Vi har brug for, at forskerne fortæller, hvad der foregår i afkrogene

Juralektor Lone Wandahl Mouyal skrev 18. marts i Uniavisen, at der er for meget fokus på kritiske og negative historier generelt og specifikt i nyhedsbrevet Forskeren, og at vi decideret efterspørger brok fra læserne.

Når vi opfordrer vores læsere til at skrive til os, er det, fordi vi gerne vil have dem til at bidrage til den offentlige samtale.

For at forstå, hvorfor det er nødvendigt, kan vi tage udgangspunkt i en undersøgelse om forskeres vilkår, som Forskeren og Djøf foretog for lidt over et år siden.

Et par nedslag i undersøgelsen viser, at 28 procent er uenige eller meget uenige i, at der på deres arbejdsplads er en kultur, hvor det er trygt at udtale sig, også om uenigheder. Af dem er 82 procent bange for at blive fyret eller ikke at blive taget i betragtning til videre ansættelse.

Som man kan læse i artiklen her, svarer 26 procent, at de, inden de publicerer en artikel, overvejer, om de kan komme i modvind fra politikere eller presse på grund af deres forskningsresultater. 13 procent svarer, at de overvejer, om de kan komme i modvind fra kolleger eller ledelse.

Vores opgave er at være budbringere

Selvom tallene i sig selv maler et dystert billede af lysten til at sige ting højt, er de egentlig i underkanten af den faktiske oplevelse, jeg selv har af at tale med forskere.

Derfor rammer debatten, Lone Wandahl Mouyal forsøger at rejse, for mig at se ned i et centralt spørgsmål ude på universiteterne: Hvordan skal man bryde den onde cirkel, hvor man risikerer sin karriere, hvis man forsøger at forbedre forholdene – blandt andet ved at sige fra?

Forskere, der fortæller om problemer, de har oplevet på egen krop, gør en stor forskel. Men sådan en ond cirkel gør det svært for vores kilder at stå frem og kaste lys over forskningens vilkår.

Det kræver, at nogle fortæller, hvad der foregår i hjørnerne

Men hvad nu, hvis vores opfordring fik bare én indigneret læser til tastaturet for at fortælle om sin egen oplevelse? For eksempel en forsker, der har besluttet sig for ikke at få børn, fordi hun er usikker på sin ansættelse. Eller en forsker, der har oplevet en professor råbe ad en kollega.

Hvad hvis sådan en historie førte til, at andre henvendte sig, og at det pludselig var en tendens? Ville det ikke gøre bare en lille forskel for arbejdsmiljøet, hvis ledelsen herefter ikke kunne sidde tendensen overhørig?

Mediernes fornemmeste rolle er at være budbringere. At flytte de beskidte numseklap eller pedantiske rejseafregninger, der foregår i samfundets og universitetets afkroge, ud i offentligheden. Men det kræver, at nogle fortæller, hvad der foregår i hjørnerne.

Vi skriver også de positive historier

Lone Wandahl Mouyal efterlyser også et større fokus på positive historier og efterlades med det indtryk, at Forskerens indbakke alene er til for brok. Vores mail er selvsagt åben for alle slags henvendelser. Det er ikke et nulsumsspil, hvor en opfordring til at skrive til os med dårlige oplevelser udelukker alle andre henvendelser.

Vi skriver hjertens gerne de positive historier også.

For eksempel har Lone Wandahl Mouyal selv medvirket i en historie om, at forskere finder så meget mening i deres job, at de trodser de dårlige forhold på universiteterne eller den bedre løn i den private sektor. I min verden en entydigt positiv historie om forskning som fag og den samfundsgerning og drift, der ligger bag.

Men nyhedsbrevet Forskerens formål er at fortælle om forholdene for forskere på universiteterne. Og når man kradser i overfladen, som vi for eksempel gjorde med førnævnte undersøgelse, er det svært at komme uden om, at de forhold har en betydelig negativ dimension.

Lad mig slutte med at opfordre til at sende tips om såvel positive som negative historier til forskeren@djoef.dk.