Rødspætten er ikke en fugl: Derfor kæmper vi for videnskaben

Denne tekst blev første gang holdt som festtale af Susanne Ditlevsen i KU’s telt på Folkemødet 2026. Vi bringer den her med tilladelse i en let redigeret udgave.

Kammerater!

Vi er samlet her i dag for at kæmpe for grundforskningen. For viden er fandme ikke et synspunkt!

Videnskaben har aldrig været vigtigere. Forskere behøves mere end nogensinde. Til at hjælpe os med at forstå verden, til at kommunikere videnskaben.

For der er udfordringer.

Selv om vi aldrig har haft adgang til mere viden end i dag, ser vi samtidig voksende huller i forbindelsen mellem videnskaben og folket. En undersøgelse fra Zetland viser, at danskernes kendskab til den danske natur er i tilbagegang – mest markant blandt de unge.

Mindre end halvdelen af danske unge kan genkende et blad fra et egetræ. Hver femte unge dansker tror, at rødspætten er en fugl. Og det til trods for, at den var tæt på at blive valgt som Danmarks nationalret.

Men så kalder vi den selvfølgelig for en fiskefilet.

Vi mister forbindelsen til verden omkring os

Det kan lyde som uskyldige udsagn fra en quiz, men det handler om noget langt vigtigere end paratviden. Det handler om vores relation til naturen. Til videnskaben.

For hvordan skal vi bekymre os om noget, vi ikke længere genkender? Hvordan skal vi passe på arter, landskaber og økosystemer, hvis de blot bliver til abstrakte begreber i en rapport eller på en skærm?

Så drag ud i verden, I stolte riddere i videnskabens navn. Forkynd vores budskab!

Hvis forbindelsen til naturen svækkes, risikerer klima- og biodiversitetskrisen at blive noget, der kun foregår et andet sted, på et andet sprog og i andre menneskers liv.

Og det er netop derfor, at forskning, formidling og nysgerrighed er så vigtigt. Det hjælper os ikke kun med at forstå naturen – det hjælper os med at bevare forbindelsen til den. Gennem videnskaben.

Klima- og naturkrisen er ikke et særspor. Det er bagtæppet for andre samfundsudfordringer, og det griber ind i vores hverdag, i storpolitik, sikkerhed, forsyningssikkerhed, demokrati og ulighed. Det kræver nye former for samtale, samarbejde og vidensdeling.

Så drag ud i verden, I stolte riddere i videnskabens navn. Forkynd vores budskab!

LÆS OGSÅ: Nyt center skal sikre dansk førerposition på forskning i kvinders sundhed

Den vandrende livmoder

For at hamre min pointe ind har jeg valgt et helt tilfældigt emne, og jeg vil nu udrulle den gloriøse historie.

Der er blevet forsket i menneskets hjerne, psyke, krop og hormoner – også kvindespecifikt. Og interessant er det, at på præcis dé områder af forskningen, som er tættest på os selv – som decideret er os selv – er der også en historisk tradition for fejlslutninger, og langt-ude-i-skoven-forklaringer.

Forsøget på at forstå hjernens og kroppens samspil strækker sig hele årtusinder tilbage. Helt tilbage til det antikke Grækenland, hvor anerkendte filosoffer som Platon for eksempel berettede om kvindekroppens vandrende livmoder, der kunne løsrive sig og »rejse« rundt i kroppen, hvor den forårsagede alle mulige former for ubehag. En af de kendte var hysteri – »hystera« er sågar det græske ord for livmoder.

Idéen om hysteri som diagnose omtales allerede 400 år før vor tid af den græske læge Hippokrates. Og selvom hysteri som »fagterm« utvivlsomt har ændret karakter mange gange over tid, så skal vi helt frem til 1980’erne, før vi endelig definitivt bliver af med den.

Tænk engang: Flere religioner, politiske styreformer og  imperier er kommet og gået, mens denne fuldstændig fejlslagne tolkning af kvindekroppen og psyken er bestået. Og på linje med den utvivlsomt mange andre.

Kvinders psykiske lidelser kunne kureres, hvis klitoris blev skåret af. Hysteri.

I dag befinder vi os i en tid, hvor mange af os nok føler, at vi ved bedre. Og takket være videnskaben er det i stor udstrækning også tilfældet. Men vi skal ikke kigge os langt over skulderen, før vi støder på fortidens fatale fejlslutninger.

Snip, snap, snude, så er klitoris ude

Her er et rædselseksempel fra lægevidenskabens historie, der kommer en del tættere på vores egen tid:

Isaac Baker Brown var en fremtrædende skikkelse inden for gynækologi og obstetrik i London, hvor han åbnede sin egen praksis i 1834. I årtier af sin karriere arbejdede han ud fra den tilgang, at problemer med fordel – og ret ukritisk – kunne angribes kirurgisk.

