»Jeg skrev elendige essays«

Jonathan Safran Foer fejrede udgivelsen af sin første bog med at købe sig et par nye Converse, og siden har han levet komfortabelt i skyggen af sit store gennembrud. Pludselig bryder den 32-årige forfatter så ind på kyllingefarme og gæster Martha Stewart, som kokkererer vegansk thanksgiving-menu for ham for åben skærm. Hvad foregår der?

Universitetsavisen har mødt New Yorks mest feterede unge forfatter Jonathan Safran Foer, der er aktuel med sin længeventede tredje bog efter to blændende romansællerter. Men hvis man forventer en historie á la Alt bliver oplyst (2002) eller nye eventyr med verdens sødeste niårige Oskar fra Ekstremt højt og utrolig tæt på (2005), ja, så bliver man fælt skuffet.

Om at spise dyr er nemlig en blanding af filosofi, erindring, videnskab og brudstykker fra Foers eget liv. Bogen danner en stærkt personlig front i en optrævling af den amerikanske kødindustri, der årligt producerer 50 milliarder dyr under forhold, det ville være usportsligt at afsløre allerede her.

Har Jonathan Safran Foer lagt fiktionen på hylden? Han er i hvert fald blevet en mand med en sag. Universitetsavisen mødte ham en grå eftermiddag før hans rockstjerneagtigt udsolgte besøg i Den Sorte Diamant i januar.

Om at blive far

Der står uskrællede gulerødder i et glas på bordet, og selv småkagerne ser rustikke ud, som de ligger der på et gammelt bord i Indre By. Foran mig sidder Jonathan Safran Foer. Han er veltalende, skænker te, og virker som verdens rareste menneske.

Og så er han vegetar. Efter hele sit liv at have bølget mageligt rundt som ’flexitarian’, som en kæk sjæl har kaldt det, blev han og forfatterfruen Nicole Krauss for fire år siden forældre til sønnen Sasha. Og det ændrede alt.

»Før jeg blev far, var mit liv som et svingende pendul. Men min søns ankomst var en mulighed for at tage en masse ting op til overvejelse, for eksempel vores madvaner.«

Foer havde ikke tillid til den mad, hans søn skulle leve af. Og det gav ham, hvad Oskar fra Ekstremt højt og utrolig tæt på, ville klassificere som ’tunge støvler’ – eller nederen på, om man vil.

»Jeg ville ikke gøre det halvt,« fortæller han. »Så jeg tænkte okay, nu sætter jeg mig fuldstændig ind i det her,« og sådan begyndte det.« Fundamentet til Om at spise dyr var lagt.

En forfærdelig studerende

Tilbage i 90’erne blev Jonathan Safran Foer optaget på Princeton University, hvor han shoppede forvirret rundt i jagten på et hovedfag.

»Jeg var en forfærdelig studerende!« griner han højt. »Jeg skrev elendige essays og fik ikke særlig gode karakterer.«

Åbenbaringen kom, da han som nyimmatrikuleret fulgte et kursus i kreativ skrivning, hvor forfatter Joyce Carol Oates fungerede som gæsteunderviser. Under en ferie, hvor Jonathan var på besøg hjemme hos forældrene i Washington D.C., modtog han et brev fra Oates. Her forklarede forfatterinden, at hun mente Foer besad »et meget stærkt og lovende talent« for at skrive.

Jonathan var 18 år gammel, og han betragter stadig det brev som et vendepunkt i sit liv. At skrive havde aldrig været en konkret drøm. Men det blev det. Han valgte filosofi som hovedfag, og med Joyce Carol Oates som vejleder skrev Jonathan Safran Foer i 1999 sit speciale om jagten på historien om den jødiske polske del af sin familie. Specialet blev belønnet med Princeton’s Senior Creative Writing Thesis Prize, og dannede senere grundlaget for hans første bog, Alt bliver oplyst.

Den faglitterære debut

I dag erkender Foer, at han ikke er den store fan af faglitteratur – på samme måde som hans læsere verden over næppe er fans af idéen om at deres litterære helt har kastet sig over noget så blodfattigt som en veldokumenteret fagbog. Med stikordsregister, 70 siders fodnoter og hele pivtøjet.

»Da jeg arbejdede på Om at spise dyr, var det altid som at være på arbejde,« siger han om forskellen på fagbogs- og romanskrivningen.

»Det var dejligt at prøve at skrive om noget konkret. Når jeg skriver fiktion, er det svært at forklare andre, hvad jeg skriver om. Jeg ved

bare, at jeg gerne vil have folk, der læser mine bøger, til at føle, at det gør en forskel. Men jeg ved aldrig hvilken forskel. Det er svært at sætte en finger på. Med Om at spise dyr vidste jeg

præcis, hvad jeg ville. Det var utroligt motiverende.«

På grund af sit store researcharbejde var Foer heller aldrig bange for ikke at blive taget seriøst. For ham lå bekymringerne i, om folk overhovedet gad læse noget så tørt og trist. Men selv om modtagelsen hjemme i USA har været blandet, er der en tydelig tendens: Folk er gået til bogen med en idé om, at de ville hade den, men de har overgivet sig til budskabet undervejs i læsningen.

