Carsten Jensen: »Det tog mig to minutter at blive intellektuel«

Jeg er vokset op i Marstal, hvor det at blive mand var synonymt med at blive sømand. Min far var også sømand, og det var slet ikke noget, man tænkte over – alle skulle bare være det. Hele min barndom anede jeg ikke, hvad jeg ville være, men jeg vidste, at det ikke var sømand. Min mor var fast overbevist om, at jeg ikke ville blive til noget overhovedet, så beslutningen kom ikke bag på hende, men jeg tror, at den slukkede et lys i min fars øjne. Havde jeg i det mindste villet være tømrer eller snedker eller noget andet håndgribeligt, han kunne forstå. Han læste aldrig en bog, så han kunne slet ikke forholde sig til, at hans søn begyndte på universitetet. Da jeg havde læst i fire år, gik det op for mig, at han ikke anede, hvad jeg læste.

Jeg boede i Aalborg i ti år, og jeg tror ikke, jeg underdriver, når jeg siger, at jeg hadede hvert sekund. Da jeg var otte, flyttede vi fra Ærø til Jylland, og kontrasten kunne ikke have været større. Jeg kom fra et lille, tæt miljø, hvor alle kendte hinanden, og Aalborg var i stedet en rå arbejderby. Jeg boede i et forstadskvarter, og der gik næsten lige så mange elever på skolen, som der var indbyggere i Marstal. Det var virkelig en kæmpe forandring, og jeg følte mig aldrig rigtig hjemme.

En provinsby låser dig fast til en helt bestemt identitet, som det er næsten umuligt at bryde ud af. Derfor var det en total befrielse for mig at komme til København. Nu har jeg boet her i 50 år, og jeg synes faktisk, at byen bliver dejligere og dejligere at leve i. Jeg elskede fra starten, at der var så mange mennesker. Der var en form for anonymitet. Man var ikke placeret, og det var ikke på forhånd givet, hvem man var. Man kun blive til alting, og når man mødte andre mennesker, kunne man pludselig opdage og udfolde sider af sig selv, som byen og mængden af mennesker inviterede til. Det gør en provinsby ikke på samme måde.

Jeg led af slem astma som barn, hvilket dømte mig til fysisk inaktivitet. Og til at læse en masse bøger. Mange af de ting, som andre drenge lavede, kunne jeg ikke være med til. Jeg kunne ikke spille fodbold og var ikke med i fællesskabet, så jeg sad derhjemme og læste i stedet. Jeg elskede litteratur, og det var derfor, jeg begyndte på Litteraturvidenskab i 1972. Det viste sig at være et meget, meget teoretisk fag, så det gjorde, hvad det kunne for at slå min kærlighed til litteratur ihjel. Desuden var mange af underviserne pædagogiske katastrofer, og der var meget gruppearbejde, hvilket jeg ikke fandt særlig stimulerende.

Vi følte ikke, at vi uddannede os til akademikere. Vi følte, at vi uddannede os til revolutionære. Det var det, jeg blev grebet af, da jeg begyndte at studere. Det var ikke alle teorierne om litteratur, der interesserede mig, men den her politiske atmosfære. Vi oplevede litteraturvidenskab som en politisk forberedelse til at bekæmpe den kommende fascisme, som vi var overbeviste om, var på vej. Jeg kom jo ind fra gaden fra en sømandsfamilie i en arbejderby, og da jeg var nået op på anden sal, hvor den første forelæsning skulle holdes, var jeg overbevist om, at jeg var en elitær revolutionær. Vi havde den her revolutionære ideologi, men vi gjorde os det ikke klart, at vi var ved at vokse ind i en højere middelklasse, hvilket jo næsten var det modsatte.

Hvis man bare tænker, at pensum skal læses, så man kan blive færdig med sin uddannelse og få et eller andet job og tjene en eller anden løn, er den indre korruption allerede begyndt.

Carsten Jensen

Nordmændene har et smukt udtryk – klasserejse. Det var jo det, jeg gjorde. Jeg rejste fra en klasse til en anden. Jeg kunne tydeligt mærke på faget, hvem der kom fra en akademisk baggrund, for de klarede studierne med en selvfølgelighed, som vi andre slet ikke havde. For mig var det en kamp at komme igennem studiet, men jeg forfulgte det med en iver, fordi jeg ville bevise, at jeg kunne. Derfor lærte jeg mig hurtigt en akademisk jargon, som var fuldkommen uforståelig for alle, der ikke læste. Jeg skrev engang et sted, at det tog mig to minutter at blive intellektuel. Lynhurtigt kunne jeg kommunikere på et sprog, som ingen normal dansker havde en chance for at forstå.

