Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

De klagede, og nu skal medicinstuderende alligevel ikke til omprøve

U-vending — Efter en uge med intense sværdslag mellem de studerende og institutledelsen, har sidstnævnte ombestemt sig. De 250 medicinstuderende, der i sidste uge fik annulleret deres eksamen, fordi dele af opgaven viste sig at være genbrug, slipper for reeksamen.

Valdemar Rømer har åbnet en flaske champagne for at fejre, at hans hårde arbejde de seneste seks dage har båret frugt.

Han har som talsperson for sine medstuderende knoklet hårdere, end når han læser op til eksamen, siden han 26. juni fik at vide, at den eksamen, han netop havde læst op til og gennemført, var blevet annulleret.

Det ramte mig simpelthen på min retfærdighedsfølelse

Valdemar Rømer, talsperson for over 200 medicinstuderende

»Jeg har brugt nærmest alle mine vågne timer seks dage i træk. Jeg er normalt b-menneske, men den seneste uge er jeg stået op tidligt hver eneste dag og er gået sent i seng for at kæmpe den her sag,« siger han.

Efter at have siddet seks timer 22. juni og svedt over eksamen i intern medicin, kirurgi, patologi, anæstesiologi og patientsikkerhed, modtog 278 medicinstuderende fire dage senere nemlig en mail, hvor der stod, at der ved en »meget beklagelig fejl« var blevet genbrugt dele af et gammelt eksamenssæt i deres opgave.

LÆS OGSÅ: Tredje gang på fem år, at medicinstuderende får forkert eksamenssæt

Derfor måtte eksamen gå om, vurderede ledelsen. De studerende blev tilbudt en omprøve 8. august, midt i universiteternes sommerferie.

Og selvom det kunne lyde, som om det faktisk havde været nemmere for Valdemar Rømer at bide det i sig og gå til den reeksamen – alt det efterfølgende bøvl taget i betragtning – kunne han ikke få sig selv til at acceptere det, fortæller han:

»Det ramte mig simpelthen på min retfærdighedsfølelse. Jeg synes ikke, det kan være rigtigt, at man ikke prøver at afsøge alle muligheder, før man annullerer en eksamen for så mange studerende på grund noget, der er KU’s egen fejl.«

Derfor samlede han sine medstuderende bag en 77 sider lang klage og et åbent brev, som blev sendt til universitetsledelsen og bragt i Uniavisen. De studerende allierede sig også med en advokat, som stod klar til at bistå dem, hvis ikke deres klage blev imødekommet.

Så vidt nåede sagen dog aldrig. For onsdag aften fik de studerende endnu en mail, denne gang med emnefeltet »Annulleret eksamen – ændret beslutning«.

En meget heldig tilfældighed

I mailen skriver prodekan Jørgen Kurtzhals, at ledelsen »efter lange og svære overvejelser« har besluttet, at eksamen i stedet for at blive annulleret nu vil blive bedømt på baggrund af den ene delopgave, som ikke har været genbrugt.

Det vil sige, at de studerende nu kun får karakter for den fjerdedel af opgaven, som rettelig hørte til i eksamenssættet – og at de altså ikke bliver bedømt på de tre fjerdedele, som var blevet fejlagtigt kopieret ind i opgaven i forbindelse med en fil-sammenfletning.

Og det har kun kunnet lade sig gøre, fordi det konkrete spørgsmål tilfældigvis var formuleret på en helt bestemt måde, forklarer Jørgen Kurtzhals i mailen:

Det med den opgave, der tilfældigvis bare var helt særlig, det lyder altså lidt som en efterrationalisering

Valdemar Rømer, talsperson for over 200 medicinstuderende

»Studienævnet har i samarbejde med den eksamensansvarlige og Institut for Klinisk Medicin derfor gennemgået eksamensspørgsmålet meget grundigt. De har i fællesskab vurderet, at lige præcis det spørgsmål, der ikke var genbrugt, er så omfattende og kommer så vidt omkring i de lægelige specialeområder, at det fagligt vil være fuldt ud forsvarligt at bedømme på baggrund af dette ene spørgsmål,« står der.

