Tidligere postdoc på SNM: Museumsdirektøren misbrugte sin magt

Hele tre gange sad Paige Madison, tidligere postdoc på Statens Naturhistoriske Museum, og græd på sin chefs kontor.

Hver gang beklagede hun sig over, at arbejdspresset var overvældende. At hun var så bebyrdet af administrative opgaver, at hun ikke havde tid til sin forskning. Og at tingene var nødt til at ændre sig, hvis hun skulle blive ved at holde ud.

Og gang på gang reagerede chefen ved at sige, at han var »overrasket« over, at hun gav udtryk for mistrivsel og svarede, at det måtte de finde en løsning på. Men intet skete. Til sidst valgte Paige Madison at sige sin stilling som postdoc op, et halvt år før hendes toårige kontrakt udløb. Det var i juli 2022, og to måneder senere forlod hun arbejdspladsen.

Chefen var museumsdirektør Peter C. Kjærgaard, som er hovedperson i en kritisk undersøgelse af arbejdsmiljøet på Statens Naturhistoriske Museum, SNM, udgivet af mediet Frihedsbrevet (kræver login).

Her fortæller 26 tidligere og nuværende anonyme ansatte om en giftig arbejdskultur, der tillader chikane, mobning og ekstremt arbejdspres. Og om en chef, der er »skideligeglad.« Frihedsbrevet kunne også referere til to APV’er fra 2019 og 2022, der viser, at over en fjerdedel af medarbejderne ikke mener, at ledelsen tager ansvar for trivslen på arbejdspladsen og det psykiske arbejdsmiljø.

LÆS OGSÅ: 26 ansatte beretter om giftigt arbejdsmiljø på Statens Naturhistoriske Museum

Uniavisen har selv fået adgang til APV’en fra 2022, herunder en lang række detaljerede kommentarer, som adskillige medarbejdere har tilføjet. Til spørgsmålet ’oplever du problemer i det psykiske arbejdsmiljø, som ikke er omfattet af spørgsmålene i KU’s APV’ har omkring 30 medarbejdere lavet uddybende kommentarer, hvor de beskriver manglende tillid til og fra ledelsen, et konfliktpræget og stressramt arbejdsmiljø og en generel lav arbejdsglæde.

En af de medarbejdere, som optræder anonymt i Frihedsbrevets artikel, er Paige Madison, der var ansat som postdoc på SNM fra januar 2021 til september 2022. Hun kalder sin tid på museet »en katastrofe,« og hun er for længst fløjet hjem til USA, hvor hun i dag arbejder som videnskabsjournalist.

Klagede til dekanen

Fordi Københavns Universitet er fortid for Paige Madison, er hun klar til at stå frem og ytre sin kritik, der er rettet direkte mod Peter C. Kjærgaard.

Faktisk råbte hun allerede op i oktober 2022, få måneder efter hun var stoppet, med et omfattende klagebrev over museumsdirektørens ledelsesstil til hans øverste chef, dekan Katrine Krogh Andersen, Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet, SCIENCE.

Her forklarede hun på tre tætskrevne A4-sider, hvordan Kjærgaard i hendes ansættelsesperiode »misbrugte sin magt« og »vægtede egen personlig vinding over min karriere og mit velbefindende.«

I klagen hævder hun, at Peter C. Kjærgaard micromanagede hendes og kollegaernes arbejde, manipulerede hende til at påtage sig arbejdsopgaver, der lå uden for hendes fagområde som ph.d. i historie og filosofi, afholdt hende fra at udføre sin forskning – og negligerede hendes talrige forsøg på at fortælle, hvor presset og utilpas hun var i den rolle, hun blev tildelt.

Uniavisen har læst både klagen og den korrespondance med Katrine Krogh Andersen, der fulgte. Her svarer dekanen, at hun tager klagen »meget alvorligt«, og har læst den »meget omhyggeligt.«

»Peter er overrasket over din klage, for ifølge ham udtrykte du altid glæde og entusiasme over dit job og din arbejdsplads under din ansættelse,« skriver Katrine Krogh Andersen, der forklarer, at hun ikke ser grund til »at tage disciplinær handling,« da Paige Madison og Peter C. Kjærgaard har haft meget forskellige syn på ansættelsen.

