod diskrimination, seksuel chikane og andre krænkelser. Det glæder Djøf, der har kæmpet for lovændringen.

Når studerende på universiteter og andre videregående uddannelser fremover møder mobning eller seksuel chikane, har deres uddannelsessted nu klar juridisk pligt til at gribe ind.

Det står fast, efter at regeringen og et bredt flertal i Folketinget har vedtaget en ændring af undervisningsmiljøloven som led i den nye politiske aftale om erhvervsuddannelserne, der blev præsenteret 6. maj.

Hos Djøf, interesseorganisationen for jurister, økonomer og samfundsvidenskabeligt uddannede, vækker det stor tilfredshed.

»Det har længe undret os, at loven om undervisningsmiljø ikke i tilstrækkelig grad har omfattet studerende på de videregående uddannelser. Loven har kun omfattet elever i grundskolen og på ungdomsuddannelserne, når det handler om mobning og chikane. Det betyder, at det ikke har været præciseret, at alle studerende er beskyttet mod fx seksuel chikane og diskrimination i medfør af Ligebehandlingsloven,« siger Laurits Rasmussen, forperson for Djøf Studerende, i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ: Hver fjerde studerende har oplevet diskrimination

Et nødvendigt skridt

Ifølge Laurits Rasmussen er lovændringen et nødvendigt skridt for at sikre et trygt og inkluderende studiemiljø for alle.

»Med lovændringen får de videregående uddannelser indskærpet pligten til at sikre alle studerende et godt psykisk undervisningsmiljø. Det skal selvfølgelig følges op af en dialog på de enkelte uddannelsessteder med de studerende om, hvordan man konkret arbejder med undervisningsmiljøet og er tydelige om handlemulighederne, hvis man bliver udsat for ubehagelige oplevelser,« siger han.

Lovændringen betyder, at det nu fremgår eksplicit af undervisningsmiljøloven, at skoler og uddannelsesinstitutioner har pligt til at sikre et undervisningsmiljø, der er fri for diskrimination, seksuel chikane og øvrige krænkelser. En formulering, som ifølge Djøf er afgørende for at skabe klarhed om rettigheder og ansvar i studiemiljøet.

LÆS OGSÅ: Djøf: Loven hjælper ikke studerende godt nok i sager om sexisme og krænkelser

Seneste