Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Bærrene på hækken, boblerne i bækken

RENOVERING - Botanisk Have har undergået en nænsom renovering. KU's videnskabelige have er smuk, poetisk og fuld af overraskelser. En virkelig god date med andre ord.

I tre år har de bakset i Botanisk Have. En mand har brugt det meste af et år med en hammer på en sirlig mosaik af små brosten. Man sender hans ryg en kærlig tanke, når man tripper op ad stenhøjens nye tæppe, der nærmest fjedrer under foden.

Mosaikken har afløst gebrækkelige belægninger af tilfældige trapper, trin og terrænspring, så både kørestole, trillebøre og skoleklasser nu kommer let omkring i hele anlægget.

Samtidig er der flere steder i haven etableret nye små platforme, der kan rumme grupper af besøgende. Sten er lagt med den flade side op, så de fungerer som rækker af tænkebænke. Der er tænkt i formidling, oplevelser og genbrug.

En donation på 17 rare millioner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har gjort renoveringen mulig. Tre år har det taget, og den sidste brombærbusk blev flyttet i sommer, fortæller haveleder Flemming Larsen, der sammen med sekretariatschef Rikke Mørch fra Statens Naturhistoriske Museum ledsager Universitetsavisen på en havevandring.

»Man må gerne kunne fornemme, at vi har renoveret, men vi har ikke ønsket os en funklende, skarp, ny have. Vi har villet integrere alle ændringer, så de er i pagt med havens væsen og poesi,« siger Rikke Mørch.

Tilbageskuende ændringer

Haven er velbeskrevet både i ord og tegninger, tilføjer Flemming Larsen. H.A. Flindts oprindelige haveplan fra 1874 har dannet udgangspunkt for landskabsarkitekt Jens Hendeliowitz’ nyfortolkninger i moderne, bæredygtige og langtidsholdbare materialer.

Botanisk Have er romantisk i stilen. Af plantegningerne ser man, at clouet er en vekslen mellem åbne og lukkede rum, der tilbyder lange kig på tværs af haven og ud på bygninger og tårne i den omkransende stad. Disse kig afløses af områder, hvor haven fortætter sig om den besøgende, så man hele tiden pirres af nye oplevelser på sin vej.

Dén ide var blevet sløret af årene. Kigget fra stenhøjen til havens glasjuvel, Palmehuset, var helt tilgroet med stedsegrønt. Og sådan var det med tiden gået over det meste af haven. Overraskelsesmomentet var falmet, og haven fremstod ensartet i al sin viltre tilgroethed.

I reetableringen af planens ide om afveksling har gartnere og arkitekter måttet være kreative, for haven er først og fremmest en genbank, og ingen samlingsplanter skulle lide overlast. Nogle steder skulle der beskæres og planeres, andre steder – for eksempel ved klyngen af sjældne papegøjetræer – er det selve udsigtshalvmånen, der er blevet flyttet, fortæller Flemming Larsen, som garanterer, at alt genetisk materiale har overlevet den omfattende ansigtsløftning, der har genskabt havens ungdomspragt.

Ingen oplevelsesparfume

Det ord, det stolte personale gentager mest under vandringen, er oplevelse. Publikum skal opleve vandfald, statuer, sjældne vækster og bygninger. Skolebørnene skal føle sig velkomne. Deres udsendte oplever det som en stor værdi, at de oprindelige tanker er genskabt, og at renoveringen ikke har tilført universitetshaven nogen form for parfumeret oplevelsesøkonomi.

Man kan købe en cappuccino i cafeen og en stikling i butikken, og det er da rart, men oplevelsen er vitterlig selve slentreturen (på ny vegetabilsk belægning uden asfalt) rundt i haven, hvis mange referencer til Kongens København er blevet tydelige på ny. Haven interagerer efter renoveringen med byen, så man undervejs nyder kig til Rosenborg Slot, Kommunehospitalet, Marmorkirken sågar, og både træer, planter og bygninger vinder ved det.

Man husker også at sænke blikket, for de røde egern piler mellem benene på én. Og så får man øje på et skilt med et digt, der er skudt op af jorden mellem grønt løv: Hold fastere omkring mig/Med dine runde Arme/Hold fast, imens dit Hjerte/Endnu har Blod og Varme/Om lidt, saa er vi skilt ad/Som Bærrene paa Hækken/Om lidt, er vi forsvundne/Som Boblerne i Bækken.

Emil Aarestrups digt Angst indgår i ‘Poesi i Haven’, en lille udstilling, der løb i september. Botanisk Have har en god og aktiv skoletjeneste. Inspirerende, simpelthen.

gbg@adm.ku.dk

Seneste