Retten til videnskab er en brik i spillet mod Trump

Helle Porsdam er aktuel med bogen Hvad er retten til videnskab – og hvad kan den bruges til? Kronikkens anden del er et redigeret uddrag af bogen.

Det er ikke altid, mine to hovedforskningsinteresser falder sammen. Men det gør de lige nu. Jeg er ansat på både det Humanistiske og det Juridiske Fakultet. Når jeg befinder mig på SAXO-Instituttet, underviser og forsker jeg i amerikansk historie med særligt henblik på den rolle, jurister og domstole spiller i det amerikanske samfund. Og når jeg er på Jura, drejer det sig fortrinsvist om de kulturelle menneskerettigheder, især retten til uddannelse, retten til at deltage i kulturlivet og retten til at nyde fordel af videnskaben og dens fremskridt.

Autokrater frygter altid sandheden

Disse tre rettigheder falder ind under UNESCO’s ressortområde: uddannelse (Education), videnskab (Science) og kultur (Culture). Som KU’s UNESCO Chair in Cultural Rights arbejder jeg da også aktivt sammen med UNESCO om de kulturelle rettigheder. Det har de senere år især drejet sig om temaer i relation til den ene af disse rettigheder: retten til videnskab. I UNESCO-regi er menneskerettigheder som ytringsfrihed og forsamlingsfrihed ganske kontroversielle for en del medlemslande. Det er derfor bemærkelsesværdigt, at det har vist sig mere fremkommeligt at opnå en form for enighed om den videnskabelige frihed.

På UNESCO’s 42. Generalkonference i 2023 var der for eksempel flertal for at vedtage, at UNESCO’s ’Social and Human Sciences Team’ skal opbygge et nyt program, som skal fremme videnskabelig frihed og videnskabsfolks sikkerhed. Danmark har spillet en central rolle i støtten til dette initiativ og generelle dagsorden, som blev fulgt op i 2024 af et ’Call to Action on the Freedom and Safety of Scientists’.

Sammen med det nye program afspejler dette ’Call to Action’ en global erkendelse af, at vi lever i en tid, hvor frembringelsen af sandfærdig viden kan være farlig, hvis den opleves som truende for visse oligarker og autoritære herskere – eller blot for visse videnskabskritiske populistiske grupper.

22 stater trækker Trump i retten

En af disse herskere er USA’s præsident Donald Trump, som i sin iver efter at komme ’the deep state’ til livs er begyndt at skære brutalt i de offentlige udgifter til universiteter og forskning. Det er indtil videre gået ud over kendte og gode universiteter som Columbia University i New York og støtten til forskningsinstitutioner som ’National Institutes of Health’. Disse tiltag vil fratage forskningsgrupper milliarder af dollars til dækning af forskning i Alzheimers, kræft, hjertesygdomme og en lang række andre sygdomme – men også i emner, som på den ene eller anden måde omhandler kulturel og samfundsmæssig diversitet (den såkaldte diversity, equity, and inclusion-politik).

I et forsøg på at stoppe disse nedskæringer har en gruppe på 22 stater plus organisationer, der repræsenterer universiteter, hospitaler og forskningsinstitutioner i hele USA, anlagt forskellige retssager. Denne form for respons – at gå til domstolene – er typisk amerikansk. Det er sådan, man forsøger at løse mange ikke blot politiske, men også sociale og kulturelle problemer. ’To have one’s day in court’ anses for en af de mest demokratiske rettigheder, man har i USA.

Viden kan være farlig, hvis den opleves som truende for visse oligarker og autoritære herskere

Det er her, mine to forskningsinteresser overlapper. Det er i de amerikanske domstole, kampen om retsstaten og det amerikanske demokrati foregår lige nu, og det er domstolene, som skal afgøre, om præsidentens forsøg på at beskære offentlige forskningsmidler og gøre livet surt for mange forskere vil lykkes.

Her følger forordet til den lille bog, jeg netop har udgivet i Dagbladet Informations serie ’Moderne Idéer’. Titlen er Hvad er retten til videnskab – og hvad kan den bruges til? Det drejer sig altså her om den del af min forskning, som omhandler menneskerettigheder.

Det følgende er et redigeret uddrag af bogen.

Til kamp for fakta og beviser

»Beskyt ’retten til videnskab’ af hensyn til verdens befolkning og vores planet,« skrev FN’s højkommissær for menneskerettigheder, Volker Türk, i en artikel i det prestigefyldte tidsskrift Nature, som optakt til 75-årsdagen for Verdenserklæringen om Menneskerettigheder i december 2023.

I artiklen argumenterede Türk blandt andet for, at der foregår en bevidst misinformation af offentligheden, som har til hensigt at udhule forståelsen og respekten for videnskaben. Og at den bedst bekæmpes med retten til videnskab. Netop denne menneskeret kan være med til at sikre, at miljøpolitik og andre videnskabeligt funderede dagsordner baseres på fakta og beviser i stedet for på benægtelse, grådighed og profit. Ja, faktisk er retten til videnskab ikke blot vigtig i sig selv; den kan også fremme alle de andre menneskerettigheder, skrev han.