Medarbejdere var ved at drukne

Uniavisen har set flere mailkorrespondancer mellem Paige Madison og hendes daværende leder. Her udtrykker hun flere gange, at hun er presset og ønsker, at hendes rolle skal ændre sig. Peter C. Kjærgaard svarede sjældent på disse – nogle gange fulgte han op med et mundtligt svar, andre gange ignorerede han hendes mails, siger Paige Madison.

Vi har også set beskeder til kollegaer, venner og en HR-medarbejder på SNM, hvori Paige Madison gentagne gange sætter ord på en gennemgående følelse af udbrændthed og en stor frustration over manglende indgriben fra Peter C. Kjærgaard.

Endelig har Uniavisen talt med to af Paige Madisons tidligere kollegaer, som begge kan bekræfte det hændelsesforløb, Madison beskriver.

»Peter er altid ’overrasket’ eller ’chokeret’. Han kan ’ikke genkende billedet’. Det er helt klassisk, og jeg hørte det så mange gange i min tid på SNM,« fortæller Paige Madison, da vi taler om forløbet over telefonen.

Paige Madison var ansat som postdoc på en forskningsbevilling knyttet direkte til Peter C. Kjærgaard. Undervejs i hendes ansættelse mindede han hende ofte om, at hun »var ansat på hans penge«, hvorfor hendes tid var hans, fortæller hun.

Ifølge Paige Madison var aftalen, at hun skulle udføre lige dele forskning og museumsarbejde i sin tid på SNM. I realiteten viste det sig dog, at jobbet næsten udelukkende bestod af museumsarbejde – arbejde, Paige Madison hverken følte sig klædt på til eller informeret om, at hun skulle lave.

Hun fortæller, at hun i perioden var under ekstremt pres og delvist agerede Peter C. Kjærgaards personlige assistent, delvis stod i spidsen for svære museumsrelaterede opgaver med en masse deadlines, som hun ikke følte sig i stand til at varetage.

»I forvejen føles det som meget lidt for en postdoc kun at forske omkring halvdelen af sin arbejdstid, men jeg havde sagt ja, for jeg synes, det var spændende med det nye museum. Det viste sig dog, at det kun var tre-fem procent af min tid, jeg kunne forske,« siger Paige Madison og tilføjer:

»Alt mit arbejde lå i udstillingsafdelingen, som nok var den afdeling, der var mest udfordret på arbejdsmiljø.«

Arbejdspladsens overordnede situation beskriver hun som »en kombination af micromanagement, intet ledelsesmæssigt overblik og ingen støtte til de medarbejdere, der var ved at drukne.«

»Jeg har ekstremt mange eksempler på Peters micromanagement. Han ville være inde over alt, men havde slet ikke tid til det. Teamet i udstillingsafdelingen oplevede flere gange, at vi i flere måneder havde arbejdet i en retning, han selv havde udstukket. Pludselig kunne han ikke lide det alligevel og bad os skrotte alt og starte forfra. Vi blev ude af stand til at lave fremskridt,« siger Paige Madison.

Den klogeste i rummet

Peter C. Kjærgaard var glad for det arbejde, Paige Madison udførte. Det ytrede han ofte, og gerne når han sammenlignede med andre kollegaer, han var mindre tilfreds med.

»Ofte insisterede han på at være involveret i projekter, han slet ikke burde en del af, fordi han mente, han selv kunne gøre tingene bedre,« siger Paige Madison.

For eksempel arbejdede teamet i udstillingsafdelingen flere måneder på en neandertalerudstilling, hvor Peter C. Kjærgaard insisterede på at være med. Han blev af flere rådet til at træde et skridt tilbage, fordi han ikke havde tid, når han samtidig var direktør for hele museet, siger Paige Madison.

