Dansk forsker i USA mærker Trumps pres: »Det burde jo være på universiteterne, vi kan tale frit«

Siden Donald Trump i januar igen indtog Det Hvide Hus, har hans administration rettet en stadig mere aggressiv kampagne mod amerikanske universiteter.

Med argumentet om at bekæmpe antisemitisme forsøger Trump-regeringen at tvinge eliteinstitutioner som Harvard og Columbia til at ændre deres optagelsespraksis, lukke programmer for diversitet og indføre kontrol af undervisning og ansættelser.

Og mens milliardbeløb i føderale midler indefryses, og universiteter trues med at miste deres skattefritagelse og adgang til udenlandske studerende, breder frygten og selvcensuren sig.

Det mærker Morten Stensgaard Larsen, en dansk sendelektor og ph.d.-studerende ved University of Washington. Hans forskning handler om repræsentationer af arbejde i dansk litteratur – et tilsyneladende ufarligt emne i en politisk kampzone. Men alligevel, siger han, er noget forandret.

»Jeg har tænkt over, om jeg i min forskning skal undgå at fokusere på fx transkønnede eller emigranters oplevelser med arbejde. Det er superrelevant for min forskning, men man begynder at spørge sig selv: Passer det nu godt?«

En hverdag med usynlige grænser

University of Washington er blandt de universiteter, som Trump-administrationen har udpeget som ideologisk ’problematisk’. Det er især institutionens arbejde med diversitet, lighed og inklusion (på engelsk kendt som DEI, Diversity, Equity & Inclusion), der gør den til et mål i regeringens værdikamp.

»Vi er blevet sat under særligt opsyn,« siger Morten Stensgaard Larsen:

»Der er kommet skrivelser om, at vi skal sikre, at ansættelser og forfremmelser sker ud fra kvalifikationer. Det gør vi allerede, men det virker som et påbud, der insinuerer noget andet, som om vi skulle prioritere identitet over faglighed.«

Det er ikke forbud og censur, der styrer forskernes arbejde. Det er den mere diffuse virkelighed, hvor man begynder at lægge bånd på sig selv, siger han:

»Vi har diskussioner om, hvordan vi omtaler arbejdsgrupper, hvad vi kalder vores dokumenter, og om vi overhovedet skal sende visse ting på mail. Vores mails er offentlige arkiver, og hvem ved, hvem der i sidste ende kunne læse med via en aktindsigt?«

Følelsen af usikkerhed blev for Morten Stensgaard Larsen forstærket, da hans kollega, Lillian Dixon, som har arbejdet i USA i årtier og har green card, pludselig blev tilbageholdt af immigrationsmyndighederne.

»Det var et konkret og smerteligt eksempel på, at det her ikke kun handler om nyankomne eller om bestemte forskningsfelter. Systemet er så uigennemskueligt, at det pludselig bare kan ske.«

I kølvandet på sagen har universitetsledelsen udstedt en 12 sider lang vejledning til ansatte om, hvordan de skal reagere, hvis myndigheder tropper op i undervisningen.

Kampen mod woke

Det er ikke kun University of Washington, der mærker presset. Over hele USA er universiteter kommet i skudlinjen for en koordineret kampagne fra Trumps administration.

Regeringen har indefrosset over 16 milliarder kroner til Harvard University, truet med at fratage universitetet retten til at optage udenlandske studerende og krævet, at skattevæsenet fjerner Harvards skattefritagelse.

Columbia University har efter pres fra Trump-administrationen blandt andet indført krav om deltageridentifikation ved demonstrationer og tilsyn med udvalgte fakulteter.

»Vi overvejer ikke kun sagsanlæg. Vi vil gennemtvinge en kulturforandring i, hvordan amerikanske jøder behandles på universiteterne«, har den amerikanske justitsminister Pam Bondi forklaret ifølge New York Times.

Avisen skriver samtidig, at det ikke længere kun handler om antisemitisme. Ifølge regeringens egne rådgivere er målet at bekæmpe woke-ideologi, og indsatsen er støttet af konservative aktivister, der taler åbent om at lukke enkelte universiteter for at statuere et eksempel.

Et system i selvcensurens skygge

For Morten Stensgaard Larsen og hans kolleger skaber det hele en mærkbar uro. Ikke fordi nogen eksplicit siger, at de skal holde mund, men fordi man selv begynder at tænke i de baner.

»Det er selvfølgelig også en uhyggelig erfaring på den måde, at jeg i hvert fald har tænkt, at det burde jo være på universiteterne, vi kan tale frit og have de svære og kritiske diskussioner. Hvis det ikke skal ske her, hvor så?« spørger han.

Enkelte studerende på visum har spurgt ham, om det overhovedet er sikkert at observere en demonstration og skrive om den i en akademisk sammenhæng.

»Det er jo helt absurd. Men de spørger, fordi de er bange for, at det får konsekvenser. Og som underviser gør det ondt at høre,« siger han.

Vil gerne blive – men …

Morten Stensgaard Larsen har ét år tilbage af sin kontrakt og regner med at vende hjem til Danmark, hvor hans kone og barn bor. Men han har tidligere overvejet at blive længere i USA. Det virker dog mindre tillokkende nu, siger han:

»Noget af charmen er gået lidt af, fordi der nu er et politisk miljø, der kan være problematisk,« siger han.

Morten Stensgaard Larsen fremhæver dog, at det gør en forskel, at han bor i staten Washington, hvor flertallet stemmer demokratisk og dermed er imod Trump. Derfor mærker han også, at de lokale myndigheder forsøger at beskytte universiteterne mod regeringens indblanding.

»Jeg føler mig nok mere tryg her, end jeg ville gøre i for eksempel Florida,« siger han.

Trods presset er Morten Stensgaard Larsen stadig optimist. Ikke naivt – men fordi han oplever, at både forskere og ledelse forsøger at holde fast i universiteternes kerneværdier.

»Når der begynder at blive stillet spørgsmål til, hvad vi må sige og tænke, så synes jeg virkelig, at det er universiteternes fornemmeste opgave at stå fast på værdien om intellektuel frihed og kritisk analyse. Hvis vi ikke gør det, kan jeg simpelthen ikke se, hvorfor vi skulle besvære os med at have universiteter,« siger han.