To dage i retten: Sådan udspillede sagen sig mod fem KU-studerende og Greta Thunberg

Hvor går grænsen mellem lovlig studenteraktivisme og ulovlig indtrængen? Handler sagen om de studerendes blokade af Museumsbygningen i 2024 om husfredskrænkelse, eller handler den om ytringsfrihed?

Det er nogle af de centrale spørgsmål, der de seneste to dage har lydt i Københavns Byret, hvor fem KU-studerende samt den svenske klimaaktivist Greta Thunberg er anklaget for husfredskrænkelse efter en blokade på universitetet i september 2024.

LÆS OGSÅ: Studenteraktivister skal i retten efter blokadeforsøg på Københavns Universitet

En sag, der nu trækker i langdrag, fordi retten tidligt i forløbet måtte erkende, at det ikke var muligt at nå gennem alle afhøringer og alt materiale inden for den berammede tid.

Uniavisen var med i retssalen begge dage, hvor alle tiltalte blev afhørt, højtstående medlemmer af KU’s ledelse afgav vidneforklaring, og hvor det også kom frem, at det var en campuschef, der indgav anmeldelsen til politiet 4. september 2024.

Gik i panik

På retssagens første dag har op mod 100 mennesker samlet sig foran Københavns Byret med skilte, partisanertørklæder og udskårne vandmeloner – et internationalt symbol på solidaritet med Palæstina – for at vise deres støtte til de seks tiltalte.

På retssalens bageste rækker går kampråbene fra gaden tydeligt igennem, og den første studerende må afhøres til lyden af kampråb.

Én efter én tager de tiltalte plads i vidneskranken, hvor de fortæller om deres oplevelse af hændelsesforløbet.

Først afhøres de af sagens anklager, dernæst af de tre forsvarsadvokater, der samlet repræsenterer de seks tiltalte i sagen, nemlig Erbil Kaya, Kira Iqbal og Tyge Trier. Sidstnævnte repræsenterer Greta Thunberg og to KU-studerende.

LÆS OGSÅ: Prorektor: Studerende gik over grænsen i blokadeforsøg

Anklageren beder alle tiltalte redegøre for, hvordan de kom ind i Museumsbygningen, hvordan de endte i det samme lokale til sidst, og hvad de tænkte, da de så, at politiet var tilkaldt til stedet.

Jeg regnede med, at vi fik lov til at fortsætte vores aktion, da det var en legitim aktion

Tiltalt studerende

»Pludselig ser jeg, at der er politibetjente med maskinpistoler og hunde. Så bliver jeg bange, og jeg får angst. Det havde jeg aldrig oplevet før til andre studenterdemonstrationer,« fortæller den første studerende i vidneskranken.

»Du tænker ikke, at når der kommer politibetjente, så er det måske fordi, I ikke må være der?« spørger anklageren. Nej, svarer den tiltalte, som siger, at de tænkte, der måtte være tale om en misforståelse.

»Hvad talte I om inde i lokalet?« spørger anklageren.

»Jeg er i chok. Det var meget traumatiserende …« forklarer den studerende, og stemmen knækker. Anklageren vil vide, om de studerende låste døren. Det det kan den studerende ikke huske.

Samme melding lyder fra alle tiltalte – ingen opfattede politiets tilstedeværelse som et tegn på, at aktionen i Museumsbygningen var på kant med straffeloven. Der måtte være tale om en misforståelse.

»Der har ikke tidligere været tilkaldt politi til protester og blokader, så jeg tænkte, at det måtte være en fejl,« siger én studerende. »Jeg regnede med, at vi fik lov til at fortsætte vores aktion, da det var en legitim aktion,« lyder det fra en anden, en tredje siger:

»Vi var klar over, at rektor ikke var vild med, at vi var der, men jeg var ikke klar over, at vi gjorde noget ulovligt.«

Greta Thunberg siger, at hun »troede man havde ytrings- og demonstrationsfrihed i Danmark.« Og at det var hendes forventning, at sagen havde kunnet løses i dialog med politiet.

»Hvis vi var blevet præsenteret for en mulighed for dialog, havde vi taget den,« siger hun.