»Det resulterede i, at vi for det første måtte kæmpe med overhovedet at få ham til at dukke op til møder gennem de seks måneder, vi arbejdede på udstillingen. Det var meget svært at få ham til at levere det arbejde, han selv insisterede på at udføre,« siger hun og fortsætter:

»For det andet opførte han sig flere gange respektløst over for medarbejderne, når han for eksempel kasserede deres arbejde, fordi han syntes, han kunne gøre det bedre. Han har brug for altid at være den klogeste person i rummet. Og det var han ikke altid. Hans ekspertiser lå ét sted, andres lå andre steder.«

Til den daværende udstillingsleder og projektleder på neandertalerudstillingen, skriver Paige Madison en mail, hvori hun udtrykker sin frustration over Peter C. Kjærgaards ledelsesstil.

»Jeg havde et meget svært møde med Peter i dag,« skriver hun og nævner, at Peter C. Kjærgaard ville ændre indhold i udstillingen, og at han insisterede på at skrive udstillingsteksterne selv, fordi han ikke mente, de foreløbige udkast var gode nok.

»Jeg har prøvet at holde ham i loopet, men i dag blev det tydeligt for mig, at jeg har fejlet,« skriver hun til de to mellemledere, efter Peter C. Kjærgaard angiveligt var flippet ud over en deadline, han mente, han ikke var blevet informeret om. Til de to mellemledere udtrykte hun frustration over den position, hun i perioden måtte indtage som budbringer mellem Peter C. Kjærgaard og det øvrige team. Hun skriver:

»Jeg gør det tydeligvis ikke godt nok, men jeg ser ikke andre løsninger. Jeg bekymrer mig ikke længere om min egen tid, for jeg har droppet enhver illusion om at bedrive forskning og har accepteret, at dette (neandertalerudstillingen, red.) og Human Family-galleriet (en permanent udstilling på SNM, red.) vil tage 100 procent af min arbejdstid de næste måneder.«

Frihedsbrevets anonyme kilder nævner også en anden leder på SNM, der kritiseres for grov adfærd over for sine ansatte. Ifølge Paige Madison kan man nævne flere ledere på museet, der har en problematisk ledelsesstil, men hun peger på Peter C. Kjærgaard som den primære årsag til stedets dårlige arbejdskultur:

»Der er mange på SNM, som har forvaltet lederrollen utrolig dårligt. Men for at være helt ærlig, tror jeg, at Peters ledelsesstil har gjort det svært for dem at gøre tingene særligt meget anderledes,« siger hun.

Det største røde flag

Første gang Paige Madison gjorde opmærksom på, at hun var ved at bukke under, var i november 2021. I en mail skriver hun til Peter C. Kjærgaard og den daværende udstillingsleder, at hun har brug for »at tage et skridt tilbage« fra de arbejdsopgaver, hun er blevet pålagt, som ifølge Paige Madison lå udenfor det arbejde, hun var blevet ansat til at lave, og som hun var blevet lovet ville være midlertidigt.

»Jeg føler ikke, jeg har værktøjerne til at udfylde denne rolle,« skriver hun og fortsætter: »Presset er meget svært for mig.«

Peter C. Kjærgaard svarede på denne mail og udtrykte over for den daværende vicemuseumsdirektør, at Paige Madison skulle aflastes for nogle af sine arbejdsopgaver. Problemet var bare, at ingenting skete, fortæller Paige Madison.

»Vicemuseumsdirektøren svarede ikke, og så gjorde Peter ikke mere ved det. Han var fuldstændig klar over, at jeg de efterfølgende måneder fortsatte på præcis samme måde,« siger Paige Madison.

De efterfølgende måneder kan opsummeres som en periode, hvor Paige Madison flere gange »bønfaldt« både Peter C. Kjærgaard og cheferne under ham om at blive fritaget fra nogle af sine arbejdsopgaver, som hun mente hørte til på et andet niveau end hos en postdoc.

