På teologisk mission for rektor

»Nej til tvangsflytning«, står der på det hvide banner over indgangsporten til Det Teologiske Fakultet i Købmagergade 44.

Og inde i gården ved siden af hoveddøren til »De teologiske institutter«, som der står på et forældet skilt, pryder en grafitti den nymalede facade med tilføjelsen: »…også i fremtiden«.

Parolerne udtrykker i kort form hvorfor hovedparten af de studerende og ansatte på Teologi har svært ved at velsigne rektors beslutning om at flytte Det Teologiske Fakultet ud til KUA på Amager som led i den store campusplan.

Og at de i hjertet støttes af deres dekan, Steffen Kjeldgaard-Pedersen, er der næppe tvivl om. I alt fald var han blandt dem der gik imod sin forgænger i embedet, Jens Glebe-Møller, da denne i 1999 som led i en større diskussion om fakultets fysiske rammer og bæredygtighed anbefalede daværende rektor Kjeld Møllgaard at flytte fakultetet til Ørestaden og integrere det med andre institutter på KUA.

Siden forstummede al snak om udflytning. Nye beregninger godtgjorde at det var dyrere at bo på Amager end i midtbyen, og efter en kort overgangsperiode med tidligere prorektor professor John Strange ved roret blev Steffen Kjeldgaard-Pedersen uden modkandidater indsat som den sidste demokratisk valgte dekan på Teologi.

Og nu er han så blevet genansat under nye betingelser af sin tidligere dekankollega fra Sundhedsvidenskab, nuværende rektor Ralf Hemmingsen.

Hvor han tidligere var de ansattes repræsentant over for rektor, er han nu ansat som rektors håndlanger til at sikre en rolig udflytning af Teologi til Amager.
Hvordan har han det egentlig med det?

Teologisk transit

»Jeg har det da stadigvæk ikke godt med at Teologi skal væk fra indre by,« siger Steffen Kjeldgaard-Pedersen.

»Vi er meget tilfredse med at være her, og vi har jo også arbejdet målrettet og brugt meget tid på at få indrettet os her i Købmagergade så omgivelserne passer til vores behov. Der er meget stor tilfredshed med huset, og studiemiljøet er fabelagtigt.«

»Men altså,« fortsætter dekanen og slår ud med armene, »man må sige at der er argumenteret godt for den plan som rektor har lagt frem. Det er jo indlysende uholdbart at bruge forsknings- og undervisningspenge på mursten.

En ansvarlig ledelse kan ikke overføre penge fra de primære formål til bygninger år efter år,« fastslår Kjeldgaard-Pedersen og tilføjer at det heller ikke ville være ubetinget gunstigt at Teologi lå tilbage som »en from enklave inde midt i byen.«

En forkromet visionsplan for fakultetet har Kjeldgaard ikke lagt frem.

»Jeg er jo den eneste af de valgte dekaner der er fortsat, bare under nye vilkår, så de ansatte ved nogenlunde i hvilken retning jeg ønsker fakultetet skal bevæge sig.

Ellers er det sådan set ganske enkelt: jeg mener at dekanens vigtigste opgave er at sørge for at studierne trives, og at både kollegernes og studenternes arbejde har gode vilkår.«

At man også kan drive Teologi på Amager, er han ikke i tvivl om.

»Vi er blevet stillet i udsigt at vi selv kan være med til at gestalte det studiemiljø der skal være derude. Så vi skal have nedsat en arbejdsgruppe der kan finde ud af hvordan vi overfører de gode ting herindefra til det nye miljø på KUA. Og her ligger der en stor udfordring,« mener Kjeldgaard-Pedersen med henvisning til at studerede og ansatte på Teologi er vant til at færdes blandt hinanden og være tæt på biblioteket.

På det nye KUA derimod sidder lærerne på en etage for sig selv, og de studerende færdes i stueplanen.

Ingen apokalypse

Mange studerende og ansatte frygter at udflytningen til Amager kan blive begyndelsen til enden for Det Teologiske Fakultet, men det er der ikke belæg for, mener Steffen Kjeldgaard-Pedersen.

»Fakultetets selvstændighed har jo aldrig beroet på at man fysisk var adskilt fra de andre fakulteter. Og hvorfor skulle den gøre det i fremtiden«, spørger Kjeldgaard der ikke frygter at teologerne vil forsvinde i KUA’s humanistiske mangfoldighed.

»Juristerne kommer jo også til Amager i samme ombæring,« siger han fortrøstningsfuldt.

At røster indimellem af forskellige grunde anbefaler at Det Teologiske Fakultet bør dreje nøglen om, tager han helt roligt.

