PET-historiker advarer mod juristeri

PET-kommissionens rapport fra juni er, som en sand koldkrigsberetning bør være, rig på historier om overvågning, undergravning af demokratiet og ministerløgne.

Diskussionerne i kølvandet på rapporten har drejet sig om, hvorvidt man kan stille skiftende regeringer til ansvar for at have vildledt Folketinget og befolkningen om PET’s overvågningspraksis – hvilket de ifølge beretningen har gjort.

Der er også heftig debat om, hvorfor PET-kommissionens medlemmer ikke finder anledning til at fælde dom over de ministre, som de ellers dokumenterer har forbrudt sig mod deres ministeransvarlighed.

VS er ahistoriske

Senest har Venstresocialisterne (VS) fremsat et erstatningskrav til PET på fem millioner kroner for uberettiget overvågning. Men man skal passe på med at forplumre historiske diskussioner med juristeri, advarer historiker ved Københavns Universitet og medlem af PET-kommissionen, Regin Schmidt.

Koblingen af historie og jura virker ellers oplagt, taget i betragtning at kommissionens menige medlemmer var to jurister og to historikere. Men selv om kommissionen begyndte som et juridisk projekt, og historikerne først kom til senere, så skal rapporten primært ses som et historisk dokument, mener Regin Schmidt.

»Den Kolde Krig skal ses i historisk sammenhæng, frem for at drukne i diskussioner om regler og retningslinjer. For eksempel henviser VS’ advokater til den Europæiske Menneskerettighedserklæring, men den spillede ingen rolle under den Kolde Krig.«

»Intet sted i arkiverne er der overvejelser om hensynet til de overvågedes menneskerettigheder, så det er komplet ahistorisk at referere til Menneskerettighedserklæringen i dag,« siger Regin Schmidt.

Norge er ikke forbilledet

I Norge udløste den såkaldte Ketil Lund-rapport fra 1996 i nogle tilfælde erstatning til de overvågede. I den kommende udgave af Universitetsavisen diskuterer professor Ditlev Tamm og tidligere VS’er Preben Wilhjelm PET-beretningen, og noget af det eneste, de to kan blive enige om, er, at den danske kommissionen burde have efterlignet den norske model. Men det er Regin Schmidt lodret uenig i.

»Lund-rapporten har høj status i Danmark, men der er ingen, der har læst den, fordi den er umulig at læse. Og den er langt mere inkvisitorisk end den danske. I Norge havde man lige haft en aflytningsskandale, så der var en stemning af, at efterretningstjenesten var noget væmmeligt noget.«

»Folkene bag den norske rapport har slet ikke forstået, hvad en efterretningstjeneste er. For eksempel har man kritiseret, at den norske efterretningstjeneste har videregivet oplysninger til udlandet, men det gør man jo blandt andet for at bekæmpe terrorisme,« siger Regin Schmidt.

Det har man også gjort i Danmark, men Regin Schmidt fortæller, at PET faktisk har været tilbageholdende med at videregive oplysninger om danske statsborgere, og har værnet stærkt om dansk suverænitet. Eksempelvis måtte udenlandske efterretningstjenester ikke operere i Danmark, uden at PET kendte til det.

PET som pop

Historielektoren mener, at der er meget at hente i den danske beretning, hvis man betragter den som et historisk dokument.

De skiftende regeringers dobbeltspil om PET’s registreringspraksis er kommet frem via kommissionen, som også har været de første til at få fingrene i det omfattende arkivmateriale om den sovjetiske officer Gordijevskij, som nåede at afsløre 400 KGB-agenter i sin tid som dobbeltspion.

Rapportens 4.600 sider rummer selvsagt spionhistorier og magtintriger nok til at fylde en saftig natbordsbog. Så det har Regin Schmidt tænkt sig at gøre, og til efteråret udgiver han det, han kalder en populærbog med historier fra PET-beretningen.

»Der er blevet afsat så mange penge, og vi har haft så gunstige forskningsvilkår at vi også har en forpligtigelse til at videreformidle materialet,« erkender Regin Schmidt. Popbogen om PET under den Kolde Krig udkommer efter planen til november og er skrevet i samarbejde med historikerne Rasmus Mariager og Morten Heiberg, som også har bidraget til PET-beretningen.

ser@adm.ku.dk