Forsvarsadvokat Tyge Trier vil vide, hvorfor Greta Thunberg var til stede den dag på Københavns Universitet.

»Var det en del af dine overvejelser, at du har en stor platform?«

»Ja, af en eller anden grund har jeg en platform, og den er til at belyse den slags ting, så det må jeg gøre,« svarer klimaaktivisten.

Af forsvarsadvokaterne bliver de studerende bedt om at redegøre for, hvem Studerende mod Besættelsen er – en veletableret studenterorganisation, forklarer de på skift – og hvad der er praksis, når man planlægger en studenterblokade.

»Man aftaler det blandt studerende, når alle andre midler er opbrugt. Ligesom ansatte strejker på en arbejdsplads, så bruger vi en blokade. Man kommer om morgenen og siger til de ansatte, at de skal forlade deres arbejdspladser,« forklarer en af de studerende, som også mener, at der er »udvidet ytrings- og forsamlingsfrihed« på universitetet.

Hvem har adgang til bygningen?

Over de to retsdage vender både anklager og forsvarer gentagne gange tilbage til ét punkt: Adgang. Hvem havde adgang til Museumsbygningen den dag? Er dørene låst, og skal man bruge adgangskort for at komme ind, lyder spørgsmålene.

Altså: Tiltvang de studerende sig adgang til en bygning, hvor de ikke måtte være?

Det er jo to helt forskellige ting at skulle forholde sig til sanktioner fra rektor, og til at skulle gå til at bekymre sig om den her sag i to år og muligvis få en plet på straffeattesten

Tiltalt

Uniavisens ansatte – der spiser frokost i universitetsfirkanten, hvor Museumsbygningen ligger, hver dag – erfarer, at sidedørene til bygningen kræver særligt adgangskort, mens hovedindgangen til receptionen i reglen er åben for alle inden for almindelig åbningstid. Det kræver dog adgangskort at gå direkte ind i bygningen, hvis ikke man går igennem receptionen først.

»Var døren åben?« spørger anklageren.

»Ja, hvordan skulle jeg ellers være kommet ind?« svarer en af de studerende. De fire andre stemmer i: dørene var åbne, de tiltvang sig ikke adgang.

Alle tiltalte bliver også spurgt, om de ansatte, de mødte, virkede utrygge ved deres tilstedeværelse.

»Det var nærmest stik modsat. De så glade ud,« fortæller en studerende. »I skulle da bare have sagt, I kom, så var vi ikke kommet på arbejde,« fortæller en anden, at en ansat skulle have sagt.

Anklageren vil vide, om de tiltalte var med til at arrangere aktionen. Nej, lyder det fra alle.

Chilling-effekt?

Samtlige studerende har efter blokaden haft interne disciplinærsager og fået en advarsel af universitetet. Det vil forsvarsadvokaterne gerne tale mere om, fordi de mener, det har betydning for helhedsbilledet og vurderingen af, om sagen hører hjemme i en retssag.

Men anklageren protesterer:

»Det er jo et helt andet system uden for straffesystemet,« siger hun. Dommeren er enig, og beder forsvaret holde det kort.

Alle tiltalte bliver også bedt om at forklare, hvad formålet med aktionen var. Og svaret er enstemmigt: De ønskede at få KU til at lave en akademisk boykot af alle israelske universiteter.

»Var formålet at gøre folk utrygge?« spørger Tyge Trier.

»Formålet var at forstyrre den daglige drift og få vores krav igennem,« svarer en af de studerende.

»Det var en del af en længere kampagne med en række af forskellige aktioner,« lyder det fra en anden tiltalt, som også forklarer, at kravet med akademisk boykot var omfattende, og at de studerende derfor vurderede, at de blev nødt til at lægge yderligere pres på ledelsen med en blokade.

Har forløbet haft en afskrækkende effekt på det studenterpolitiske liv, spørger forsvarer Tyge Trier en af de tiltalte, en såkaldt »chilling-effekt?«

»Hundrede procent. Det er jo to helt forskellige ting at skulle forholde sig til sanktioner fra rektor, og til at skulle gå til at bekymre sig om den her sag i to år og muligvis få en plet på straffeattesten,« svarer tiltalte.

