Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
DEBAT - »Jeg så gerne flere borgerlige i Studenterrådet. Flere med samme synspunkter som jeg, men I gemmer jer i hjørnet med armene over kors. Kom ind i kampen!« - Sådan lyder opfordringen fra Kristian Hegaard fra Studenterrådet.
Tænk hvis administrationen på Københavns Universitet var delt op i to. Én gruppe der arbejdede i en retning. En anden gruppe medarbejdere i en anden retning. Vi studerende ville undre os. Med god grund. Hvordan ville administrationen i så fald kunne implementere og arbejde for strategier for universitets samlede bedste?
På samme måde tror jeg, mange undrer sig over behovet for, at studerende bekæmper hinanden på kryds og tværs, når vi har et fælles mål: Bedre forhold for de studerende. De studerende skal blive så dygtige, som de kan. Det tror jeg Frit Forum, Borgerlige Studerende, Studenterrådet og Konservative Studerende alle er enige i. Hvorfor så ikke arbejde sammen om det?
Måske er vi uenige i nogle punkter, men endemålet kan vi formentlig enes om.
Lad det være sagt med det samme. Jeg er selv hamrende uenig med Studenterrådet på en række områder. Særligt SU og dimensionering for at nævne to emner.
Studerende er ikke en svag gruppe. Hvorfor give hjemmeboende studerende SU, når der er studier, hvor man har seks undervisningstimer om ugen? Vi får i forvejen stillet en fantastisk uddannelse til rådighed – hvorfor også blive betalt for det? Det er et usædvanligt privilegium. Derfor har jeg selv været afmeldt SU størstedelen af min studietid.
Dimensioneringen medfører, at færre uddanner sig ud i arbejdsløshed. Der bør være en berettiget forventning om at få job efter endt uddannelse.
Derudover har jeg ikke meget til overs for blokader og demonstrationer. Der er efterhånden gået lidt inflation i den slags.
Når man vælger Studenterrådet, vælger man ikke nødvendigvis hele pakken. Jo, mange af dem er nok en del rødere, end jeg er. Det er der heller ingen, der lægger skjul på. Men jeg ved, vi deler det samme mål. Den samme vision for universitetet. Jeg så gerne flere borgerlige i Studenterrådet. Flere med samme synspunkter som jeg, men I gemmer jer i hjørnet med armene over kors. Kom ind i kampen!
Man skal huske på, at Studenterrådets arbejde er meget mere end PR-sager som SU-reform, fremdriftsreform og dimensionering. Det er den daglige drift for de studerende rundt omkring på fakulteterne. Det er de problemstillinger, som studerende møder i dagligdagen hver især. Her bliver gjort et stort arbejde til en særdeles beskeden kompensation. Selv en underbetalt polak ville grine af den ”løn”.
Jeg kan altid få hjælp hos Studenterrådet, hvis jeg finder noget er galt på Jura. Uanset min partipolitiske overbevisning. Det gælder samtlige studerende på universitet. Sådan skal det være. Det er uundværligt.
Jeg har intet mod at føre valgkamp til univalget. Det er sjovt og hyggeligt. Alligevel er det et tankevækkende forbrug af ressourcer. Tænk hvis vi i stedet brugte al energien og tiden fra valgkampen anderledes. På de studerende. På vores mål om bedre forhold for de studerende. På at gøre de studerende så dygtige, som de kan. I sidste ende er vi på samme hold. Alligevel hænger vi plakater op mod hinanden. Kan vi ikke vente med det til folketingsvalg og kommunalvalg? Jeg tror ikke det gavner studerende at blande partipolitik og studenterpolitik sammen.
Jeg ser med tilfredshed på andre studenterorganisationers verbale modstand mod fremdriftsreformen. Desuden har jeg stor sympati for en række af jeres budskaber, men: Hvad gør I reelt for at få indflydelse? Har I eksempler på resultater? Studenterrådet har en lang resultatliste, der eksempelvis tæller: Minimumstimetal på bacheloren; fokus på retssikkerhed ved oprettelsen af studenterambassadøren; bedre boligmuligheder for studerende; studerende i ansættelsesudvalg.
Jeg er glad for, at Studenterrådet får indflydelse. Ikke bare sætter sig i hjørnet og peger fingre af andre studenterorganisationer. De leverer resultater. De gør en forskel for mig. Hvad gør I?
uni-avis@adm.ku.dk