Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

6500 vil have en ny universitetslov

Uni-folket var skydeskiver for spørgsmål da de præsenterede den færdige underskriftindsamling på Christiansborg

»Jeg synes 6500 underskrifter er et hårdtslående argument,« siger lektor Claus Emmeche mens han vejer en træstammetyk papirrulle i hånden.

Han er en af de seks initiativtagere til underskriftsindsamlingen for en ny universitetslov. Helt præcist 6488 underskrifter er det blevet til siden man for første gang kunne klikke sig ind på den såkaldte petition i maj. I oktober sluttede indsamlingen, og i dag, onsdag den 19. november, har initiativgruppen fået lov til at præsentere deres sag for Udvalget for Videnskab og Teknologi på Christiansborg.

»Vi har opridset fem punkter som vi er utilfredse med i underskriftsindsamlingen. Det er en stor mundfuld som vi har bedt folk om at skrive under på. Derfor synes vi at det er et tungtvejende argument som vi præsenterer i dag,« forklarer Claus Emmeche der er leder af Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier ved Niels Bohr Instituttet.

De fem punkter stiller krav om en skærpet lov mod brugerbetaling, demokratisk valgte organer med reel magt over universitetets anliggender, sikring af både den enkelte forskers og universitetets forskningsfrihed og sikring af den forskningsbaserede undervisning.

Formålet med dagens besøg på Christiansborg er at sikre at forårets evaluering af universitetsloven ikke bare bliver en ad hoc-sag udført af personer der ser på universiteterne ud fra et økonomisk perspektiv. Den tykke rulle papir med underskrifterne skal sende et signal om at der på universitetet er et stort antal personer der forventer at blive hørt.

Nysgerrige politikere
Bunken af underskrifter gør allerede et vist indtryk da de overrækkes til Videnskabsudvalgets formand Marianne Jelved. »Det her er nærmest en hel nåleskov. Jeg har nu ikke skrevet under,« griner hun og tilføjer lavmælt: »Jeg har jo min talerstol herinde.«

Universitetets repræsentanter forsvinder ind i udvalgslokalet, og døren forbliver lukket i lang tid – længere end de 15 minutter der er afsat til besøget. Dørene på Christiansborg er godt isolerede. Der trænger ikke en lyd igennem – ikke engang nede ved gulvsprækken, og den fremmødte presse der i mellemtiden er stivnet i tænksomme rodinske positurer, farer sammen da universitetets bjørnebande igen træder ud.

»Vi blev modtaget med åbenhed og nysgerrighed. Politikerne ville dog gerne have konkrete eksempler på at den nuværende universitetslov ikke fungerer. Her har vi lidt af et kommunikationsproblem fordi vi mangler folk der vil stå frem,« fortæller Claus Emmeche. I løbet af indsamlingen er der ikke desto mindre kommet mange historier frem om hvor den nuværende universitetslov ikke fungerer. De er alle blevet videregivet elektronisk til udvalgsformand Marianne Jelved.

Claus Emmeche og Co. havde valgt at de ikke ville fremlægge nogen konkrete historier under udvalgsmødet eller foredrage på anden måde fordi de ville give politikerne tid til at stille spørgsmål – en mulighed som de tog til sig.

»Faktisk virkede det som om at mange af politikerne ikke ved hvad der foregår på universitetet. De kigger på en skrivebordsmodel og overser at virkeligheden ser anderledes ud,« siger Pia Mejdahl Daugbjerg om politikernes spørgelyst. Hun er i kraft af sin tidligere stilling som formand for Studenterrådet en af initiativtagerne bag underskriftsindsamlingen. Den nuværende formand for Studenterrådet synes også at audiensen hos politikerne kunne have forløbet bedre.

»Det var ærgerligt at der blev brugt tid på at diskutere om der skal være detailstyring eller ej. Sagen er at vi skal finde ud af hvordan man kombinerer universitetsdemokrati med en handlekraftig ledelsesform,« siger studenterrådsformand Mattias Jørgensen. Han bakkes op af initiativtagerne bag indsamlingen:

»Det her er ikke bare et venstreorienteret krav. Set med internationale øjne er forholdene på danske universiteter helt exceptionelle,« uddyber lektor på RUC Birger Steen Jensen og fortsætter: »Den her underskriftsindsamling har gjort at vi har fået brudt med tavsheden og den opgivende attitude, der har været blandt de ansatte.«

Seneste