Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Er spærregrænsen for høj?

VALG - De små studenterforeninger har det svært, sådan som reglerne fungerer på KU. Frit Forum foreslår rektor at justere dem, så der kan komme mere liv og aktivitet for de studerende.

Universitetsvalget er afgjort med en stemmeprocent på 14,6 pct. Studenterrådslisterne vandt – tillykke!

Ingen af de uafhængige, små lister, der stillede op ved valget, kom over spærregrænsen på syv procent. Spærregrænsen afgør, om en liste kan modtage økonomisk støtte til at arrangere aktiviteter for de studerende.

Vi håber på den baggrund, at man fra rektoratets side vil overveje mindst tre forhold. Og derfor har vi netop sendt et brev, med nedenstående punkter, til rektor Ralf Hemmingsen.

Syv procent-grænse dæmper aktivitetsniveauet for studerende

For det første bør man overveje om en spærregrænse på syv procent er for høj.

Der findes fortsat små foreninger som Konservative Studerende, Demokratiske Medicinere og Frit Forum, der laver forskellige arrangementer og på forskellig vis bidrager til universitetet. Blandt andet i form af arbejde på studienævnsniveau.

Men den høje spærregrænse gør de små listers arbejdsvilkår vanskeligere, når de ikke kan få økonomisk støtte til deres aktiviteter.

Bevar aktivitetspuljerne

For det andet er det derfor afgørende for de små foreningers overlevelse, at man ikke nedlægger aktivitetspuljerne.

I 2011 blev der kun søgt få midler fra aktivitetspuljerne, hvilket kunne tale for, at de er overflødige og unødvendige. Men for Frit Forums vedkommende er der én god grund til, at vi ikke sendte mange ansøgninger om yderligere aktivitetstilskud: Sidste år kom Frit Forum over spærregrænsen for støtte.

Derfor kunne vi – med undtagelse af en konference om social arv – finansiere vores aktiviteter med den økonomiske støtte, der udløstes ved universitetsvalget i 2010. I det kommende år får vi ikke økonomisk støtte, og derfor er vi så meget desto mere afhængige af at kunne søge aktivitetstilskud.

Er det rimeligt med mulighed for uoverskuelige valgforbund?

For det tredje kunne universitetet overveje om valgforbund er hensigtsmæssige på universitetet. Valgforbundene skaber et incitament til at forskellige små lister slår sig sammen for at omgå spærregrænsen. Konsekvensen bliver, at universitetsvalget gøres uoverskueligt at gennemskue for vælgerne – altså de studerende på KU.

Studenterrådslisterne vandt valget, men de uafhængige lister fik i alt cirka 14 pct. af stemmerne og bør fortsat have mulighed for at gøre sig gældende på universitetet. Derfor håber vi i Frit Forum, at rektor vil sikre grundlaget for, at små lister også i fremtiden kan lave aktiviteter for de studerende på Københavns Universitet.

Seneste