Helliger målet midlet?

Da Uniavisen fanger forsvarsadvokat Tyge Trier efter dag to i retssalen, fortæller han, hvorfor han finder det relevant at tale om de politiske budskaber, der dannede baggrund for aktionen:

»Jeg kommer til sagen med min særlige erfaring og baggrund i ytringsfrihed og retten til fri meningsdannelse – blandt andet som underviser i disse emner i næsten 25 år på Københavns Universitet,« siger han og fortsætter:

Det er ikke vores rolle at vurdere, hvem universitetet må og ikke må samarbejde med

Kristian Lauta, prorektor for uddannelse

»På dette felt har det været etableret praksis, i hvert fald siden 1990’erne, at myndighederne, herunder domstolene, skal kigge på den sammenhæng, ytringerne kommer i, og hvad de handler om. Man må spørge: Er det relevant for det konkrete sted og den konkrete person, og hvor langt når det ud? Det er i retspraksis vigtigt, om der er tale om noget, som har nyhedsværdi og samfundsmæssig vægt og et ytrings- og debatmæssigt element,« forklarer Trier.

Han nævner sagen om busten på Kunstakademiet, hvor anklagemyndigheden vurderede, at de studerendes aktion ikke var strafbar til sammenligning.

»Der er også en række domme fra Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, der lægger fast, at selvom personer isoleret set laver provokerende aktioner på usædvanlige steder, kan aktiviteten være beskyttet af ytringsfriheden« siger han og tilføjer:

»Det handler om: Hvor stor har krænkelsen af Københavns Universitet reelt været, overfor om det er relevant, at disse personer kommer med ytringer af samfundsmæssig værdi.«

Hvorfor er det relevant at høre om de interne disciplinærsager?

»Universitetet har deres egne regler, og der er tradition for at håndtere sager som denne administrativt. I denne sag kan vi se, at universitetet har givet dem en mild sanktion – en advarsel. Men de er jo ikke blevet bortvist. Det hører efter min opfattelse med til det samlede billede af, om det er nødvendigt også at straffe dem under straffeloven, men også det må overlades til rettens bedømmelse.«

Prorektor i vidneskranken

På retssagens anden dag er en række personer kaldt ind for at vidne. Det tæller blandt andre en tidligere central aktør i det studenterpolitiske liv på KU, prorektor for uddannelse, Kristian Lauta, dekan på Det Humanistiske Fakultet, Kirsten Busch Nielsen og en KU-campuschef.

Kristian Lauta – som er indkaldt af forsvarsadvokat Tyge Trier – bedes redegøre for, hvad han kendte til SmB inden hændelsen 4. september 2024.

»Vil du sige, at de er en anerkendt aktør i universitets indre liv?« spørger Trier.

»Det vil jeg sige, at de var,« siger Lauta, som videre forklarer, at universitetsledelsen har været nødt til at diskutere bevægelsens status på grund af udfordringer i dialogen og samarbejdet med organisationen.

Siden foråret 2024 har ledelsen ikke haft dialog med bevægelsen, lyder det fra prorektor.

Og til kravet om akademisk boykot er universitetets holdning klar: De fører ikke egen udenrigspolitik, men giver både studerende og ansatte frihed til at vælge, hvem de samarbejder med, lyder det fra prorektoren.

Han anerkender, at spørgsmålet om boykot er en »relevant akademisk diskussion,« men:

»Det er ikke vores rolle at vurdere, hvem universitetet må og ikke må samarbejde med,« siger Lauta.

Hvad er universitetets ønsker og behov hvad angår retsforfølgelsen af de studerende, spørger Trier. Universitetet har ikke konkrete ønsker eller behov, svarer prorektoren og fortsætter:

»KU står ved, at det var nødvendigt at tilkalde politiet, og at de studerende ikke var velkomne i den bygning. Og om det er strafbart, er ikke op til KU at vurdere,« siger Lauta.

Trier viser ham et billede af den underskriftindsamling, 600 universitetsansatte skrev under på kort tid efter blokaden 2024 i Dagbladet Information i sympati med de studerendes sag.

»Gør det indtryk?« spørger Trier prorektoren.