»Jeg troede, bogen måske ville blive opfattet som kontroversiel, men det har ikke været tilfældet – for ingen er uenige. Alle er derimod enige om, at vi har en forfærdelig situation, som vi er nødt til at finde en løsning på. Jeg siger ikke, at det er forkert at spise kød, jeg siger at måden vi gør det på, er forkert.«

De onde landbrug

Om at spise kød indeholder mange ubekvemme sandheder, og den er decideret uegnet som godnatlæsning. Og tro mig, jeg har ligget der. Foer lægger ikke fingre imellem. Som en del af sin research brød han sammen med dyreaktivister ind på flere industrilandbrug, efter at have sendt utallige anmodninger om at komme på besøg per brev. Ingen svarede ham.

Et indbrud på en kalkunfarm er gengivet i bogen under overskriften ’Jeg er ikke typen, der bryder ind på en farm’.

»Det vi så, var scary as shit. Det var et meget trist sted. Der var ingen vinduer; og lyset bragede ned på kyllingerne for at ødelægge deres døgnrytme. Men det værste er måden, det hele er så systematiseret på. For myndighederne ved, at det er skadeligt. De ved, at kødet bliver inficeret med colibakterier, de ved, at dyr bliver opfostret, selv om de er syge. De ved det hele.«

I bogen underbygger Foer sit argument med øjenvidneberetninger fra tidligere slagterimedarbejdere, der med anger fortæller om levende dyr i slagterrummet, elektriske stave til at genne dyrene med; og kyllinger, der slås ihjel ved dypning i kogekar, der primært består af lort.

Slagterierhvervet topper den amerikanske liste over fag med arbejdsulykker. Det er elendigt lønnet, og mange af de eksslagtere, Foer har talt med, har ar på sjælen over, hvordan dyrene håndteres. Det er ikke længere uddannede landbrugsfolk, der arbejder i industrilandbrugene – det er illegale indvandrere, der ikke kan finde arbejde andre steder.

»Mange har spurgt mig, hvad der er det værste, jeg har oplevet under arbejdet med bogen. Folk forventer nok, at høre noget fra en splatterfilm. Men jeg synes, at det værste er, at det hele er så organiseret. Så systematiseret. Det er én stor fabrik. Og spørgsmålet er, om vi vil spise det.«

Kødløse dage

I USA står industrilandbrugene i dag for fremstillingen af 99 procent af alt det kød, der bliver spist. Og det har massiv indflydelse på klimaet. Hver gang en halv hektar skov bliver ryddet til huse og veje, ødelægges knapt tre hektar skov til fordel for industrilandbrugene. Og selv om det lyder komisk, så er køer og grises prutter og bøvser ekstremt metanholdige – en farlig drivhusgas, der er mere kraftig end kuldioxid.

»Det var skræmmende at opdage, at 51 procent af alle udslip af drivhusgasser stammer fra industrilandbrug. I min bog skrev jeg 18 procent, men siden har nye undersøgelser vist, at det faktisk står endnu mere alvorligt til,« fortæller Foer.

Men selv om der er alvor i både stemme og blik, er det vigtigt for ham at understrege, at han ikke regner med, at alle vågner op i morgen og begynder at leve af nedfalden frugt. Hans pointe er, at små skridt er vejen frem, selv i supersizess USA.

»Hvis alle amerikanere skippede bare ét måltid med kød om ugen, ville det svare til at fjerne fem millioner biler fra vejene. Det burde altså være til at holde ud.«

Trods den åbenlyse sammenhæng, er vegetarisme stadig noget, klimaaktivister nødig taler om. Velsagtens af frygt for at virke endnu mere rabiate i et samfund, hvor klimasnak godt kan føles som at blive slået i hovedet med en hammer. Ikke desto mindre har både Al Gore og den indflydelsesrige britiske økonom Sir Nicholas Stern bekendtgjort, at selv om ingen af dem er vegetarer eller dyrerettighedsforkæmpere, så har de skåret ned på deres kødforbrug. Stern har udtalt, at et fælles skridt i retning af vegetarisme, er det, der skal til for at redde kloden.

Små ulykker

Foer bifalder Sterns afvæbnende tone i en skinger debat, der ofte ender med, at den ene part bliver defensiv og føler sig dæmoniseret på grund af kærligheden til cheeseburgeren. Foer håber, at Om at spise dyr, om ikke andet, vil sætte tanker i gang hos læseren. Også her i lille Danmark, hvor landbruget i takt med tiltagende krav om effektivisering udvikler sig mod amerikanske tilstande.

Ikke mindst takket være Københavns Universitet, der råder over landets største ekspertise inden for udviklingen af det industrielle landbrug – både når det kommer til den dyreetiske tilgang og den rent praktiske, hvor der groft sagt bare skal noget kød ud over rampen.

Det er overvejelser, man er nødt til at tage med, hvis man i sin læsning af Foers bog føler sig tilbøjelig til at tænke, at den slags kun finder sted over there.

Hjemme i Park Slope i Brooklyn er Foer blevet far for anden gang, og nu melder lysten til skønlitteraturen sig igen.

»Jeg har virkelig fået lyst til at skrive fiktion igen. Efter Ekstremt højt og utrolig tæt på var jeg helt udtømt for inspiration. Men jeg har fået lysten tilbage nu,« fortæller han, og åbner så endelig den skatkiste, vi alle ville ønske vi havde nøglen til, på klem.

»Jeg kender forfattere, der kan skrive en disposition over en bog og så bare grifle løs. Men for mig skifter det fra sætning til sætning. Jeg aner aldrig, hvad der skal ske. Og det er jo godt. Der skal være plads til de små ulykker undervejs.«

uni-avis@adm.ku.dk