Universets sorte huller er albertformede

Albert Sneppen drømmer indimellem om sin forskning:

Jeg sad på det sorte hul. Dets overflade af det reneste mørke. Jeg kiggede op på den lysende nattehimmel fyldt af blå stjerner.

Drømmen er beskrevet i bogen Sorte huller. Den udkom 29. oktober, og astrofysikeren Albert Sneppen har skrevet den i et samarbejde over tre år med journalisten Jonas Kuld Rathje. Her fortæller Albert Sneppen om, hvordan han arbejder med og reflekterer over de videnskabelige mysterier, der er forbundet med universets mørkeste og tungeste steder.

Ifølge Albert Sneppen er et sort hul nemlig ikke en ting, men et sted, og der er så meget, vi ikke ved om dem endnu, at han håber, flere vil interessere sig for dem – og begynde at forske i dem.

»I dag har vi så mange datasæt, der er tilgængelige, men som ingen forskere har haft tid til at se på endnu. Der er for eksempel mange datasæt fra James Webb-teleskopet, der kan indeholde en guldgrube af oplysninger, så jeg ville ønske, flere var bevidste om, hvor meget arbejde, der mangler at blive gjort,« siger han.

Uniavisen besøger Albert Sneppen på hans kollegieværelse på Regensen. Her har han udsigt til Rundetaarn, som han har adgang til uden for lukketid, for som astrofysiker og beboer på kollegiet har han fået et nøgle til den gamle bygning, så han kan besøge observatoriet på toppen, når trangen melder sig.

Om 14 måneder er han færdig med sin treårige ph.d., som han tog hul på, da han bare var 24 år. Hans projekt handler om at forstå, hvilke tunge grundstoffer, der dannes, når to neutronstjerner smelter sammen. Astrofysikere går ud fra, at cirka halvdelen af universets tunge grundstoffer er dannet ved, at neutronstjerner er smeltet sammen til et sort hul.

»For tiden er jeg ret fascineret af tanken om, at tunge atomkerner, der er atomkerner, som er tungere end jern, bliver født i den her type af eksplosioner. Vi har kunnet føre bevis for, at to af dem – strontium og yttrium – bliver dannet ved den lejlighed, og vi har også fundet en metode, der gør det muligt for os at se deres fødselsøjeblik,« siger Albert Sneppen.

Sort hul er en syret størrelse

I 2022 blev Sneppen kandidat i fysik ved Københavns Universitet, men havde allerede forinden tiltrukket en del opmærksomhed i medierne, fordi han lavede fremragende forskning, mens han var studerende.

Han opfandt blandt andet en ny målemetode til at bestemme universets udvidelseshastighed, og bevisførelsen blev publiceret i Journal Astronomy & Astrophysics.

LÆS OGSÅ: »Albert læser, lever og ånder fysik – og har allerede fået en artikel i et anerkendt tidsskrift«

Albert Sneppen besidder en usædvanlig evne til at tænke både nyt og dybt inden for fysikken, og han tænker gerne over flere problemer på en gang. I øjeblikket er han både i gang med at finde løsningerne på de problemer, der er beskrevet i hans ph.d. om de meget tunge grundstoffers dannelse i universet, og så håber han snart på at kunne føre bevis for et sort huls fødselstidspunkt – med en præcision på 0,02 sekunder.

»Et sort huls dannelse er sådan en syret størrelse. Engang var det et sted, der var en del af vores univers, men så opstår der et sort hul, der gør, at vi aldrig kan se det område af universet igen, men jeg tror, vi i min forskningsgruppe har opfundet en måde, hvor man kan måle den overgang – altså hvornår det sorte hul bliver født,« siger Albert Sneppen.

Er ligninger ikke bare skønne?

I bogen Sorte huller fortæller Albert Sneppen om sine egne tanker om astrofysikken og om, hvordan han arbejder, når han forsker. Og så giver han et overblik over nogle af de fænomener, vi i dag ved, er knyttet til universets sorte huller.

Det går igen og igen i bogen, at en vigtig drivkraft i Albert Sneppens arbejdsliv er den skønhed, han finder i forskningen, i matematikken, i astrofysikken og i universet. Findes der for eksempel noget smukkere end at kunne beskrive det største i universet ved hjælp af en simpel ligning ? Det synes Albert Sneppen ikke.

Han har altid benægtet, at han har en egentlig superevne til at forstå matematik og fysik. Han har aldrig forstået en matematisk ligning lige med det samme, fortæller han. Han skal arbejde med den i lang tid.

I virkeligheden udnytter han nok mest en evne til utrætteligt at grave sig dybere og dybere ned i det samme emne over lang tid.

»Jeg ser det sådan, at alt det, man bruger utrolig meget tid på, ender man også med at blive god til. Desuden synes jeg, mit arbejde er sjovt,« siger Albert Sneppen.

Når han bliver spurgt om, hvem han har skrevet bogen til, viser det sig, at han er lidt uenig med sit forlag.

»Forlaget (Turbine, red.) jokede med, at bogen er skrevet til den nørdede fartype, men jeg håber da, at en 14-årig pige får fingrene i den og lærer noget ved at læse den. Desuden håber jeg, at min måde at arbejde med forskningen på kan inspirere andre mennesker til at blive forskere,« siger Albert Sneppen.

Som Sherlock uden et mysterie

Selv skal han helst have noget at lave hele tiden, for han kan faktisk ikke rigtig klare ikke at have noget på tapetet.

»Jeg kommer til at føle mig lidt ligesom Sherlock Holmes, som i et afsnit af tv-serien Sherlock engang for ti år siden var ved at blive gal, fordi han ikke havde et mysterie at løse. Jeg har det selv som om, at jeg begynder at spise af min egen hale, når jeg ikke kan finde noget at arbejde med. Jeg trives simpelthen ikke,« siger Albert Sneppen.

På den måde er han heldig, om man vil, at være født ind i en tid, hvor forskningen i sorte huller har fået et kæmpe gennembrud. Så sent som i 1960’erne var astrofysikken stadig ikke sikker på, at de fandtes, og astronomer fandt først frem til et sort hul i universet i 1971.

Til gengæld har udforskningen af dem taget fart i løbet af de seneste fem-ti år, og det er sket, mens Albert Sneppen gik i gymnasiet og begyndte at læse fysik.

»Udviklingen i dag er et resultat af, at andre investerede i udforskningen af dem for 40 og 20 år siden. Derfor får jeg lov til at se hele spektret af dem, fra højenergi-gammabølger til radiobølger, og det er jo vildt heldigt, at jeg får lov til at være her lige nu, hvor vi begynder at kunne se universet i helt nye detaljer,« siger han.

Albert Sneppen skal nok beholde sin hale intakt, for der er stadig rigelig at udforske.