Arbejdsmarkedet bør også indrette sig efter universiteterne

»På en række studier kommer der langt flere studerende ud, end der er relevante job til.«
»Det kan vi simpelthen ikke være bekendt.«
»En uddannelse skal føre til et job.«

Uddannelsesministeren skriver i en aktuel kronik om dimittenders ledighed, som om en lang uddannelse per automatik giver adgang til et job efterfølgende. Det har sjældent været tilfældet.

Bag ved ministerens aktuelle indgreb for at begrænse antallet af kandidater på en del fag ligger et bestemt syn på universiteternes rolle i samfundet, nemlig, at universiteterne skal bidrage til væksten; at universiteterne skal levere dimittender, der svarer til arbejdsmarkedets behov.

Dette syn indebærer, at når der registreres en uoverensstemmelse mellem antallet af dimittender og antallet af job, så er det leverandøren af dimittender som problematiseres, da arbejdsmarkedets behov styrer. Fabrikken (læs: universitetet) må dimensioneres og skæres til, så 1+1 = 2. Men hvorfor dette ensidige fokus på fabrikken?

At universiteterne til en vis grad skal være i symbiose med det omkringliggende samfund er en selvfølgelighed. Den er jeg med på. Men det gælder vel også den anden vej.

Hermed er vi nået til min simple pointe: Bør arbejdsmarkedet ikke også indrette sig efter universiteterne? Har arbejdsmarkedet ikke også et ansvar for vores dimittenders beskæftigelse?

Fra sit elfenbenstårn prøver ministeren at regulere og løse problemet, men det synes evident at hendes statistiske overvågningskikkert er indbygget med et ideologisk filter, der ikke anser reguleringen af arbejdsmarkedet som et alternativ.

Ud over at indgrebets substans dermed bliver formuleret ud fra et tendentiøst og skævt grundlag, gør ministeren sig desværre også garant for en middelalderlig holdning til dimittenders overgang fra uddannelse til arbejde.

Virkeligheden er nemlig, at universiteternes dimittender ikke blot bliver uddannet for at passe ind i allerede eksisterende jobkategorier på arbejdsmarkedet – jovist, visse uddannelser passer rigtig godt i særlige typer af job, og professionsbachelorer uddannes efter denne devise – men nyuddannede er også en unik kraft til at skabe nye idémæssige veje og produktionsmetoder for samfundet, hvortil nye jobs og muligheder kan opstå.

I mine øjne er det ikke universiteterne, som er for langsomme til at omstrukturere sig og følge med politikernes omskiftelighed, men i højere grad et konservativt arbejdsmarked, der ikke kan (eller vil) følge med det spændende udbud af nye kandidater.

Virksomheder kan af gode grunde ikke efterspørge ting, de ikke kender til. Men de tør heller ikke tage chancen og vælger oftest kun det sikre.

Hvis ministeren vil være reel om det påståede dimittendledighedsproblem, bør hun derfor fra politisk hold også sætte fokus på aftagerne af de nye dimittender, og pålægge arbejdsmarkedet lignende krav som på universiteterne.

For der er tilsyneladende løsningsmuligheder her som ikke er undersøgt, og som endda kunne tænkes at bidrage til at fremme arbejdspladsers mangfoldighed og produktion, fx incitament- og overgangsordninger, som RUC-rektor Hanne Leth Andersen påpeger andetsteds.

Forstå mig ret. Dette er ikke en smædekampagne imod arbejdsmarkedet, men en opfordring til ministeren og hendes embedsmænd til at udvide horisonten for løsningsmuligheder og søge en tobenet model. Så man i elfenbenstårnet ikke føler sig nødsaget til så drastisk at trække i håndbremsen og gribe ind i universiteternes selvstyre (rektorerne dimensionerede allerede i et vist omfang), når ligningen ikke passer.

Man kan metaforisk indvende, at kagen (læs: samfundets økonomi) ikke bliver større, men tværtimod mindre og mindre, hvorfor en omfordeling af problemet til arbejdsmarkedet alligevel ikke nytter.
Men hvis kagen kan skrumpe, kan den også vokse. Jeg tror på, at uddannelse får den til at vokse, og at universiteterne ikke blot er fabrikker for samfundet, men selve samfundets benzin.

uni-avis@adm.ku.dk