»Jeg sad for eksempel med til et møde med en ekstern samarbejdspartner, der handlede om designet af det nye museum. Her blev vi (SNM, red.) beskyldt for ikke at følge kontrakten, og anklagen blev rettet mod mig, selvom jeg aldrig hverken havde set pågældende kontrakt eller havde indflydelse på beslutningerne så højt oppe. Der blev talt med store bogstaver og smækket med døre. Det føltes som noget, der lå langt væk fra min rolle, og det gjorde mig ekstremt utilpas,« siger Paige Madison og fortsætter:

»Efter det møde græd jeg på Peters kontor. Jeg fortalte, hvor stresset jeg var, og at jeg ikke sov om natten. Han sagde, at vi skulle finde en løsning på det, men det skete aldrig. Og hver eneste gang, jeg kom til ham, var han altid »overrasket« eller »chokeret« over, hvor dårligt, jeg havde det,« siger Paige Madison.

Over for andre kunne Peter C. Kjærgaard også finde på at affeje Paige Madisons oplevelser, enten ved at grine af det eller gennem kommentarer som »nå ja, Paige er jo altid stresset.«

»I dag holder han stadig fast i, at jeg aldrig fortalte ham, at min situation ikke fungerede. Og det er decideret usandt. Det skete mange gange, men jeg husker specifikt et tidspunkt, hvor jeg kom til hans kontor og udtrykte, hvor presset jeg var. Han lovede, at der ville ske en ændring. Der skete ingenting. Da jeg gentog mig selv 14 dage senere, var han igen »overrasket« og sagde, at han ikke anede, hvor dårligt jeg havde det,« siger Paige Madison. Hun tilføjer:

»Det var nok det største røde flag. Hvordan kan du glemme, at din medarbejder har siddet og grædt på dit kontor for to uger siden? Jeg følte mig gaslightet til at tro, at det var mig, der ikke havde været tydelig nok i min kommunikation.«

»Jeg vil ikke være stille mere«

I juni 2022 tog Paige Madison fat i en HR-medarbejder og drøftede sine problemer. Samtidig rådførte hun sig med fagfæller, som rådede hende til at søge væk hurtigst muligt.

På det tidspunkt havde hun og Peter C. Kjærgaard drøftet muligheden for at forlænge hendes postdoc med endnu et år. I flere mails, som Uniavisen har set, udtrykte hun tydeligt, at hendes rolle skulle genforhandles og ændres markant, hvis hun skulle blive et ekstra år.

Hun var bange for, hvilke konsekvenser det ville få for hendes karriere at rage uklar med Peter C. Kjærgaard, for eksempel ved at takke nej til et ekstra år som postdoc og ved åbent at søge andre job, mens hun stadig var ansat hos SNM.

»Jeg har en god ven, som er professor i USA. Han blev ved med at forsikre mig om, at det er helt normalt som postdoc at søge videre. Alle er med på, hvor svært det er at få job i akademia, men Peter havde gjort det klart for mig, at han ikke var ok med, at jeg kiggede efter andre permanente jobs,« siger hun og fortsætter:

»Min ven sagde, at det værste der kunne ske ved at blive uvenner med Peter var, at jeg måske ikke længere ville kunne få job i Danmark, men det var jeg alligevel ikke interesseret i på det tidspunkt.«

Paige Madison fortæller, at hun ikke kunne blive enig med Peter C. Kjærgaard om sine ansættelsesvilkår, hvorfor hun endte hun med at opsige sin stilling i juli 2022. Hun udbredte sig ikke offentligt om sine dårlige oplevelser før oktober 2022, da dekanen svarede på hendes klage.

»Jeg var træt af at blive ignoreret. Jeg har mange følgere på X (over 18.000, red.), og da jeg fik svar fra dekanen på min klage, lavede jeg et par tweets, hvor jeg kort beskrev, hvor frygtelig min tid som postdoc på SNM havde været. Jeg har siden slettet dem, for de var skrevet på stor vrede, og de fik megen opmærksomhed, som jeg siden havde brug for at trække mig fra.«

Uniavisen har set de to tweets. I det ene står der:

»Det er ingen hemmelighed, at jeg ikke havde en god oplevelse som postdoc i København. Jeg følte mig kontrolleret og udnyttet af min tidligere vejleder (Peter C. Kjærgaard, red.), som også er museumsdirektør. Miljøet føltes fjendtligt mod feedback, og mine opråb føltes uhørte. Jeg vil ikke være stille mere.«

Da Paige Madison læste Uniavisens interview med Katrine Krogh Andersen på baggrund af Frihedsbrevets artikel, blev hun vred. For hun synes, dekanens svar lugter af at forsøg på endnu engang af affeje og negligere problemet.

