Retsfilosof: Universitetet skal ikke kun være et safe space. Det skal også være et brave space

Debatten om grænserne for undervisningsfrihed er igen blusset op, efter en underviser på Jura i begyndelsen af flere seminarer har vist et billede med teksten »DEATH DEATH TO THE IDF.«

LÆS OGSÅ: »Det var over grænsen.« Studerende tager afstand fra ‘død over IDF’-billede

IDF er navnet på den israelske hær, og ordene har været et velkendt slagord ved antiisraelske demonstrationer.

Det er ikke første gang, debatten om stødende materiale i undervisningen raser på Københavns Universitet.

I 2023 udvandrede en række studerende på uddannelsen Global Development, efter en underviser havde brugt ’n-ordet’ i sin undervisning i europæisk kolonialisme. Samme år modtog ledelsen over 100 klager over et gammelt vægmaleri i fredagsbaren på Frederiksberg Campus, fordi de studerende påpegede, at billedet var racistisk.

LÆS OGSÅ: En gruppe studerende forlod forelæsningen i protest. Kort efter blev studielederen bombarderet med mails

Jakob v. H. Holtermann er lektor i retsfilosofi på Københavns Universitet og forsker i undervisningsfrihed. Han er desuden medlem af en nyligt nedsat arbejdsgruppe, der undersøger begrebet undervisningsfrihed på universitetet.

Der er meget legitim, pædagogisk undervisning, der faktisk krænker de studerende. Og der er det de studerende, der må lære at stå i ubehaget

Jakob v. H. Holtermann

Han ønsker ikke at kommentere den konkrete sag, men fortæller gerne om undervisningsfrihed som princip. Efter hans opfattelse er det et emne, der længe har været overset.

LÆS OGSÅ: Efter 100 klager: Racistisk vægmaleri fjernes fra fredagsbar på Frederiksberg Campus

»Spørgsmålet om undervisningsfrihed har været ekstremt underbelyst. Når vi taler om akademisk frihed, taler vi næsten kun om forskningsfrihed. Undervisningsfrihed er ikke indskrevet i universitetsloven, og vi har heller ikke tradition for at skrive og reflektere over det hverken teoretisk eller principielt,« siger Holtermann, der også har en forskningsartikel på vej om emnet.

»If it felt wrong, it was wrong«

Indtil 1968, under professorvældet, var undervisningsfrihed ikke et begreb, man beskæftigede sig med, fortæller Holtermann. Dengang kunne underviserne, som han formulerer det, »suverænt skalte og valte med undervisningslokalet.«

LÆS OGSÅ: Lektor: Sådan viser du ubehagelige billeder i undervisningen

»Men efter studenteroprøret i ’68 kom en slags modbevægelse, der peakede i løbet af 2010’erne med det, man kan kalde ekstrem wokeness. Pludselig var undervisningsfriheden suverænt defineret af de studerendes oplevelser.«

Holtermann husker, at KU i samme periode lancerede et program med nultolerance over for krænkelser, hvor undervisere blev tilbudt at deltage i kurser afholdt af et eksternt konsulentfirma, der handlede om at facilitere et trygt undervisningsrum.

»Her messede konsulenterne, if it felt wrong, it was wrong. Og det mener jeg er en dybt problematisk standard for et undervisningsrum.«

For meget og for lidt

Spørger man Holtermann, »kan og vil« noget undervisning være krænkende. Og det betyder ikke nødvendigvis, at der er noget galt med indholdet af undervisningen.

»Der kan være materiale, som nogen vil opleve som krænkende, selv om det er helt legitimt. Historisk set har mange videnskabelige erkendelser været i modstrid med den almindelige opfattelse,« siger han.

Underviser man for eksempel i de racistiske karikaturer, der blev brugt under Holocaust, kan det være nødvendigt at vise de originale billeder, mener retsfilosoffen.

»Det kan være ekstremt vanskeligt at diskutere, hvornår noget er en racistisk stereotyp, hvis man ikke kan sætte et konkret billede på det.«

Selv har Jakob v. H. Holtermann gennem mange år brugt Muhammedtegningerne i sin undervisning i retsfilosofi som afsæt for diskussioner om ytringsfrihed og kriminalisering.

