Anbefaling: Filmiske fortællinger fra Mellemøsten

I Mellemøsten elsker man sine historiefortællere langt højere end sine politikere, og et af de bedste steder at få historier fra regionen, som ikke fortælles af journalister, er på film. Her gøres sjældent forsøg på at belære publikum, eller på at gøre konflikter sort/hvide (selv om filmene til tider er). Det gælder også de tre film, som Universitetsavisen har plukket fra årets CPH PIX, hvor instruktørerne i stedet arbejder sig ud af håbløshed og depression med stærke personlige fortællinger og kulsort humor.

Israelernes Vietnam

»Kampvogne er lavet af jern, mænd er lavet af stål,« står der på indervæggen af kampvognen. Men det gælder ikke vores fire soldaterkammerater i Samuel Maoz’ ’Libanon’. De er blot lavet af panik, blødt menneskekød, drømme og følelser.

Filmen udspiller sig i Libanon-krigen (1982), som Maoz selv tjente i, og foregår næsten udelukkende inde i kampvognen hos de fire soldater, som på førstedagen efter Israels invasion farer vild i Libanon. De finder hurtigt sig selv i situationer, som enhver krig stiller soldater over for. Hvor grænsen mellem liv og død er komplet arbitrær, for hvis du ikke slår fjenden ihjel, er du stadig en morder, fordi du ofrer dine kammeraters liv i stedet.

Maoz slutter sig med sin selvbiografiske og klaustrofobiske debutfilm til gruppen af israelske filminstruktører, der skildrer krigens tabuer og udfordrer ikke mindst deres egne landsmænds opfattelse af krig. Eller, som Maoz selv siger, udstiller krigen uden klicheer og heroic stuff. Og lige som sine landsmænd Joseph Cedar (’Beaufort’) og Ari Folman (’Waltz With Bashir’) kan Maoz gøre netop det på højst æstetisk vis. Endda så fint, at han blev præmieret med hovedprisen ved sidste års filmfestival i Venedig.

Ifølge Maoz er Libanon-krigen israelernes Vietnamkrig, og ikke overraskende er Francis Ford Coppolas ’Apocalypse Now’ fra 1979 hovedinspiration. Og ligesom i USA hænger den nationale stolthed i Israel uløseligt sammen med landets væbnede styrker, og filmen er en modig protest mod regeringens fortælling om sit militær.

Filmen har imidlertid også hidset kritikere af Israel gevaldigt op. Blandt andre har den ældste socialistiske hund i britisk film, Ken Loach, protesteret mod at hylde israelsk film – rent principielt. Loach’s protest preller dog af på Samuel Maoz. Meningen med filmen er at skabe dialog og få folk til at snakke om tabuer. Og det får man dem til ikke til ved at boykotte kunst, har han sagt. Og Maoz’ mål er nået. Alle filmbuffs snakker om ’Libanon’, og for at citere, hvad en en engelsk filmkritiker kunne svinge sig op til: »Maoz is the reason why cinema matters.«

Læs mere om Samuel Maoz’ Libanon hos CPH PIX.

En palæstinensisk Buster Keaton

Som læseren måske allerede nu har mistænkt PIX-folkene for at sørge for, så er der naturligvis ingen israeler til festival uden en palæstinenser. Men det betyder ikke, at der er nogen, der vil trække dig igennem al dén konflikts håbløshed. Palæstinensiske Elia Suleiman har ingen løsninger. Til gengæld har han lavet en film, der er som arabisk kaffe: sort som helvede, stærk som døden og bittersød som kærlighed.

Han lader livet gå sin gang og i ’The Time That Remains’ giver han os en fortælling om sin familie fra staten Israels oprettelse – og palæstinensernes forvisning – og frem til han selv er en voksen mand. Men det er en mild fortælling, hvor israelernes mishandling af palæstinensere foregår uden for skærmen, hvor arabere trodser israelerne ved at gå på diskotek under udgangsforbud, og hvor israelske soldater er så rare at komme med hjemmelavet tabouleh til vores hovedpersons familie.

Ifølge flere kritikere er den selvbiografiske film med sin humor som en skildring af Israel/Palæstina-konflikten, hvis den var lavet af salig Buster Keaton. Blandet med personlige fortællinger og et skvæt mystik, men også med en vis portion alvor, da familiens fader er tæt på at blive slået ihjel af israelske tropper. Et anderledes blik på en konflikt, hvis gråzoner og fredsfortalere sjældent når frem til den vestlige presses avisspalter.

Læs mere om Elia Suleimans ‘The Time That Remains’

Sort iransk humor

Med mestre som Mohsen Makhmalbaf og Abbas Kiarostami har Iran en af regionens stolteste filmtraditioner, som i årtier har været det primære talerør for landets antiautoritære kunstnere. Og de senere år har ser iransk film bevæge sig lidt væk fra mestrenes dvælende, symboltunge værker over mod mere folkelige og ligefremme fortællinger.

’Ashkan, the Charmed Ring and Other Stories’ er hverken tynget af kedsommelige, belærende historier eller politiske tirader. Til gengæld er her humor og en kalejdoskopisk fortælling i Guy Ritchie- eller Pulp Fiction-stil.

Vores antihelt, en tilforladelig, halvdum teenager, får sparket af sin psykiater efter sit fjortende mislykkede selvmordsforsøg. Under sin femtende forsøg støder han ind i to blinde juveltyve i færd med at udføre deres livs bræk. Den ulykkeligt forelskede politibetjent og skulptøren, der drømmer om at emigrere, er også en del af det filtrede persongalleri, der illustrerer, at vi som mennesker alle påvirker hinanden. Det er en pointe, der tåler gentagelse, og som sagtens leveres uden de store armbevægelser, som i denne tempofyldte minifortælling.

Historien er sat i en iransk social kontekst, så uden samfundsrelevans er den ikke. Men i Danmark ses iransk film af de få, og Shahram Mokri har tilmed har holdt sin debutfilm i sort/hvid. Det gør den ikke mindre interessant, men bestemt mindre salgbar, så det her er sandsynligvis din eneste chance for at se filmen på et dansk lærred.

Læs mere om Shahram Mokris ‘Ashkan, the Charmed Ring and Other Stories.

ser@adm.ku.dk