Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Studieliv
Spareeksperiment — Jeg overlevede februar måned med et budget på 1500 kroner. Mit eksperiment er slut, og her kommer fem tips, der kan hjælpe dig på vej, hvis du af nød eller lyst skal leve billigt.
Det er nu et par dage siden, jeg afsluttede mit spareeksperiment, hvor jeg har skulle leve for mindre end 1.500 kroner i en måned.
LÆS OGSÅ: Studenterjournalisten undersøger, om han kan leve for 1.500 om måneden
Ville mine strategier for at leve på budget være bæredygtige i længden? Jeg er skeptisk, men jeg har lært en del om at leve billigt, som jeg har tænkt mig at tage med videre – men nok i en mindre ekstrem version.
Hvis du vil leve billigt – og få tilstrækkelig næring – kommer du ikke uden om bælgfrugter. Tørrede bønner, linser og kikærter fra supermarkedet får dig langt, men vil du op på den helt store spareklinge, skal du på jagt efter trekilo-poserne fra din lokale grønthandler.
De er tunge at slæbe, men heldigvis er bælgfrugter proteinholdige, så det skulle gerne blive lettere med tiden.
Og nej, det betyder ikke, at du skal købe en bil. Du skal bare acceptere, at der kun findes to måder at komme rundt i byen: Dine ben og din cykel.
Tager du metro til og fra uni i myldretiden, koster det 47,5 i alt. Og så er det altså lige meget, hvor billige din linser er.
LÆS OGSÅ: Jeg har fået en ny hobby: At spare penge
Så nyd din cykeltur om sommeren og pak dig godt ind om vinteren.
En måde at gribe sit budget an på er at dele sit rådighedsbeløb op i 30 lige store bidder. Det var sådan, jeg startede mit eksperiment. Men jeg opdagede hurtigt, at det, jeg vandt i overblik, mistede jeg i fleksibilitet.
Gå i stedet efter variation i dit forbrug, for så vil jeg påstå, at du får mere nydelse for pengene.
LÆS OGSÅ: Jeg har skuffet mit regneark. Men jeg fortryder intet
Jo sjældnere du drikker en kold cola, jo mere nyder du den, når du faktisk får den. Og jo billigere du lever i hverdagen, desto mindre skal der til, før du føler, at du forkæler dig selv i weekenden. Så altså: Lev under evne til hverdag og flot dig i weekenden.
Det, som nok har gjort det lettest for mig at spare, er, at jeg i starten af eksperimentet fik overblik over mønstrene i mit forbrug og fandt alternativer til mange af mine vaner. Netflix og Spotify blev erstattet af DR og Apple Podcast, og jeg skiftede min kære Monster Energy ud med Nettos (lidt klamme) alternativ.
Selv om det enkelte køb virker ubetydeligt, løber det hurtigt op, så det er et godt sted at sætte ind. Men netop vaner kan være svære at få has på, og det mest holdbare er derfor at finde billigere alternativer. For eksempel stoppede jeg helt med at købe caffe latte på uni til fordel for den billige papkaffe fra studentercaféerne, så jeg sparede 28 kroner, hver gang jeg købte kaffe.
Men husk, at alternativet også skal være godt. Hvis papkaffen skuffer, og du savner din latte, er det måske ikke den rigtige vane at spare væk. Derfor: eksperimentér og find de ting, der fungerer for dig – ellers holder det ikke i længden.
LÆS OGSÅ: Kan du leve af en SU? Tjoooeh
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at budgetlivet til tider kan være hårdt. Men her kan det hjælpe at huske på alle de gode ting, der er ved at leve billigt – ikke kun for dig selv, men også for andre.
LÆS OGSÅ: Snyd ikke dig selv for byens bedste studierabatter
Dit klimaaftryk er formentlig lavere, fordi du kun i begrænset omfang deltager i den globale forbrugsfest. Du lærer at budgettere, du opbygger sunde økonomiske vaner, og så finder du ud af, hvad der faktisk giver dit liv værdi. Og, hey, måske får du mulighed for at spare op eller komme ud af studiet uden en studiegæld, der bringer dig i knæ, inden du får dit første fuldtidsvoksenjob.