Da Uniavisen taler med prodekanen, uddyber han budskabet:

»Havde det været en af de tre andre opgaver, så havde det ikke kunnet lade sig gøre. Men fordi det netop er denne her, der rent faktisk tester så bredt, er det blevet vurderet, at den kan bruges til at dokumentere de studerendes kunnen i hele faget.«

Det lyder meget heldigt, Jørgen Kurtzhals?

»Ja, det var virkelig heldigt.«

Det lyder måske også lidt som noget fiksfakseri?

»Det er det ikke.«

Kunne man ikke forestille sig, at I er blevet overrasket over det store pres, I er blevet udsat for fra både studerende, medier, det åbne brev, 77 siders klage og en advokattrussel – og så har fundet på det her smuthul?

»Nej. Sidste gang, vi stod i den her situation (i 2023, hvor en anden eksamen på medicin blev annulleret, red.) oplevede vi også meget stor bevågenhed,« siger prodekanen med henvisning til både Uniavisens og landsdækkende mediers artikler samt en demonstration, som de studerende dengang arrangerede.

»Men i det tilfælde havde vi ikke nogen mulighed for at revidere vores beslutning. Det har vi nu på grund af det konkrete eksamensspørgsmål,« fastholder prodekanen og tilføjer:

»Det har vi også ført meget nøje til protokol. For det er klart, vi kan jo heller ikke have, at det her kan skabe præcedens i andre sager.«

Du kan altså ikke love, at medicinstuderende ikke igen kan risikere at få annulleret deres eksamen, hvis noget lignende skulle ske engang i fremtiden?

»Nej, desværre ikke,« svarer Jørgen Kurtzhals.

»Jeg mener stadig, at den rigtige beslutning ville have været at annullere eksamen.«

Prodekanen lægger vægt på, at de studerende selv har fremhævet den valgte løsning som ønskværdig – selvom den principielt set stadig stiller dem dårligere, end hvis de kunne blive bedømt på alle fire eksamensspørgsmål.

»Det er afgørende for mig, at over 200 studerende har skrevet og erklæret, at de gerne vil acceptere at blive bedømt på dette ene spørgsmål,« siger han.

»Det er det mindste onde i et tilfælde, hvor der ikke var nogen rigtig god løsning. Det eneste rigtig gode ville have været, at den her fejl ikke var sket.«

Alle har stået på hovedet

Midt i fejringen af dagens sejr føler de studerendes talsperson, Valdemar Rømer, sig dog overbevist om, at både det åbne brev og klageskriftet på de 77 sider har været medvirkende til afgørelsen.

»Jeg er ikke i tvivl om, at det her skyldes vores vedholdende indsats og pres. Jørgen Kurtzhals refererer også i sin mail til vores over 200 underskrifter,« siger han.

LÆS OGSÅ: Åbent brev fra medicinere til KU: Vi vil ikke bøde for jeres brøler

Faktisk mener han, at fakultetet primært har ændret holdning for at undgå en regulær shitstorm:

»Det med den opgave, der tilfældigvis bare var helt særlig, det lyder altså lidt som en efterrationalisering,« siger han og uddyber:

Hvis du vidste, hvor mange mennesker, der har stået på hovedet den sidste uge

Jørgen Kurtzhals, prodekan for uddannelse på SUND

»Altså en måde at forklare, at man nu alligevel har fundet et godt argument, som man ikke havde til at starte med.«

Selvom han er glad for afgørelsen, er han vred over, at det skulle komme så langt ud og tage så meget af hans og hans medstuderendes tid og energi.

»Man skal jo ikke bruge lang tid på at google ’genbrugte eksamensopgaver’ for at finde ud af, at andre universiteter har løst tilsvarende problemer uden at annullere eksamen tidligere. Det er der faktisk en del eksempler på.«

»Så man tænker jo lidt, har I overhovedet prøvet

Det insisterer prodekan Jørgen Kurtzhals på, at ledelsen virkelig har:

»Hvis du vidste, hvor mange mennesker, der har stået på hovedet den sidste uge for at undersøge den her sag forfra og bagfra …« siger han.

»Det har bare været sindssygt svært.«

Nu kan de medicinstuderende ånde lettet op og gå videre med deres sommerferieplaner.

De studerende, der ikke er tilfredse med kun at blive bedømt på én delopgave, får mulighed for en ekstraordinær omprøve, som vil ligge 13. august.

Seneste