Fri fugl og fattig forsker

Dr.phil. Lotte Thranes akademiske karriere ligner mange andre akademiske karrierer, i det stadie, hvor det er normalt at geare ned og se tilbage.

Hun er 69 år og har derfor en hel del at se tilbage på: I bogreolen i den lille, rare lejlighed i Olfert Fischersgade står hendes afhandling i to bind om den sært oversete billedkunstner Lorenz Frølich. Dertil kommer de nogle og tres videnskabelige bidrag, hun har forfattet i årene på Københavns Universitet (KU), i USA, i Tübingen og i Norwich i England. Foruden en ordentlig bunke kulturjournalistik og minderne om de mange, mange timer, hun har undervist studerende, siden hun i 1982 blev ansat på KU for første gang.

Kigger Lotte Thrane fremad, kan hun til gengæld imødese et otium, der ikke helt ligner kollegernes; hun kan få sin folkepension, og hvis hun dertil løber stærkt og får sig nogle foredragsjob eller et par kurser her og der, kan hun måske hive indtægten op på noget, der ligner en dagpengesats. Hvis hun bliver presset, må hun tage et lån i sin andelslejlighed. For hun er slet ikke færdig med at ville forske og undervise. Det er kun KU, der er færdig med hende.

Hendes historie handler om et universitet, der gjorde brug af hendes energi og drivkraft, og som meget længe lod hende blive i forventningen om, at man tog sig af sine egne.

Afbrudt fordummelse

»Jeg kom sent i gang med at læse i en alder af 32 år,« fortæller hun, som forlod skolen, da hun var 15. »Jeg havde været ude at arbejde i mange år – som stewardesse blandt andet – men jeg syntes, at jeg blev dummere og dummere.«

Så hun tog skolebøger til en HF-eksamen med i kufferten til et længere ophold i Afrika. Og da hun vendte tilbage fik hun til sin overraskelse tårnhøje karakterer, der sendte hende ind på danskstudiet på en dispensationsordning for det arbejdende folk, en tidlig socialdemokratisk udgave af kvote 2-ordningen.

»Det var i den stenhårde, dogmatiske periode i første halvdel af 1970’erne, men de ekstra års ballast gav mig en modstandskraft over for det stærke ideologiske tryk. Vi var ikke mere end en håndfuld fra mit hold, der endte med at færdiggøre studiet,« siger hun. Frafaldet i 1970’erne var massivt.

»Da jeg blev kandidat, kan jeg huske at jeg tænkte, at jeg slet ikke var færdig med at lære. Så jeg tog magisterkonferens i mit eget fag og læste kunsthistorie ved siden af, mens jeg underviste på både overbygningen og grunduddannelsen.«

»Alle kendte hinanden i det faglige miljø. Jeg oplevede ikke nogen synderlig forskel i behandlingen af os deltidsansatte og de faste lærere – bortset fra lønnen, selvfølgelig – og vi blev hørt; vi var med til lærermøder og blev inviteret til at deltage i forskningsgrupper og lignende. Var man åben, nysgerrig og flittig, var man en del af fællesskabet. Man følte sig med andre ord værdsat.«

»Managementkulturen kom først til mange år senere, gud bedre det, selv om ledelsen også dengang vidste, at vi var nogle, der arbejde meget billigt. Men vi blev behandlet ordentligt, ikke nedladende som i dag.«

»Jeg tænkte ikke på fremtiden, og jeg spurgte ikke: har jeg nu en pension, jeg kan leve af? I stedet tænkte jeg: du kan leve af det, du laver lige nu, og på et tidspunkt er du så god til det, at du sidder i en stilling på en avis eller på universitetet.«

Hun tager en slurk te, gumler en bid grovbolle med en forbavsende brutal ost, inden hun sammenfatter: »Men jeg arbejdede som en hest, og jeg nød hver eneste ting, jeg lavede, og havde en ubændig tro på, at jeg nok skulle klare mig.«

»Og selvfølgelig søgte jeg alle de stillinger, der var. Det var nu ikke mange i 1980’erne, det var absolut trange tider.«

I dag kan hun se, at hun opførte sig lidt naivt i et meget politisk ansættelsesmiljø, hvor mange stillinger – helt uofficielt, selvfølgelig – allerede er besat, før de bliver slået op. »Det tog mig lang tid at finde ud af, så jeg gjorde nok også overflødige ting,« siger hun.

Fra Tübingen over Norwich til København

I anden halvdel af 1980’erne fik Lotte Thrane et Fulbright-stipendium og rejste et år til USA med et projekt om romantiske brevvekslinger.

I USA arbejdede hun på sin ph.d.-afhandling, og imens skrev hun kronikker og kulturjournalistisk til aviser og tidsskrifter.

Fordi hun i perioder havde stillinger uden for KU, var det ikke for alvor nødvendigt for fakultetet at ’sætte hende på græs’, sådan som det uofficielt omtales, når en timelønnet underviser i en periode ikke bliver genansat, så man ikke risikerer at komme på kant med de EU-regler, der sætter grænser for, hvor længe universitetet må spise en underviser af med en løs ansættelse.