»Det er jo til dels en faglig diskussion som altid vil være der dels fordi fakultetet i nogles øjne er monstrøst og dels fordi nogle af volumenmæssige årsager finder det uhensigtsmæssigt med så små enheder der skal kaldes fakulteter.

Men det synes jeg er et skinproblem på mange måder. Vi er jo sådan set billige i drift. Vi er det fakultet hvor administrationen udgør den mindste procentdel af det samlede udgiftsbudget.

Så hvad gevinsten skulle være ud fra sådan en drifts- og forvaltningsmæssig betragtning, er vanskelig at se,« mener Kjeldgaard-Pedersen.

Men er det ikke lidt mærkeligt at have et teologisk fakultet på et moderne universitet hvor man ikke skal tro, men vide?

»Det er der jo nogle der vil sige, men jeg synes da ikke det er underligt at den største civilisatoriske kraft i den vestlige kulturkreds er genstand for særlige studier.«

Så bør man vel også have et fakultet for særlige studier i islam og andre religiøse retninger?

»Jeg ved ikke om det volumenmæssigt kan bære. Der vil jo være nogle steder i verden hvor man har det,« siger den teologiske dekan der ikke har nogen problemer med at forestille sig at der fx oprettes et islamisk fakultet hvis en større andel af befolkningen bliver muslimer.

Ser du heller ikke nogen problemer i at oprette en imamuddannelse under Det Teologiske Fakultet?

»Vi har jo ikke en præsteuddannelse, men en teologisk uddannelse og en folkekirke som bruger den uddannelse som adgangsbillet til stillinger i folkekirken.

I det øjeblik man havde en uddannelse i islamisk teologi, ville man da godt kunne tænke sig at den kunne blive en forudsætning for at varetage imamembeder i de islamiske menigheder.

Men det måtte i så fald være de islamiske menigheders sag at beslutte sig for om den uddannelse gav adgang til at søge stillingerne«, siger Kjeldgaard-Pedersen og understreger at initiativet til uddannelserne skal komme fra menighederne selv.

Noget andet er at man godt kunne forestille sig at de islamiske menigheder fik en aftale med den danske stat som ligner den ordning den evangelisk-lutherske kirke har.

»Hvis staten skal varetage de opgaver i forhold til de islamiske menigheder som den varetager i forhold til folkekirken, så vil den jo også stille visse krav, og det kunne fx være krav om akademisk uddannelse af præster.

Men det måtte bero på forhandlinger og aftaler med de islamiske menigheder,« siger Steffen Kjeldgaard-Pedersen.

Religion fylder for meget

Er det et succeskrav for dig som teologisk dekan at religion fylder mere i det offentlige rum?

»Næh, overhovedet ikke,« siger Kjeldgaard og erklærer sig 100 procent enig med statsminister Anders Fogh Rasmussen i at religion tværtimod fylder alt for meget i det offentlige rum.

»Politik og religion bør holdes adskilt, og det er der jo god luthersk tradition for, og det kan jeg sådan set begrunde teologisk, om det skulle være.

I den politiske diskussion må man benytte sig af almindelige fornuftige argumenter. Der kan man ikke komme med noget som andre ikke har adgang til, og som man ikke kan argumentere for.

Vi skal ikke argumentere med Vorherre eller Muhammed, med Biblen eller Koranen, vi skal overbevise med fornuftsargumenter.«

Om Muhammedsagen ligefrem har gavnet Det Teologiske Fakultet ved at stimulere interessen for religiøse spørgsmål, ved Kjeldgaard ikke.

Men i det omfang sagen har givet anledning til at tænke igennem hvad forholdet mellem religion og politik er, har den været udmærket, mener han.

»I den lutherske tradition med de centrale sondringer mellem lov og evangelium, mellem åndeligt og verdsligt regimente, mellem religion og politik, er der noget at hente som også kan gøres gældende i den aktuelle situation og tjene til at man besinder sig en smule.

Jeg synes der er for meget religionsbegejstring, det må jeg sige. Der er jo også i disse sondringer et religionskritisk potentiale som man godt kunne ønske sig blev mobiliseret i højere grad end det er sket,« siger Kjeldgaard og pointerer at religion i sidste ende er menneskets eget forsøg på at herliggøre sig selv og dermed altså guddommeliggøre sig selv.

Men skal man ikke helst tro på Gud for at studere teologi?

»Jeg kan slet ikke svare på sådan et spørgsmål. Det er ikke noget som vi overhovedet forholder os til. Vi interesser os jo ikke for hvordan den enkelte student har det med Vorherre.

Det er ikke noget som overhovedet er fremme i undervisningen og i vores forhold til studenterne.«

Men I har da et ansvar for at uddanne gode præster:

»Vi har et ansvar for at de teologiske studier er af så god en kvalitet som de overhovedet kan blive på de givne vilkår.