»Ja. Det er en svær sag for KU. Et universitet skal kunne rumme stor uenighed på store principielle spørgsmål. Selvfølgelig gør det et stort indtryk, at både studerende og ansatte er i klemme,« svarer han.

Da dekan på Humaniora, Kirsten Busch Nielsen, sidder i vidneskranken vil Trier vide, om en advarsel i en intern disciplinærsag i hendes vurdering er en mild sanktion.

»Det har jeg ingen holdning til,« svarer hun.

Da Uniavisen fanger Tyge Trier efter retten siger han, at han mener det er relevant, at Lauta fortæller, at man godt forstod SmB’s budskaber på universitetet.

Uvist hvordan demonstranter kom ind

Det var en campuschef på KU, som ringede til politiet 4. september 2024, efter han af en medarbejder tidligt om morgenen var blevet orienteret om, at maskerede personer var trængt ind i Museumsbygningen.

»Ved I, hvordan personerne var kommet ind,« spørger anklageren.

»På ingen måde. Og vi har prøvet – på alle mulige måder – at finde ud af det,« siger campuschefen og forklarer, at hans bedste gæt er, at de måske er smuttet med en medarbejder ind. Han fortæller, at der er overvågning i bygningen – det virkede bare ikke den pågældende dag.

Det var campuschefens »naturlige vurdering« at kontakte politiet, forklarer han. I retssalen bliver det også oplyst, at samme campuschef et halvt år senere – 19. februar 2025 – bliver kontaktet af politiet igen, der spørger, om han vil være repræsentant for anmeldelsen, og om KU ønsker at forfølge sagen.

Var det en forståelig og ’rimelig’ aktion inden for det regime og den tradition, der er for studerende på KU i en sag som denne, hvor spørgsmål om Palæstina optager mange?

Tyge Trier, forsvarsadvokat

Campuschefen kan ikke huske ordlyden af samtalen, men han fortæller, at han bekræftede over for politiet, at KU ønskede at forfølge sagen.

»Men har du mandat til det?« spørger Erbil Kaya, der henviser til KU’s ordensregler §20, der lyder: Rektor kan indgive politianmeldelse, såfremt der findes grundlag herfor.

»Det er ikke blevet påtalt efterfølgende,« svarer campuschefen.

Det er rektor, der har kompetence til at politianmelde, siger Erbil Kaya og spørger campuschefen, om han talte med rektor, inden han tog beslutningen om at forfølge sagen på KU’s vegne.

»Ikke der, men jeg har talt med ham flere gange efterfølgende,« svarer campuschefen og forklarer, at der efter hans overbevisning er enighed i KU’s ledelse om, at man ønskede at forfølge sagen.

»Hvad troede du, anmeldelsen ville betyde?« spørger Tyge Trier.

»Aner det ikke,« svarer campuschefen, som også vurderede, at der nok ikke var tale om »ti års fængsel.«

Da Uniavisen taler med Tyge Trier efter retssagens anden dag, spørger vi, hvad forsvarsadvokaten mener, når han kalder sagen ’principiel’.

»Det handler om det konkrete politiske indhold, som dannede baggrund for aktionen. Var det en forståelig og ’rimelig’ aktion inden for det regime og den tradition, der er for studerende på KU i en sag som denne, hvor spørgsmål om Palæstina optager mange,« siger han og tilføjer:

»Det andet principielle er, at vi med Greta Thunberg har at gøre med en nyhedsinfluencer – og en ualmindelig stærk en. Artikel 10-beskyttelsen (i det Europæiske Menneskerettighedskonventioner, red.) er særlig stærk for medier og andre, som formidler budskaber af samfundsmæssig betydning. Her kommer jeg til at gøre gældende, at hun skal have særlig beskyttelse, fordi hun var med til at udbrede bevægelsens budskaber og hjælpe dem.«

De studerende og Greta Thunberg er tiltalt efter straffelovens paragraf 264, der handler om husfredskrænkelser, efter de 4. september 2024 forsøgte at blokere Københavns Universitets centrale administrationsbygning, Museumsbygningen.

Sagen er berammet til at fortsætte to en halv retsdage i september og oktober 2026.