Retorikprofessor om nytårstalen: Når Dronningen taler, indgår nationen i et kollektivt fortryllet vi

»Skulle man slå en jobannonce op for en ny regent, ville et af de vigtigste punkter være, at vedkommende kan holde taler,« vurderer retorikprofessor Lisa Storm Villadsen. Godt nok bestrider Dronning Margrethe ikke stillingen som regent på grund af et jobopslag, men hun har talegaverne i orden.

Villadsen har redigeret bogen ’Dronningen taler’, som netop er udkommet i anledning af majestætens 50-års regeringsjubilæum. Bogen fokuserer på Dronningen som taleholder generelt, men dedikerer hele tre kapitler kun til nytårstalen.

»I bogen bliver den omtalt som kronjuvelen,« siger Villadsen. »Det gør den, fordi det er den situation, vi ser hende mest i.«

Og nu er det jo nytår, så det er interessant at undersøge det velkendte fænomen lidt nærmere.

Folkeligt overgangsritual

Retorikprofessoren forklarer, at nytårstalen ikke er eksklusivt dansk. Man skal ikke rejse længere end til Norge for at opleve samme fænomen, og i Sverige holder regenten hvert år den 25. december en tale meget lig den danske.

»Jeg skal ikke udtale mig om, hvordan det ser ud i resten af verden, men i Skandinavien og især i Danmark er nytårstalen en stor ting,« siger Villadsen og understreger sin pointe ved at henvise til en uskreven, dansk regel om, at gæster ankommer til en nytårsfest før eller efter talen – ikke under.

»Nytårstalen kan bedst beskrives som et folkeligt overgangsritual,« siger Villadsen med henvisning til medieprofessor Anne Jerslev og etnologiprofessor Tine Damsholts kapitel i bogen og fortæller, at ritualer er kendetegnet ved at være knyttet til overgange i livet, og at gøre ting på en bestemt måde skaber tryghed og en forvisning om, at det vil gå godt.

»Nytårsaften træder vi ud af et år og ind i et andet. Dronningens tale markerer begyndelsen på det ritual. Det starter meget formelt, og så bliver det vildere og vildere, når vi springer ind i det nye år. Efterhånden har talen fået en karakter af at være en del af vores private overgangsritual.«

Men nytårstalen er ikke bare en del af det private. Som deltager i ritualet indgår man nemlig også i et kollektivt fortryllet vi, forklarer hun.

Dronningen vil nok ikke sige det om sig selv, men hun bliver en slags moralsk kompas eller anstændighedens stemme.

Lisa Storm Villadsen

»I det øjeblik er nationen synkroniseret. Man ved, at størstedelen af danskerne gør præcis det samme på samme tid, og det skaber en følelse af fællesskab. Det er noget, der er med til at samle os.«

Medierne spiller en stor rolle, når danskerne skal samles, tilføjer Villadsen. Begivenheden er nemlig ekstremt mediedreven.

»Ritualet og mediebegivenheden fletter sig ind i hinanden. Det er en kollektiv aktivitet, og samtidig en, som vi bliver skubbet ind i.«

En dygtig retoriker

Når Dronningen holder sin tale den 31. december, foregår det på samme måde hvert år.

»Der er rigtig mange benspænd,« siger retorikprofessoren, for talen skal være kort, den skal henvende sig til en bred skare, og den skal vække tanker i befolkningen uden at være politisk. »Det er en vanskelig tale at holde.«

»Hun er en dygtig taleholder, fordi hun har en evne til altid at gøre det aktuelt og finde noget vedkommende i enhver situation.«

Ifølge Villadsen afspejler talen altid det forgange år og de dominerende samfundsdiskussioner og har i tidens løb omhandlet emner som økonomisk krise, indvandring og klima. Desuden indeholder talen altid et personligt element, hvor Dronningen inviterer befolkningen inden for i Kongehusets gøren og laden.