Han var fortaler for at bruge indgreb som ovariotomi – fjernelsen af en eller begge æggestokke – og abonnerede på teorien om, at flere former for psykiske lidelser hos kvinder også kunne kureres ved unødvendige og uoprettelige kirurgiske indgreb  – mere præcist klitoridektomi.

Lad os lige smage på ordet: klitoridektomi.

Ja, I har forstået det. Kvinders psykiske lidelser kunne kureres, hvis klitoris blev skåret af. Hysteri. Epilepsi. Af med klitoris, vupti, problem solved.

Baker Browns karriere førte ham helt til toppen af datidens lægefaglige kredse. Han blev endda valgt til præsident for London Medical Society i 1865.

Men – ret skal være ret – hans karriere led en voldsom deroute få år efter, da han blandt andet blev beskyldt for at udføre sine operationer uden patienternes samtykke.

Men det er jo også helt tilbage i 1860’erne. Sådan er det heldigvis ikke mere!

LÆS OGSÅ: Videnskabernes Selskab – fra lukket loge til uafhængigt talerør

Spækhuggere i overgangsalderen

Faktisk var det allerede i år 2025, at et dansk studie viste – til stor undren, også for forskerne selv, man anede ikke tidligere, at det var så hyppigt – at 83% af alle kvinder oplever moderate til alvorlige symptomer i overgangsalderen. Mange oplever symptomer så invaliderende, at de ikke kan gå på arbejde flere dage hver måned.

Forskerne bag spurgte over 150.000 kvinder i alderen 45-59 år. Og det er i sig selv en forskningsbedrift, da vi jo alle ved, at kvinder bliver usynlige, når de fylder 45. Men de fandt dem!

Det var i år 2025 – altså sidste år. Så, det har vi ikke vidst før?

Nej, det har vi ikke. Hverken her i Danmark eller noget andet sted i verden. Det er selvfølgelig også kun relevant for en minoritet af befolkningen. Man ved en del mere om erektil dysfunktion, men det er jo også relevant for majoriteten.

Faktisk er det ikke kun kvinder, der går i overgangsalderen. Også tandhvaler går i overgangsalderen. Spækhuggere går i overgangsalderen, allerede når de er 35-45 år gamle – mens de typisk bliver 80-90 år gamle. De er altså fertile i mindre end halvdelen af deres liv.

Det har virkelig undret forskerne. Hvad er formålet med, at hunner – eller kvinder, om I vil – overlever, hvis de ikke kan føde børn?

Hvordan skal det dog gavne arten? Dette diskuteres mere intenst og med større forbløffelse, end hvorfor vi fandt på at male på klippevægge, spille fodbold, tatovere os eller flyve til månen.

Men videnskab er videnskab. En forklaring skal findes! Og det må være… at de så kan hjælpe deres døtre med at passe børn! Voila – der har vi forklaringen!

For hvad kan en kvinde gøre godt for, hvis ikke hun kan føde børn? Så kan hun da passe de skide unger i stedet.

Bemærk lige: Det er arter, der har udviklet høj intelligens, hvor hunnerne går i overgangsalderen. Det kan I jo lige tænke over.

Videnskab styrker den demokratiske samtale

Nå, nu skal vi ikke ødelægge den gode stemning. Så lad os forlade de kedelige kvindesysler og vende tilbage til klimaet.

Det er gennem videnskaben og gennem formidling af vores forskning, at vi kan skabe – eller genskabe – forbindelsen mellem de komplicerede klimaforandringer og hverdagslivet.

Mellem vandløb, muld og bøgetræer, mellem løbeænder og rødspætter – og her mener jeg fisken, ikke fuglen – og de valg, vi træffer som borgere.

Samtalen skal kvalificeres, viden skal bringes ind, og vi skal øve os i at tale videnskaben ind i hverdagen, med familien, naboerne, med folk imellem – ikke kun mellem forskere. Så vi bliver endnu bedre til den demokratiske, fælles samtale, der forankres nedefra, og så løsninger bliver mere holdbare.

Når man taler om videnskab, kan man altid hive et citat af Einstein frem:

»Til ethvert kompliceret problem er der altid en simpel løsning – der som regel er forkert.«

Så lad os alle fortsætte kampen for Videnskaben. Om ikke andet fordi, som Richard Feynman sagde:

»Videnskab er som sex: nogle gange kommer der noget brugbart ud af det, men det er ikke derfor, vi gør det.«

Videnskab er fantastisk, sjovt, vigtigt, svært, irriterende, intrigerende, konfliktfyldt, fuld af tvivl, frustration, glæde og nysgerrighed.

For at det ikke kun skal være fysikere, lader vi Poul Henningsen få det sidste ord i videnskabens ånd:

»Troen har aldrig flyttet nogle bjerge. Det er tvivlen, der flytter bjerge.«

Tak!