Hvad udveksling lærte mig om demokrati og tillid

Jeg sidder i et klasseværelse i Warszawa, omgivet af unge fra hele verden. En georgisk pige rejser sig. Hun fortæller om voldelige sammenstød mellem demonstranter og regering, fængslede journalister og krænkelser af borgerrettigheder. Jeg mærker pludselig min egen tryghed som privilegeret dansker. Hendes mod fylder hele lokalet.

LÆS OGSÅ: Uniavisens guide til udveksling på budget

Jeg tror aldrig helt, jeg har overvejet, om jeg stolede på de danske magtinstanser eller medier. Jeg går da rundt og bilder mig ind, at jeg er et kritisk tænkende væsen, men tanken om mistillid har altid føltes fjern. Danmark er et samfund, hvor tillid er grundlæggende. Eller, det har jeg i hvert fald lært. Tanken om ikke at stole på myndighederne føles uvant. Hvordan forholder man sig, når man sidder i et klasseværelse med italienere, spaniere, sydkoreanere, taiwanere, aserbajdsjanere, georgiere og ukrainere, der taler om massive korruptionssager, magtmisbrug, ulovlige aktioner mod oprørere og manglende pressefrihed?

Fængslet for at ytre sig

Det hele startede med et udvekslingsophold i Warszawa. Et land, der har kæmpet for demokrati, ligestilling og ytringsfrihed siden Anden Verdenskrig. Et stolt land. Men også et land, som de seneste par år er blevet udfordret af politiske indgreb i de ellers uafhængige domstole og medier. Samtidig kæmper Polen med en af Europas strengeste abortlovgivninger. Jeg var nysgerrig, men også usikker på, hvad jeg ville møde på mit udvekslingsophold. Opholdet viste sig at være noget af det mest lærerige i mit liv. Ikke på grund af det faglige stof, men på grund af mødet med andre unge fra hele verden.

I faget Democracy and Media var min studieveninde fra Danmark og jeg blandt de få, der rakte hånden op, da underviseren spurgte, om vi stolede på vores nationale medier og magthavere. Jeg stoler på dem, svarede jeg. Dog altid til en vis grad, som min humanistiske uddannelse har lært mig. Kritik er en væsentlig faktor i et demokrati, uddybede jeg. Jeg gjorde en dyd ud af at forklare mig. Måske endda forsvare mig. Tillid og kritik kan godt sameksistere, uddybede jeg yderligere. Mine medstuderende fortalte, at de var misundelige, og at der ingen tillid er at finde i deres land. De virkede samtidig forvirrede over mit standpunkt. Jeg følte pludselig et ansvar for at forklare, at Danmark også har sine udfordringer.

LÆS OGSÅ: Egelund ønsker udveksling for alle, men afviser konkrete måltal

Jeg blev berørt igen og igen i undervisningen, når mine medstuderende stod foran tavlen og fortalte om deres landes situation. Ukraineren på forreste række. Pigen fra Taiwan. Og så den georgiske pige. Jeg havde spejdet til hende flere gange i undervisningen. Hun virkede selvsikker. Hun viste billeder. Fortalte detaljer. Blev berørt. Hun fortalte, at hver tiende georgier kender én, der i det seneste år er blevet fængslet for at ytre sig. Alligevel stod hun dér og gjorde det. Dét kalder jeg mod.

Lovede at fortælle historien

Italieneren i klassen havde hovedtelefoner på. En anden sov op ad væggen. Jeg mærkede en vrede boble i mig. Hvordan kunne man vende blikket væk? Hvordan kunne man ikke engang vise den respekt at lytte, når en medstuderende står og fortæller noget, hun muligvis ville blive fængslet for at sige i sit hjemland? Det var en lektion i mod, handlekraft og ansvar. Som vi studerende kunne tage imod eller lade være.

Selvom vi for en stund var samlet i det samme klasselokale, skulle vi hjem til vidt forskellige skæbner

Her sad vi. Unge mennesker fra forskellige lande, forskellige kontinenter, forskellige baggrunde og ikke mindst forskellige forudsætninger i livet. Selvom vi for en stund var samlet i det samme klasselokale, skulle vi hjem til vidt forskellige skæbner. Her var der plads til at udveksle erfaringer, historier og synspunkter. Og netop dér opstod læringen – hvis man altså var villig til at tage imod den. Måske sad italieneren med hovedtelefoner på, fordi hun ikke var klar. Eller også havde hun allerede erfaret mere, end jeg tænkte.

LÆS OGSÅ: Udveksling kurerede min depression

Efter undervisningen gik jeg hen til den georgiske pige. Jeg sagde, at jeg ikke havde været klar over, hvor voldsom situationen i Georgien var. Derefter spurgte jeg, om hun ville vende tilbage til Georgien, og om folk så en fremtid i landet. Hun svarede ja. Med stolthed og med beslutsomhed. Georgiere er et stolt folk, svarede hun. De vil kæmpe til det sidste. Jeg lovede hende, at jeg ville fortælle historien om Georgien. Et land, der kæmpede for demokrati og EU-medlemskab. Et håb, der smuldrede efter et regeringsvalg, som mange oplevede som katastrofalt. Nu er det dem, der tør råbe højt, der udgør et spinkelt håb for fremtiden.

Hun sagde tak for at lytte. Jeg sagde tak for at dele. Så pakkede jeg mine ting. Sagde tak for i dag. Og gik ud af klasseværelset for sidste gang.