KU burde beskytte sit muslimske mindretal

Københavns Universitets ledelse har besluttet at lukke alle stillerum med henvisning til, at rummene kun bruges af et »snævert udsnit« af studerende og derfor ikke opfylder deres formål. Samtidig fremhæver ledelsen, at der er et reelt og voksende behov for netop den type tilbud, særligt blandt studerende med funktionsnedsættelser.

Det efterlader imidlertid en række spørgsmål: Hvis rummene er nødvendige, hvorfor så fjerne dem, før et alternativ er etableret? Og hvorfor er det et problem i sig selv, hvis nogle grupper bruger rummene mere end andre?

I kølvandet på remigration og ’den tredje erkendelse’

Den akutte lukning rammer en specifik gruppe hårdt. Mange muslimske studerende og ansatte bruger rummene til personlig bøn, refleksion og ro, hvilket også fremgår af den nedsatte arbejdsgruppes rapport om stillerum.

Det anerkender prorektor Kristian Lauta da også, når han peger på, at de studerende, der bruger rummene i dag, på den korte bane kan føle sig tilsidesat, og understreger, at netop de udgør en vigtig del af KU’s fællesskab og skal inddrages i den videre dialog.

Men at afvikle tilbuddet, før et nyt er udviklet, skaber alligevel en reelt tom periode, hvor de ikke har adgang til den mulighed, der gør deres studie- og arbejdsliv praktisk muligt. Det gælder også andre minoriserede grupper, men den symbolske betydning for netop muslimske studerende bør ikke undervurderes.

Det sker i en tid, hvor muslimske borgere i Danmark gøres til genstand for en større og større politisk mistænkeliggørelse. Hårde debatter om remigration, den såkaldte »tredje erkendelse« og andre udmeldinger fra politiske partier og medier skaber et klima, hvor det at være muslim fremstilles som et problem i sig selv.

I den kontekst får universitetets beslutning en politisk klangbund, som ledelsen ikke forholder sig til. For de mennesker, som berøres, er denne kontekst umulig at adskille fra hverdagen på campus.

Det neutrale rum findes ikke

Debatten om stillerum viser, hvordan det, der på universitetet omtales som neutralt, i praksis afspejler en bestemt kulturel forståelse af, hvad ro, fordybelse og acceptabel adfærd er.

Studier af retræterum og bederum i danske og internationale institutioner viser, at rum, der kaldes neutrale, ofte er udformet efter majoritetens traditioner for stilhed, enkelhed og individuel kontemplation og inden for en sekulær ramme, der historisk er formet af luthersk protestantisme.

Netop denne forståelse af neutralitet kommer til udtryk i Danske Universiteters fælles udmelding fra marts i år, hvor stillerummenes neutralitet først og fremmest defineres som fravær af synlige religiøse symboler og genstande.

Hvis hensigten reelt er inklusion, måtte det mest ansvarlige være at fastholde de eksisterende rum

Det betyder, at nogle former for praksis, især når de forbindes med minoriserede grupper, lettere bliver læst som forstyrrende, politiske eller påfaldende, mens specifikke, majoritetskulturelle måder at bruge rummet på fremstår som upåfaldende, ’naturlige’ måder at være i rummet på.

Neutralitet er altså ikke et fravær af normer, men en særlig norm, der favoriserer nogle former for adfærd og gør andre mere synlige som problemer. Det er veldokumenteret i den forskningslitteratur, der beskæftiger sig med religion, rum og institutioner.

Lad beslutninger hvile på viden

I ledelsens begrundelse hører man netop denne asymmetri. Den sekulære studerende, der ønsker et stille sted at sidde alene, fremstilles som målgruppen, mens den studerende, der samler sig om en bøn eller har brug for rituelle bevægelser, implicit forstås som afvigeren.

Men diversitet betyder ikke enshed. Et universitet, der ønsker at favne mange, må netop kunne rumme forskellige måder at finde ro på.

Jeg bifalder, at ledelsen vil udvikle rammer, der kan bruges af flere, og at der inviteres til dialog med de studerende om en fremtidig udformning af stillerum.

Netop derfor fremstår beslutningen om en øjeblikkelig lukning desto mere uforståelig. Hvis hensigten reelt er inklusion, måtte det mest ansvarlige være at fastholde de eksisterende rum, mens man udvikler nye modeller i dialog med brugerne.

I stedet står vi nu med en situation, hvor de studerende og ansatte, der i forvejen oplever sig som mistænkeliggjorte i den offentlige debat, igen bliver dem, der betaler prisen for universitetets symbolske manøvrer.

Et universitet, der vil være et sted for alle, bør vise, at minoriserede studerende og kollegaer ikke blot er statistiske udsving, men fuldgyldige medlemmer af det akademiske fællesskab.

Det indebærer også et ansvar for at beskytte dem mod politisk mistænkeliggørelse og lade beslutninger hvile på den viden, forskningen leverer, frem for de signaler, der præger den offentlige debat.

Det kræver, at man ikke tager noget fra dem, før man har noget bedre at give.