Villadsen vurderer, at også Dronningens sprog er med til at gøre nytårstalen levende og fange befolkningens interesse. Som beskrevet af to sprogforskere, Eva Skafte Jensen og Sabine Kirchmeier, benytter regenten sig i høj grad af sætningskløvninger, dialogiske elementer og trelister som retoriske virkemidler. Desuden forekommer gentagelser sjældent.

»Når man først har fundet en god formulering, er det meget fristende at bruge den igen, men heldigvis er Dronningen virkelig dygtig til at variere sit sprog,« forklarer Villadsen og fortsætter:

»Den sproglige opfindsomhed bidrager til, at talen opleves som nærværende og ægte hver eneste gang.«

Villadsen fortæller, at de nærmere detaljer om nytårstalens tilblivelse ikke er offentligt tilgængelige, og at det ikke er muligt at give et endegyldigt svar på, om Dronning Margrethe selv skriver sine taler.

»Kongehuset holder kortene meget tæt til kroppen,« siger professoren og fortæller, at det trods alt er alment kendt, at statsministeriet fremlægger et groft udkast til nytårstalen. Baseret på talens personlige tone og kontrasterne mellem Dronningen og fx statsministerens taler er Villadsen dog ikke i tvivl om, at regenten selv bearbejder nytårstalen.

»Nogle ord ligger bare bedre i én mund end i en anden, og det er tydeligvis personligt sprog frem for ministeriesprog. Derfor er jeg ret overbevist om, at Dronningen er meget til stede i de her tekster.«

Moralens vogter

Når nytårstalen skal appellere til hele befolkningen, er det vigtigt, at den ikke har politisk karakter. Alligevel er irettesættelser nærmest blevet en del af traditionen.

Det ville undre mig meget, hvis ikke hun nævner krigen i Ukraine, for talen skal jo være en refleksion over det år, der er gået.

Lisa Storm Villadsen

»I værdidiskussionen har hun et lille råderum, hvor hun kan tage et standpunkt,« forklarer Villadsen og uddyber, at standpunktet skal være universelt og ikke skabe stor debat.

»Det skal være noget, de fleste på tværs af politiske orienteringer, alder og demografi kan blive enige om.«

Villadsen underbygger pointen ved at henvise til coronatiden, hvor Dronningen opfordrede danskerne til at vise samfundssind og passe på hinanden.

»Hun vil nok ikke sige det om sig selv, men hun bliver en slags moralsk kompas eller anstændighedens stemme,« vurderer Villadsen. »Det sker i kraft af hendes position. Der er mange, der betragter hende som en autoritet og derfor lytter til hende.«

Tip en 13’er

Selv om medierne for tiden flyder over med skabeloner til nytårstale-bingo og tip en 13’er, understreger Villadsen, at man ikke helt kan spå om nytårstalens indhold. Alligevel finder hun en lille, håndskreven liste med mulige taleemner frem fra tasken.

»Jeg må lige se, om jeg stadig er enig med mig selv,« griner professoren og lader øjnene glide ned over papiret.

»Det ville undre mig meget, hvis ikke hun nævner krigen i Ukraine. Måske bliver det omtalt som ’krig i Europa’ eller som ’uro i verden’, men nævnt bliver det, for talen skal jo være en refleksion over det år, der er gået.«

I forlængelse heraf er Villadsen overbevist om, at Dronningen vil tale om energikrisen og nødvendigheden af nøjsomhed.

»Det er jo noget, der ræsonnerer med hendes generation – krigsgenerationen. Det ligger dem ikke så fjernt at tage en ekstra trøje på og spare på varmen.«

Villadsen mener også, at fejringen af regentjubilæet vil fylde, fx med minder fra udstillingen om Kongeskibet på Museet for Søfart. Hvis fratagelsen af prins Joachims børns royale titler berøres, tror hun, det vil ske i generelle vendinger om sikring af monarkiets fremtid, hvorimod VM helt vil gå i glemmebogen.

»Hun har tidligere refereret til fodbold, men nu gik det jo ikke som forventet, så mon ikke hun springer lidt let over lige netop det?«