Efter nogle studieår havde jeg et sammenstød med en meget trendsættende, dominerende lærer, og derefter kom jeg ikke på universitetet i tre år. Jeg havde skrevet en opgave, der forholdt sig meget kritisk til nogle af de herskende teorier, og derfor mente læreren, at jeg skulle sættes grundigt på plads foran de andre elever. Jeg endte med at råbe ham ind i hovedet, at han var en tredjeklasses, vulgær marxist, og så viste jeg mig ikke der igen i tre år. Jeg skrev mit speciale i mellemtiden og fik nogle vigtige erfaringer på et venstrefløjs-tidsskrift, hvor jeg arbejdede som skribent og redaktør. Til sidst vendte jeg tilbage til universitetet og gjorde min uddannelse færdig på grund af de stadig mere truende breve fra min bank om min hastigt voksende studiegæld. Der var jo inflation i 70’erne, så der var en årlig rente på 22 procent. Jeg kunne godt se, at hvis jeg ikke skulle ende som livsvarig gældsslave, måtte jeg hellere se at blive færdig.

Jeg har på en måde altid følt, at jeg blev forfatter med ti års forsinkelse. Det at komme fra en ikke-akademisk baggrund med forældre, der ikke troede på en, gjorde, at jeg manglede det der ekstra skub af selvtillid. På universitetet kritiserede mine lærere mig altid for at bruge for mange metaforer, men på et tidspunkt var der en, der sagde til mig, at hvis jeg havde tilhørt en anden generation, var jeg blevet forfatter og ikke akademiker. Det gav mig selvtillid. Men da jeg i 80’erne blev en omtalt forfatter, kunne jeg alligevel ikke helt tage det alvorligt. Jeg følte, at det var en sæbeboble, der kunne briste, hvert øjeblik det skulle være. Efter ’Vi, de druknede’ har min selvtillid nu ikke fejlet noget, men jeg synes, at ydmyghed er en dyd, man bør have som forfatter. Forfatterscenen har rigeligt med opsvulmede egoer.

Jeg ser mest mig selv som forfatter, men jeg skriver en del forskellige genrer, og det er et stort privilegie. Når jeg ikke har en idé til en roman, kan jeg skrive en essaysamling eller deltage i klimadebatten. Det er jo vor tids altoverskyggende tema, så at engagere sig i kampen mod den globale opvarmning er et moralsk imperativ, som bør gælde for alle. Også for forfattere. Jeg har skrevet en del om klima de seneste år og været med til at stifte en gruppe, der hedder ’Forfattere ser grønt’. Jeg synes også, det er virkelig vigtigt, at der er bevægelser som Den Grønne Ungdomsbevægelse og Extinction Rebellion – som jo blandt andet består af mange universitetsstuderende.

Den måde, humaniora bliver reduceret og instrumentaliseret, er et stort problem – måske ligefrem tragisk. Jeg synes, at det er utrolig vigtigt for et demokratisk samfunds selvforståelse, at der er en stor og levende humaniorasektor på universitetet. Det er jo der, hvor vi ser os selv i spejlet og vedvarende bliver ved med at spørge, hvem vi er, og hvor vi vil hen med vores samfund. Humaniora er en meget vigtig del af demokratiets indre monolog, så det pres, der lægges på humaniora og de studerende derude, er et stort problem.

Mit bedste råd til studerende vil sikkert spænde ben for deres arbejdsmæssige karriere. Man skal altid have en kritisk distance til det, man lærer på universitetet. Hvis man bare tænker, at pensum skal læses, så man kan blive færdig med sin uddannelse og få et eller andet job og tjene en eller anden løn, er den indre korruption allerede begyndt. Det synes jeg er en stor fare. Det her gamle udsagn om, at man som ung er revolutionær, og som gammel er konservativ, holder ikke. Hvis det sker for dig, er du ikke blevet klogere, du er blevet korrupt.