»I mange år faldt det mig faktisk ikke ind, at jeg – som en der omtalte, hvad andre havde ytret af blasfemiske ytringer – selv kunne beskyldes for at ytre dem. Men efterhånden blev jeg opmærksom på en modstand fra muslimske studerende, der fik mig til at overveje det. Først af rent pædagogiske grunde, siden også karrieremæssigt med KU’s nultolerancepolitik og til sidst efter drabet på Paty af frygt for mit eget liv« siger han.

Det kan virke begrænsende, hvis vi underviser med en frygt for at blive sanktioneret af ledelsen

Jakob v. H. Holtermann

Samuel Paty var en fransk skolelærer, som blev myrdet ved halshugning i 2020 af en 18-årig gerningsmand efter at have vist Muhammedtegningerne i en undervisningstime om ytringsfrihed. Holtermann mener, at særligt den hændelse satte gang i tanker om, hvordan man som underviser og formidler af andres kontroversielle budskaber kan træde forkert.

»Jeg har oplevet tilfælde, hvor studerende er blevet stødt over at se tegningerne i undervisningen. Der har også været studerende, som har forladt undervisningen.«

Han stoppede derfor i en periode med at vise tegningerne, fordi han blev i tvivl om, hvorvidt han kunne overbevise de studerende om hensigten.

»Men det er vigtigt at understrege, at mine overvejelser var pædagogiske og vedrørte optimalt læringsmæssigt udbytte. De handlede ikke om, hvorvidt jeg havde lov til at vise tegningerne.«

Hvor går grænsen?

Det store spørgsmål er, om der findes en grænse for, hvad man må vise i et undervisningsrum. Og spørger man Jakob v. H. Holtermann er svaret forholdsvis enkelt:

»I udgangspunktet er der ikke en grænse, så længe du har en legitim, faglig årsag til at vise det. Hvis vi taler om materiale, der i egen ret ikke må vises, så skulle det være noget, som er decideret og eksplicit ulovlig. Altså snuff-videoer (dødsporno, red.), børneporno eller den slags,« siger han.

Anderledes forholder det sig, hvis en underviser viser kontroversielt eller potentielt krænkende materiale uden faglig relevans eller sammenhæng med undervisningen.

»Jeg plejer her at bruge det eksempel, at hvis jeg bare smækkede Muhammedtegningerne op på en storskærm i hver time uden at kommentere dem og så samtidig nidstirrede de muslimske studerende, der var til stede i lokalet, så ville situationen være en anden,« siger Holtermann:

»Så ville det være svært at argumentere for, at jeg havde et legitimt undervisningsmæssigt formål. I stedet kunne man få det indtryk, at jeg brugte materialet til at dominere, chikanere eller forhåne bestemte studerende. I en sådan situation mener jeg, at ledelsen både har ret og pligt til at blande sig.«

Grænserne findes i rammesætningen, mener retsfilosoffen. Men de handler ikke om, hvorvidt nogen synes, noget føles forkert.

»Der er meget legitim, pædagogisk undervisning, der faktisk krænker de studerende. Og der er det de studerende, der må lære at stå i ubehaget.«

Safe space, brave space

Når rammerne for undervisningsfriheden er vide, er det dog vigtigt at understrege, at undervisere bærer et stort pædagogisk ansvar, mener Holtermann.

»Vi skal kunne forsvare de valg, vi træffer. Men det skal ikke være på en måde, hvor ledelsen en vilkårlig dag kan træde ind i undervisningslokalet og spørge, hvorfor gør du sådan? Det kan virke begrænsende, hvis vi underviser med en frygt for at blive sanktioneret af ledelsen.«

I de senere år har der været meget tale om safe spaces. Men universitetet bør samtidig være et »brave space«, mener Holtermann. Og derfor er det vigtigt ikke at indskrænke undervisningsfriheden.

»Hvis undervisere frygter at blive straffet, vil de holde stor sikkerhedsafstand til alt materiale og diskussioner, som kan virke krænkende. Og så går vigtige diskussioner og læring tabt.«