Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Navne

Statens Naturhistoriske Museum har fundet sin nye direktør

Navne — Som den første botaniker på direktørposten skal Nina Rønsted samle museet, styrke arbejdsmiljøet og forberede åbningen af ny museumsbygning efter en turbulent tid.

Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet får fra 1. december 2024 ny direktør. Professor Nina Rønsted, der siden maj har været konstitueret i stillingen, træder permanent ind i rollen.

Det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.

Hun står over for en historisk opgave: at samle museets forskellige afdelinger i en ny, fælles museumsbygning, der efter planen åbner i 2026.

»Vi får 7.000 kvadratmeter nye udstillingsgallerier, hvor vi skal formidle naturhistorie, så det både er spændende og giver vores gæster noget med hjem. Vi skal give folk lyst, viden og handlekraft til at passe på naturen,« siger Nina Rønsted i pressemeddelelsen.

I første omgang var det planen, at det nye museum skulle slå dørene op for publikum i år, men forsinkelser har betydet, at byggeplanen et blevet udskudt.

Arbejdsmiljø i fokus

Tidligere på året skrev mediet Frihedsbrevet en artikel, hvor 26 unavngivne medarbejdere rejste en heftig kritik af arbejdsmiljøet og ledelsesstilen under Statens Naturhistoriske Museums daværende direktør, Peter C. Kjærgaard, og få måneder efter sagde Peter C. Kjærgaard op som museumsdirektør.

LÆS OGSÅ: Tidligere postdoc på SNM: Museumsdirektøren misbrugte sin magt

Vigtigheden af et godt arbejdsmiljø er også noget, den nye direktør tager fat på i pressemeddelelsen.

Museets medarbejdere er meget dedikerede og giver derfor også ofte mere af sig selv og deres tid, end det er rimeligt at forvente

Nina Rønsted, Direktør, SNM

»Museets medarbejdere er meget dedikerede og giver derfor også ofte mere af sig selv og deres tid, end det er rimeligt at forvente. Nu står vi med en stor opgave og skal formidle en fælles naturhistorisk arv. Det skal være sjovt at være en del af den proces, og vi skal sikre, at alle kan være med hele vejen,« udtaler Nina Rønsted.

Den nye direktør fremhæver også digitalisering som et vigtigt fokusområde for museet i fremtiden.

»Vi skal udvikle gode metoder til at digitalisere vores samling på 14 millioner genstande indsamlet gennem mere end 400 år. En digitalisering demokratiserer vores samling og styrker forskningsinfrastrukturen, så forskere både i Danmark og resten af verden let kan få et overblik over samlingerne og den information, som de indeholder om vores fælles naturhistorie,« lyder det.

LÆS OGSÅ: Ny udstilling minder os om at sanse – og indsamle – naturen

Dekan for Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet, Katrine Krogh Andersen, ser Nina Rønsted som den rette til at føre museet sikkert gennem forandringerne.

»Nina Rønsted er både en anerkendt forsker og en opmærksom, samarbejdende og handlekraftig leder, der er optaget af at finde løsninger og muligheder i samarbejde med både medarbejdere på museet og det øvrige KU, samt aktører i såvel Danmark som udlandet,« siger dekanen.

Nina Rønsted startede sin karriere som farmaceut og har senere specialiseret sig inden for botanikken med en ph.d. om lægemiddelplanters verden. Nu skriver hun historie som den første botaniker til at lede Statens Naturhistoriske Museum.

Seneste