Hvorfor forsker ingen i voksne skilsmissebørn?

Jeg var 18 år gammel, da jeg og mine brødre gennemgik en af de sværeste perioder i vores liv: Vores forældres skilsmisse. Min lillebror, som kun var 11, havde opmærksomme lærere i skolen, som sørgede for, at han havde nogen at tale med. Men min ældste bror og jeg var ’voksne’, og derfor var hjælpen sværere at hente.

Selvom vi var voksne i juridisk forstand, var vi dog langt fra rustede til at håndtere de følelsesmæssige udfordringer, som fulgte med denne livsomvæltning. Det er foruroligende, at hjælpen er så forskellig på tværs af nogle få års aldersforskel – for selv som ung voksen har man brug for nogen at tale med, når ens forældre bliver skilt.

Næsten ingen forskning i emnet

Sådan et sted er svært at finde i et samfund, hvor voksne skilsmissebørn bliver overset. Og det bliver vi. Det kan man for eksempel se i den markante mangel på forskning og opmærksomhed rettet mod voksne skilsmissebørn. Det er selvfølgelig meget vigtigt, at der tages hånd om de mindreårige, det er der ingen tvivl om – men fokus er ofte meget ensidigt på dem.

Jeg har selv ledt med lys og lygte efter noget at spejle mig i som voksent skilsmissebarn. Men selv som studerende med adgang til alle verdens forskningsdatabaser, er det som at finde en firkløver på en fodboldbane, mens jeg misundeligt skæver hen mod den overflod af litteratur og forskning, der findes om mindreårige skilsmissebørn.

Uden mere viden risikerer vi, at en stor gruppe føler sig glemt og alene med deres sorg

Derfor følte jeg mig også stadig alene med min sorg og identitetsforvirring, da jeg begyndte på retorikstudiet på KU – selv her fire år efter mine forældres skilsmisse. Mine medstuderende var søde og lyttede, når jeg talte om mine forældres skilsmisse, som stadig var relativt ny sammenlignet med andre skilsmissebørn på min alder. Men det var tydeligt, at samtalen ofte ebbede ud – ikke fordi de ikke ville forstå, men fordi de simpelthen ikke vidste, hvad de skulle sige.

Universitetet kan spille en rolle

Skilsmisse handler ikke kun om børn, men også om os, der stadig bakser med følelsesmæssig bagage på vej ind i voksenlivet. Det er et tab, og det tab bliver ikke nødvendigvis lettere, bare fordi man er voksen. Voksne skilsmissebørn har stadig brug for at bearbejde de følelser, som en skilsmisse efterlader.

Derfor er det afgørende, at forskere tager emnet alvorligt og bidrager med forskning og litteratur, der kan give voksne skilsmissebørn mulighed for at spejle sig i andres oplevelser og samtidig nuancere skilsmissedebatten. Uden mere viden risikerer vi, at en stor gruppe føler sig glemt og alene med deres sorg og identitetsforvirring.

Og her har universiteterne en oplagt mulighed for at bidrage til at støtte denne gruppe. Ved at skabe et rum for samtaler om voksne skilsmissebørn og inkludere emnet i undervisning, litteratur og forskning, kan de sikre, at alle føler sig repræsenteret i skilsmissesnakken – store såvel som små.