I 1995, en uge efter at ph.d.-graden var i hus, fik Lotte Thrane et professorvikariat på Eberhard Karls-Universitetet i Tübingen. Det fulgtes af en fast stilling som lektor på University of East Anglia i Norwich, men et treårigt lektorvikariat på instituttet i København kaldte hende hjem igen.

»I mit lektorvikariat, hvor jeg jo arbejdede og var lønnet præcis som mine fastansatte kolleger, gik det op for mig, at jeg som ekstern lektor havde lavet forskningsbaseret undervisning. Her lærte jeg noget om forskelsbehandling. Jeg og mine deltidsansatte kolleger udførte fuldstændig samme slags arbejde som de fastansatte. Til en meget ringere løn og med meget dårligere ansættelsesforhold.« siger hun.

»Og der må jo være et eller andet svagt sted i ens hoved,« fortsætter hun, »når man har været undervisningsassistent og ekstern lektor så længe, og ikke på et eller andet tidspunkt siger, at nu kan det være nok.«

»Jeg kan ikke svare andet til det, end at det er dejligt og meningsfuldt og tilfredsstillende, også fagligt, at undervise på universitetet … eller, det har det været.«

Hun siger det uden tegn på bitterhed. I det hele taget er der ikke hverken bitterhed eller slukørethed over den 69-årige kvinde, men der er en hel del vrede.

»Jeg synes jo, jeg har mindst ti gode arbejdsår endnu!« siger hun. Og ser ud som om, det er en underdrivelse.

Farvel fra KU

Københavns Universitet takkede af cirka samtidig med, at Lotte Thrane forsvarede sin doktorafhandling.

»14 dage efter, at jeg havde forsvaret min disputats sidste efterår, fik jeg at vide, sådan tilfældigt, at et planlagt overbygningskursus, som jeg skulle undervise i til foråret, ikke blev oprettet,« siger hun. »Men var det ikke en aftale? spurgte jeg, og fik svaret: Kunne jeg da ikke læse indenad?«

»Og jeg sagde hvad for noget!? Jamen, kunne jeg ikke regne ud, at med den økonomi, der var, kunne de da ikke tage en ekstern lektors undervisning op på overbygningsniveau. Omtrent sådan faldt ordene.«

Det hører med til historien, at det var institutlederens forslag, at Lotte Thrane forberedte det pågældende kursus til forårssemestret 2010.

Kollegernes apati

Hvordan ser Lotte Thrane så i dag på de kollegaer, der har deres på det tørre?

»Vi tilhører to verdener,« siger hun efter en kort betænkningstid. »Da det begyndte at gå op for mig, hvad det her handlede om, forsøgte jeg at tale om det med mine kolleger, og de har været påfaldende uinteresserede. Der er en underlig ligeglad kulde eller måske snarere døvhed i deres attitude. Jeg kan huske en bemærkning fra en nu pensioneret kollega, da jeg fortalte, at jeg ikke fik nogen pen-sion.«

»Jamen, hvorfor betaler du ikke bare selv ind til en pen-sionsordning? spørger han så, og jeg forklarer ham, at det er der slet ikke penge til med min løn. Nåh, siger han og bliver lidt mundlam, men han glemmer det hurtigt igen, for allerede ugen efter undrer han sig over, at jeg ikke skal deltage i en dyr konference, som arbejdsstedet vel at mærke betaler for ham.«

»Og derpå fortalte han mig om alle de interessante steder, han ville rejse til, når han skulle pensioneres – ’for pensionskassen forgylder mig jo nærmest,’ som han sagde.«

Ved en anden lejlighed udtrykte Lotte Thrane over for en anden kollega bekymring for, hvorvidt hun ville få forskningspenge til et projekt, så hun kunne forske videre.

»Men Lotte, man kan jo godt forske, selv om man er gået på pension,« lo vedkommende. Og det er jo uomtvisteligt sandt.

Om end det forudsætter, at man har noget andet at leve af. »Som jeg sagde til ham,« siger Lotte Thrane, »jeg kan ikke leve af de knap 10.000 kroner, jeg får udbetalt hver måned – folkepension, atp og en smule fra magisterforeningen. Altså må der arbejdes. Og det bliver rengøring og forskellige former for konsulentarbejde, når det falder for.«

»Jeg har ikke noget imod at gøre rent eller arbejde som hjemmehjælper. Jeg synes bare, det er idiotisk, en form for spild, at jeg med min lange uddannelse og masser af kompetencer ikke bliver brugt. Politikernes snak om at anvende intelligensreserverne – jeg nægter at tage ordene gråt guld i min mund! – klinger hulere og hulere. Og jeg vil ikke proletariseres, og det bliver jeg, hvis jeg lammefromt finder mig i forholdene, tager imod varmehjælp og brillehjælp og hvad man ellers tilbyder fattige pensionister. Jeg vil forsørge mig selv.«

»Jeg troede, klassesamfundet var dødt,« siger hun. »Det er det ikke. Og at kampen skal udkæmpes mellem højtuddannede i pensionsalderen, havde jeg ikke regnet med.«

chz@adm.ku.dk