Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

2011: KU trækker i arbejdstøjet

NYTÅRSKUR - Rektor, prorektor og direktøren på Københavns Universitet havde inviteret alle medarbejdere i Fællesadministrationen til nytårkur. Her fik vi et smugkig ind i det kommende år på KU.

»2011 bliver et rigtig arbejdsår på Københavns Universitet,« slog rektor Ralf Hemmingsen fast til nytårskuren, hvor alle ansatte i KU’s fællesadministration blev budt på morgenmad og et kig ind i det nye år på universitetet.

Op til flere byggeprojekter bliver påbegyndt i 2011, og rektors projekt, ‘Den gode uddannelse’, går også ind i sin praktiske fase nu, hvor de bedste idéer blandt ansatte og studerende skal afprøves.

Til nytårskuren fremlagde prorektor Thomas Bjørnholm også strøtanker for KU’s nye strategi, som skal erstatte den nuværende strategi, Destination 2012.

En slags fabrik

Bjørnholm fokuserede på, at KU er gået fra at være en kultur- til en samfundsbærende institution, som nu står for at uddanne 10 procent af en ungdomsårgang. Derfor kan man godt se på KU som en slags fabrik – en vidensfabrik.

»I hvert fald når vi skal ud og overbevise politikerne om, at de skal poste flere penge i universitetet,« sagde Bjørnholm.

KU skal også blive bedre til at tiltrække de bedste internationale studerende. Derfor skal 100 ud af de 800 ph.d.-studerende, der starter på KU hvert år, fremover komme fra verdens bedste universiteter.

LÆS:Plan to attract elite PhD students

Derudover skal det tværfaglige samarbejde i fokus. Som Bjørnholm kalder det: »mere vådt-tørt samarbejde.« Samarbejde mellem på den ene side naturvidenskabelige fag og på den anden side de humanistiske og samfundsvidenskabelige.

Og så vil Bjørnholm gerne aflive myten om, at grundforskning og anvendt forskning er hinandens modsætninger.

Afventer folketingsvalget

KU’s direktør Jørgen Honoré stod for den økonomiske del af morgenens oplæg og kaldte 2011 »det bedste år nogensinde.«

Til gengæld er der lagt op til et stort økonomisk dyk i 2012, hvor det endnu er uklart, hvordan politikerne vil bruge de såkaldte globaliseringsmidler.

LÆS: KU på vej mod økonomisk afgrund

»Det bliver vi altså nødt til at forholde os til allerede her i 2011,« sagde Jørgen Honoré, som ikke mener, der vil blive taget politiske beslutninger om universiteternes økonomi før efter et folketingsvalg. Det nytter derfor ikke noget at gå til politikerne, før valgkampen er overstået, ifølge Honoré.

khkr@adm.ku.dk

Bliv opdateret med nyheder om Københavns Universitet i Universitetsavisens nyhedsbrev.

Seneste