Men vi har jo ikke som universitetslærere og fakultet noget ansvar for studenternes trosliv. Det må vi altså overlade til dem selv.«

Behøver man ikke tro på Gud for at være præst?

»Det er ikke vores sag. I sidste ende og dybeste forstand er tro og vantro en sag mellem den enkelte og Vorherre. Det der var på færde i Grosbøllsagen var det læremæssige: Kan man tale som Grosbøll gør og hævde at man er i overensstemmelse med folkekirkens bekendelse?

Det kan der være forskellige meninger om. Og så er der jo nogen der et eller andet sted skal træffe en afgørelse.«

Strid med religionsvidenskab

Kunne man ikke komme ud over alle de her problemer ved at nedlægge det protestantiske fakultet og studere kristendom på linje med alle andre religioner under religionsvidenskab?

»Nej, det tror jeg bestemt ikke. Religionsvidenskaben interesserer sig jo ikke for teologi.«

Hvad er den fundamentale forskel mellem jer i tilgangen til studiet af religion der gør at I ikke kan leve sammen?

»Det er mit indtryk at de på religionsvidenskab nærmest opfatter religion som en fejludvikling der burde være overstået i moderne oplyste tider, og som man derfor hurtigst mulig må lægge bag sig som alt andet end fornuftige forklaringer. Og der må man jo sige at tilgangen til stoffet her er anderledes.

Har det noget med holdningen til tro at gøre?

»Det skal jeg ikke kunne sige, men det er ikke usandsynligt. Men det er jo ikke sådan at vi interesserer os for vores medarbejderes tro eller ikke tro, konfession eller ikke-konfession.

Man kan bare konstatere det, man kan se hvordan de arbejder med det, og hvordan vi arbejder med det. Det er ret forskelligt. Og så må man sige at vi har den diversitet, og det er udmærket.

Som teolog finder jeg det også vigtigt at der fastholdes et religionskritisk perspektiv.«

Repræsenterer I det?

»Det bør teologien også have med – efter min opfattelse. At religionsvidenskab og teologi ikke bare er slået sammen betyder også at der bliver den spænding og at det religionskritiske er fastholdt.

Og det er godt. Man må spørge sig selv hvad der vil ske hvis man nedlagde Det Teologiske Fakultet.«

Vil du selv svare på det?

»Så ville den samlede beskæftigelse med den kristne tradition få et helt anderledes beskedent omfang, og universitetet ville blive fattigere«, siger Kjeldgaard og afviser enhver tanke om at de teologiske studier lige så godt kan organiseres som kristendomsstudier under religionsvidenskab.

»Det er helt afgørende at der er et fakultet med en række afdelinger for de forskellige teologiske discipliner som alle i en eller anden forstand, uden at det skal blive til en vældig dogmatik, er forpligtet på den helhed der gør teologien til noget særligt.

Altså den helhed som er kristendommen i dens historie og overlevering og spørgsmålet om dens mulige sandhed. Den forpligtelse vil du jo aldrig finde på et religionsvidenskabeligt institut. For der er alle religionsformer lige interessante.«

Det er vel også et meget naturligt udgangspunkt at have på et verdsligt universitet?

»Jamen, det er så udmærket, men det er altså ikke udgangspunktet for Det Teologiske Fakultet«.

Åndløs udvikling

Tror du Det Teologiske Fakultet eksisterer om 20 år?

»Ja, hvorfor ikke? Det afhænger jo af hvor åndløs tiden bliver. Det er da klart at den måde vi arbejder med teksterne på, og måden vi forholder os til den kristne tradition på, går lidt imod den retning tingene har, også på universitetsområdet,« siger Kjeldgaard og gør opmærksom på at hvis teologiske studier skal blive til noget, så kræver det altså tid til fordybelse.

»Efter min opfattelse finder der en tarveliggørelse og forsimpling sted på hele universitetsområdet. Folk kommer med deres små målestokke og målepinde, der sker en detailstyring, og der er en utålmodighed efter resultater.

Alt skal kunne godtgøre at det giver positive tal på bundlinjen, at det har en nytteværdi. Hele den tænkemåde dominerer fuldstændig inden for den officielle uddannelses- og forskningspolitik, og den svarer altså ikke ret godt til det der er brug for i arbejdet med åndshistoriske emner, med teologi og humanistiske emner i øvrigt.

Det kræver tid og en langsomhed som politikerne mangler sans for,« siger dekanen på Det Teologiske Fakultet og advarer mod konsekvenserne af at gøre alting op i nytteværdi.

»Der er altså grænser for hvad der kan måles og vejes. Og hvis man vil måle og veje alting, så kommer man til at lave ulykker.«