Det er store ord, og det er bemærkelsesværdigt, at Türk i denne anledning valgte at fremhæve netop retten til videnskab – en menneskeret, som de færreste mennesker har hørt om. I Verdenserklæringens paragraf 27 står der: »Enhver har ret til frit at deltage i samfundets kulturelle liv, til kunstnydelse og til at blive delagtiggjort i videnskabens fremskridt og dens goder.« Det er den sidste (og her af mig kursiverede) del af denne noget omstændeligt formulerede menneskeret, vi plejer at forkorte til blot ’retten til videnskab’.

Uklar ordlyd med stort potentiale

FN’s Verdenserklæring er ikke i sig selv juridisk bindende. Den var tænkt som en politisk holdningstilkendegivelse fra FN’s medlemsstater, da den blev offentliggjort 10. december 1948. Meningen var, at den skulle følges op af en traktat eller konvention, der skulle være juridisk bindende for de stater, som tilsluttede sig den.

Men af årsager, som jeg skal komme nærmere ind på i første del af denne bog, endte man med i 1966 i stedet at få nedfældet to konventioner: en, der omhandlede de borgerlige og politiske rettigheder, og en anden, som drejede sig om de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Det er sidstnævnte, som er særligt interessant for os her, idet det var i denne konvention, at retten til videnskab blev indskrevet som en juridisk bindende menneskeret for de deltagende stater.

Artikel 15 i Den internationale konvention om de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder anerkender blandt andet »enhvers ret til at nyde fordel af videnskabens fremskridt og dens anvendelse«. Ligheden med Verdenserklæringens artikel 27 er slående.

Desværre er ordlyden i begge disse to vigtige menneskerettighedsdokumenter temmelig uklar. Hvad betyder det at have en ret til videnskab? Og hvorfor er det, at forskere som jeg selv deler højkommissærens begejstring og kan se samme potentiale, som han påpeger i sin Nature-artikel?

Rettigheder, der støder sammen

Denne bog er et forsøg på fra min side at besvare disse spørgsmål – og derved give mit bud på, hvad netop retten til videnskab kan bruges til. Jeg har i mange år været optaget af menneskerettigheder ikke blot som et juridisk instrument, men også som en diskurs fuld af håb, der giver os et globalt etisk sprog at arbejde med. Et sprog, som både kan bruges til at understrege vigtigheden af etiske og menneskelige faktorer inden for den globale menneskeret og til at italesætte forskellige og sommetider modsatrettede behov og ønsker. Ofte vil disse modsatrettede behov være lige rimelige, og her kan det menneskeretlige sprog hjælpe til med at finde den rette balance.

Skal den danske befolkning være med til at bestemme, hvad jeg som offentligt ansat forsker skal forske i?

Uanset hvilken menneskerettighed vi beskæftiger os med, vil der være modsatrettede hensyn involveret. Hvis for eksempel retten til videnskab giver en befolkning en demokratisk ret til at deltage i beslutningsprocesser, som omhandler forskningspolitik, kan det støde sammen med den enkelte forskers forskningsfrihed.

Sat på spidsen: Skal den danske befolkning være med til at bestemme, hvad jeg som offentligt ansat forsker skal forske i? Hvor går grænsen mellem det ønskværdige i, at befolkningen har et ord at skulle have sagt om, hvilke emner der trænger sig på og har brug for videnskabelig opmærksomhed, og behovet for fri grundforskning, som bedst hviler på den enkelte forskers videnskabelige frihed til selv at vælge emne og metode?

Ordvalget i artikel 15 i Den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder er både bredt og rigt, og det inviterer til diskussion og forhåbentlig afklaring af rigtig mange af de emner, som omhandler videnskab, samfund og politik. Lea Bishop, som er en af de første forskere, der for alvor begyndte at interessere sig for retten til videnskab, skrev i et forord til antologien The Right to Science: Then and Now fra 2022, som jeg var medredaktør af, at »retten til videnskab er et filosofisk ideal, et juridisk løfte, en politisk diskurs og – måske – en social bevægelse«.

Det er godt sagt – ikke mindst fordi Bishop her får med, hvor bredt netop denne menneskeret favner. Som jeg forsøger at vise i denne bog, er der et utroligt potentiale her. Og hvem ved, måske vi ovenikøbet i en tid med ganske megen populistisk videnskabsskepticisme kan bruge denne på én gang både filosofiske, juridiske og politiske rettighed til at kæmpe imod ’post-truth’ og ’fake news’ – og vinde lidt fornyet respekt for, at videnskab ikke bare er en mening.

Et værn mod grådighed og profit

Bogen har tre afsnit. Jeg starter med først at se nærmere på historien bag retten til videnskab i både Verdenserklæringen og Den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Dernæst vil jeg dykke ned i, hvad formålet var med denne menneskeret – hvorfor de, som skrev begge menneskerettighedsdokumenter, fandt den vigtig nok til at figurere på linje med mere velkendte menneskerettigheder som for eksempel ytringsfriheden eller religionsfriheden. Jeg vil også se på det værdigrundlag, disse dokumenter hviler på, navnlig som det kommer til udtryk i forhold til den akademiske og videnskabelige frihed.

Jeg slutter af med at diskutere, hvordan vi kommer fra teori til praksis – hvordan vi eventuelt vil kunne bruge retten til videnskab til, som Volker Türk formulerede det i sin Nature-artikel, at sikre, at vores miljøpolitik og andre vigtige dagsordner drives frem af videnskabelig evidens og ikke slet og ret af grådighed og profit.