»Hun (Katrine Krogh Andersen, red.) siger, der har været løbende dialog om det dårlige arbejdsmiljø, og at der er blevet taget flere tiltag for at gøre det bedre. Hvilke? Det lyder fuldstændig som alle de gange, jeg blev lovet at der ville ske ændringer, uden at der skete noget som helst,« siger hun.

Hun var også både skuffet og vred, da hun modtog dekanens svar på sin klage tilbage i oktober 2022. For kan det virkelig være rigtigt, at det eneste man gør, når man modtager en klage af den karakter, er at spørge manden, som er årsag til klagen, hvad han synes om sagen, spørger hun.

»Det virkede som om, hun var ligeglad, og jeg synes, det er enormt ærgerligt, at det bare bliver et spørgsmål om mit ord mod hans.«

Paige Madison mener, at de, som har magt, skal stå til ansvar. Det gælder også Peter C. Kjærgaard.

»I lang tid troede jeg, at det hele foregik i mit hoved, og at det var min egen skyld, at jeg ikke blev hørt. Nu ved jeg heldigvis bedre. Min karriere er kun gået opad, efter jeg forlod Danmark og Statens Naturhistoriske Museum, og det bekræfter mig i, hvordan jeg blev holdt nede, mens jeg var der. Jeg håber ikke, andre skal udsættes for det samme som mig.«

Dekan i skriftligt svar

Både Peter C. Kjærgaard og Katrine Krogh Andersen er blevet forelagt Paige Madisons kritik. Ingen af dem ønsker at stille op til mundtligt interview, men Katrine Krogh Andersen er vendt tilbage med en skriftlig kommentar.

»Da der er tale om en personalesag, kan jeg ikke kommentere på selve indholdet i sagen. Men jeg kan sige, at sagen er blevet behandlet efter de personalepolitiske retningslinjer, der er på KU for håndtering af klager over medarbejdere og ledere. Det betyder blandt andet, at vi ud over at have forholdt os til skriftligt materiale i sagen også har hørt den anden part i sagen, Peter C. Kjærgaard,« skriver hun og fortsætter:

»Uden at gå yderligere ind i sagen vil jeg blot konstatere, at der her – som i mange andre sager af denne karakter – indgår mange elementer og er forskellige opfattelser af hændelsesforløb, samtaler etc. Det er en ulykkelig sag og en svær situation for begge parter, og det er forståeligt, at der kommer reaktioner.«

Uniavisen har spurgt Katrine Krogh Andersen, om hun mener, at det er god praksis at håndtere en klagesag ved udelukkende at høre den anklagede part om dennes oplevelse af forløbet, og om det er god praksis, at så omfattende en klagesag koges ned til et spørgsmål om ord mod ord i stedet for at igangsætte en mere omfattende undersøgelse. Hertil svarer Katrine Krogh Andersen:

»I forhold til sagsbehandlingen af klagen fra Paige Madison kan jeg oplyse, at jeg naturligvis behandlede klagen seriøst. Ifølge den praksis som fastlægges i KU’s personalepolitiske retningslinje om behandling af klager over medarbejdere og ledere, skal den, der klages over, gøres bekendt med klagens indhold og have mulighed for at afgive en skriftlig udtalelse,« skriver hun og fortsætter:

»I denne sag vurderede jeg, at eftersom der var tale om en klage over en af fakultetets ledere, nemlig museumsdirektør Peter C. Kjærgaard, var det ikke tilstrækkeligt at få Peter C. Kjærgaards skriftlige svar. Jeg talte derfor selv med Peter C. Kjærgaard om klagens indhold på et møde, hvor også lederen af fakultetets personalejuridiske afdeling var til stede. På dette møde gik vi klagens indhold grundigt igennem. Det var min og den personalejuridiske afdelingsleders vurdering, at der ikke var belæg for at iværksætte yderligere undersøgelser.«