Som studerende har vi selv en vis kontrol over præstations-presset

Vi kender alle sammen typen: den dygtige studerende, der går og sukker fortvivlet gennem hele eksamensperioden af frygt for ikke at bestå. Og som så næsten altid hiver en høj karakter hjem alligevel.

Jeg kender typen, for jeg er typen. Det har jeg i hvert fald ofte været.

Jeg taber tit selv kæben, når karakteren lander, og det går op for mig, at jeg faktisk har gjort et godt stykke arbejde. Det er ikke min egen vurdering, der får musklerne til at slappe af. Erkendelsen kommer først, når en autoritet har fældet sin dom.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at rigtig mange andre studerende også har svært ved at vurdere deres eget faglige niveau.

Mange peger på præstationssamfundets regime som en af forklaringerne på mistrivsel og depression blandt unge. Men er det realistisk at holde op med at hige efter at præstere? Er det ikke en iboende menneskelig drift?

Det er tilfredsstillende at mestre noget, og det bidrager til en sund selvtillid. Jeg tror ikke, at det løser mistrivselskrisen at dysse vores præstationstrang ned.

Vi har snarere brug for værktøjer til at navigere selvsikkert i det uomgængelige præstationssamfund.

LÆS OGSÅ: Jeg tog på udveksling med en funktionsnedsættelse. Her er, hvad jeg lærte

Sund selvvurdering er alfa og omega 

Det er fedt at være dygtig. Det er fedt at mestre noget, der før virkede umuligt. Men hvis prædikatet »dygtig« bliver vigtigere end glæden ved faktisk at have tilegnet sig nye kompetencer, har vi et problem.

En eksamen er samtidig blot et øjebliksbillede af den studerendes præstation, som kan være påvirket af dødsfald i familien, et brud med en kæreste, et brækket ben osv.

Det er ikke noget, en underviser har indsigt i. Kun den studerende selv har det fulde billede.

Som studerende er det derfor gavnligt at kunne gøre sig en nogenlunde idé om sit generelle faglige niveau. I gymnasiet havde vi standpunktskarakteren og terminsprøven at orientere os efter; på universitetet har vi kun os selv.

Hvis vi kan tage ansvar for vores egen læring, kan vi også tage ejerskab over den faglige vurdering af os selv

Da jeg var på udveksling, baksede jeg med et filosofifag. På mit udvekslingsuniversitet kunne vi studerende opsøge underviserne i en fast kontortid, og en dag fik jeg samlet mod til mig og opsøgte min underviser på hans kontor.

Han forklarede mig, at det, jeg ikke forstod, lå på et højere niveau, end han forventede, at vi skulle mestre på den korte tid, vi havde faget. Der var ganske rigtigt meget, jeg ikke forstod, men det var helt i orden.

Jeg sænkede skuldrene, og jeg kunne tage stilling til, om jeg ville dygtiggøre mig yderligere for min egen fornøjelses skyld.

På mit studie på KU er man nødt til enten at stille sine spørgsmål i plenum og dermed tage af de andre studerendes undervisningstid eller halse efter underviseren, inden vedkommende suser af sted på pause.

Man er med andre ord nødt til at trænge sig på. Men so be it. Hvis vi kan tage ansvar for vores egen læring, kan vi også tage ejerskab over den faglige vurdering af os selv. Og jeg vil vove at påstå, at der ligger meget forløsning på den anden side.

LÆS OGSÅ: Vi kan ikke bygge velfærds-samfundet på frivilliges fritid

Selvvurdering giver rum for prioritering

Det handler ikke om, at vi skal tæmme vores lyst til at præstere – det handler om, at vi skal blive bedre til at prioritere.

Jeg betragter prioriteringsprocessen som en helikopter. Den giver et overblik. I cockpittet har vi alle de små knapper, vi kan skrue på. Én er vores parforhold, en anden vores venskaber.

Man kan skrue op for sin prioritering af sundhed og velvære, men så er man nødt til at skrue ned et andet sted. Det hele handler om, hvor vi ønsker at lande henne.

Hvis et 12-tal er værd at skrue ned for sine venskaber for, så er det en ærlig sag.

Jeg tror, man kan komme langt med at beslutte sig aktivt for, hvad man gerne vil prioritere.

LÆS OGSÅ: Jeg studerer Strindberg og gamle sagaer. Stop med at spørge, hvad jeg vil bruge det til

En hjernerystelse tvang mig til at prioritere

I 2021 fik jeg en hjernerystelse, der for alvor tvang mig til netop det. Det, at jeg ikke længere kunne det samme som jeg plejede, ændrede mit selvbillede fuldstændigt. Men jeg opdagede også, at den kontrol og uudtømmelige energi, jeg før troede, jeg havde, var en illusion.

Før hjernerystelsen var det bare nemmere at overse konsekvenserne af at ville det hele, fordi de sjældent bestod af migræne og total resignation.

Det offentlige gav mig dengang en håndsrækning i form af et kursus i energiforvaltning. En sød dame fra kommunen forklarede mig tålmodigt, at man bør inddele sine gøremål efter belastningsniveau i grønne, gule og røde aktiviteter.

Det er individuelt, hvor mange røde aktiviteter, man kan holde til på én dag. Og det gælder egentlig både for dem med og uden hjernerystelse. Men fælles for os er, at ingen kan maxe ud på alle parametre.

Overskud og energi er knappe ressourcer, der skal fordeles med omtanke uanset forudsætninger.

Hvis man har en nogenlunde idé om sit eget faglige niveau, kan man tage aktivt stilling til, om man er tilfreds med, hvor man ligger, eller om man er villig til at skrue ned for fester, fitness eller familiefødselsdage i forsøget på at blive dygtigere.

Omvendt kan man også finde ro i at skrue ned for ambitionsniveauet og slække på indsatsen på et fag, fordi man gerne vil begynde til keramik, velvidende om, at man stadig vil bestå – fagligt såvel som menneskeligt.

Hvis vi tager ejerskab over vores prioriteringer, kan vi ikke afskaffe præstationspresset. Men vi kan tage noget af kontrollen tilbage og selv være med til at bestemme, hvor vi vil bruge vores kræfter.