Aamund: Vanvittig lavt ambitionsniveau for EU

Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K), tog direkte fra Kina til Københavns Universitet (KU) for at debattere forskningspolitik for de kommende år. Hun landede fuld af frygt for Asiens forventede snarlige overtag på vidensfronten.

»Jeg kommer hjem med mange positive indtryk – men altså også med en forstærket opfattelse af, at vi skal til at tage os vældig meget sammen, hvis ikke vi helt skal overhales af kineserne,« sagde hun til de universitetsfolk og politikere, som var dukket op på KU den 13. april for at diskutere Danmarks Forskningspolitiske Råd (DFR)’s årsrapport.

Dansk universitet i EU-toppen

Sandheden er, kunne regeringens egne rådgivere i DFR påpege, at Asien allerede i dag bruger flere penge på forskning, end Europa gør. Og Nordamerika bruger endnu flere. Der bliver altså noget at lave for den nye videnskabsminister, som har tænkt sig at lægge sit krudt i at finde en rolle for danske universiteter i en globaliseret verden.

I det regeringsprogram, Venstre og De Konservative udsendte tidligere i år, hedder det, at Danmark i 2020 skal have mindst ét universitet i Europas top-10. (Måske er løftet faktisk en gratis omgang, for ifølge ranglisten THE-QS er KU allerede Europas ottendebedste universitet).

Uanset: En del af vejen til international succes går gennem deregulering, mener Charlotte Sahl-Madsen. Hun lover universiteterne øget frihed, hvis de kan udstikke klare mål, og hun erklærede på KU at ville forenkle de udviklingskontrakter, universiteterne skal arbejde efter, så der bliver færre mål, der til gengæld vil være af »mere strategisk karakter«. Den kommende tid vil formentlig vise, hvad der ligger i ordet ‘strategisk’, og hvilke af de nuværende mål, der ikke er strategiske nok til at bestå.

Familiemobilitet og penge

Ministeren talte om mål. Danmarks Forskningspolitiske Råd foreslog, at man smider flere penge i universiteterne.

»En satsning på et dansk universitet blandt verdens 20 bedste forudsætter også en væsentlig forøgelse af økonomiske ressourcer til dette universitet,« skriver DFR.

Rådet foreslår i sin rapport mere generelt, at »der skal ske en prioritering og profilering af det danske universitetslandskab, så universiteterne anvender de nationale forsknings- og uddannelsesressourcer på den bedste mulige måde for at sikre international gennemslagskraft.«

Dekan Kirsten Refsing, Humaniora, mente, at en af vejene til internationalisering er øget ‘forskerfamiliemobilitet’ – »det vil sige, at vi må fremme ting som fri indrejse-, opholds- og arbejdstilladelse til forskernes ægtefæller og børn, uanset hvilket land de stammer fra,« sagde hun.

Flade EU-ambitioner får klaps

Men et er danske ambitioner, hvad med EU’s overordnede mål? Dem greb Venstres forskningsordfører Malou Aamund fat i. Hun var egentlig til stede for at skændes med sin socialdemokratiske modpart, men da Kirsten Brosbøl havde måttet melde afbud, kunne Aamund i stedet slå sig lidt løs om sine egne holdninger.

Hun fokuserede på EU og om et Danmark, der halter i internationaliseringen af universitetsverdenen. Det er ikke mindst et politisk svigt. Folketinget interesserer sig ikke for EU, når det kommer til forskning.

»Det er skræmmende,« sagde Malou Aamund, »hvor lidt EU egentlig fylder, og hele internationaliseringen. Det fylder ingenting. Det eneste, der bliver diskuteret, stort set, er, hvordan sikrer vi, at Danmark får en større del af de store EU-midler. Det er, hvad hele den europæiske forskningsdebat er reduceret til, og det er jo skræmmende og næsten deprimerende.«

Derpå gav Aamund sig til at tale om EU’s 2020-strategi, der skal erstatte den hidtidige Lissabon-strategi for EU’s fælles udvikling. Danmark tilslutter sig varmt denne strategi, erklærede statsminister Lars Løkke Rasmussen i februar over for folketingets Europaudvalg. Malou Aamund havde derimod ikke ligefrem »hænderne oppe over hovedet« over EU-ambitionerne i strategien.

»Nu har der været mange Europa-begejstrede meldinger i dag, og jeg er også selv meget Europa-begejstret, men jeg må sige, at hele den der 2020-debat – der er jeg dybt skuffet. Jeg synes, det er hamrende uambitiøst. Og jeg synes, det helt til grin, når vi kigger på, at vi fra dansk side er et af de tre lande, ud af 27, der når målet om at tre procent af bruttonationalproduktet skal gå til forskning, så er det jo helt til grin, når vi siger, hvad er det så for mål vi skal nå i 2020 over for vores EU-kolleger? Det er det samme [mål]. Det er jo fuldstændig vanvittigt.«

Hun henviste til notater fra efteråret, der lagde op til at man skulle bruge fem procent på forskning og udvikling, men nu ser det ud til at ende på blot tre – stilstand, altså.

Aamund skal også sælge ambitionerne hjemme

Malou Aamund er ikke bare oppe imod nogle lidt slappe EU-målsætninger i denne sag, hun vil også skulle få sine kollegaer i folketinget til at gribe i lommerne, hvis Danmark skal i nærheden af at bruge fem procent af BNP på forskning i 2020. Med mindre erhvervslivet klarer de fire procent alene.

I VK-regeringens eget nuværende 2020-program – regeringsgrundlaget fra tidligere i år – står der om forskning, at »regeringen har nået målet om at øge de offentlige bevillinger til forskning og innovation til 1 pct. af BNP fra og med 2010 og til og med 2012. Vi skal videreføre det høje ambitionsniveau også i årene efter 2012.«

Videreføre det høje ambitionsniveau kan læses som politisk kodesprog for ‘forsøge at opretholde status quo’. Og der er ikke et ord om hverken tre eller fem procent, ligesom spørgsmålet om finansieringen er udsat til et kommende regeringsudspil (også om det magiske år 2020).

Torsdag den 15. april diskuterer beslutningstagere og universitetsfolk fra Norden i øvrigt, hvordan de nordiske lande kan »synliggøre og formidle nordiske styrker inden for videregående uddannelse og forskning globalt« – herunder sørge for, at nordiske universiteter markerer sig bedre i internationale ranglister. Det er Videnskabsministeriet og Undervisningsministeriet, der arrangerer.

chz@adm.ku.dk