Åndens boksehandsker

REPORTAGE

Man kan skyde genvej til centrale værdidebatter i dansk åndsliv ved at se på historiens verbale og tegnede karikaturer, mener litteraturforsker Martin Zerlang.

Under sit arbejde med en bog om Herman Bangs København slog det ham, at datidens forfattere brugte pennen som sværd i interne fejder af stor perfiditet. Martin Zerlangs interesse var tændt, og siden har karikaturstudierne ført ham fra litteraturens verden til politikkens, religionens og rapmusikkens.

Martin Zerlang underholdt om karikaturens kulturhistorie for nylig i Studenterkredsen, der i gamle dage hed ’Frisindet Diskussionsklub’

Revoltens tidsalder

To malerbrødre, indleder Zerlang, ved navn Carracci ’opfandt’ karikaturen i senrenæssancens Bologna. Som moderne flanører, der skulle trives i storbyens mylder af fremmede, udviklede de en teknik til lynsnart at indfange folks karakter. I bare tre streger kunne de gestalte en personlighed.

I 1700-tallet udviklede karikaturen sig til en væbnet kunstart, fordi stregerne egnede sig godt til at skildre det konfliktfyldte møde mellem høj og lav, ideal og forfald. Karikaturen fik sit folkelige gennembrud som massernes vrængende stemme i revoltens tidsalder, og er siden dukket op i mange sociale og politiske konflikter, fortæller Zerlang.

Vores egen politiske historie er mindre blodig end den kontinentale, og Zerlang citerer Carsten Jensen for denne karakteristik af nationalkarakteren: »For danskeren er det typisk, at så snart han tager en kniv i hånden, tager han en gaffel i den anden.« Den konformisme bekræftes dog ikke af et tilbageblik på litteraturhistorien – her florerer fejdelysten.

Det antimoderne gennembrud

Fra 1840 udkom tidsskriftet Corsaren, som vandt stor popularitet med sine ætsende angreb på enevælden og dens institutioner, især censuren. På den tid var digterne selv begyndt at opføre sig anderledes end tidligere – de »dramatiserede deres forfattergerning,« siger Zerlang.

»Kierkegaard, fx, der havde næse for selviscenesættelse, fantaserede i sine dagbøger om at blive genstand for karikatur, og han kontaktede selv Corsarens redaktør. Det kom han til at fortryde, for i en årrække rettede bladet giftige angreb mod Kierkegaards person.

At også den forfængelige H.C. Andersen var et taknemmeligt offer, kan ikke komme bag på nogen. Karikaturen er nemlig særligt egnet til at trække tæppet væk under personer, der tilraner sig en autoritet,« siger Zerlang.

I det konservative vittighedsblad Punch hudflettede bredgadeborgerskabet det moderne gennembruds aktører, og prominente stemmer blandede sig i debatten. I den såkaldte dysmorfismestrid begræd fx Johannes V. Jensen, at kunstnere »engang malede med pensler, så med albuen, men i dag maler de med enden.«

Zerlang spørger, om vi kan forestille os noget lignende i dag? At en bedsteborgerlig magasinudgiver går efter struben på tidens litterære avantgardister?

Svaret giver sig selv, og årsagen er, at den brede befolkning dengang stod med hatten i hånden, så de konservative kræfter kæmpede for at bevare deres privilegier, mens den sociale mobilitet øgedes, forklarer Zerlang. Det var simpelthen en kamp om dannelsen, og begge sider fandt et effektivt våben i latterliggørelsen og karikaturen. Politikens stiftere, Edvard Brandes og Viggo Hørup, gik også til makronerne »med den overlegenhed, der ligger i latteren,« og Edvard Brandes nød sit ry som den »bedst-hadede« mand i Danmark, mener Zerlang

I det 20. århundrede blev karikaturen primært det våben, hvormed den bornerte borgerlighed skulle bekæmpes – en pibekoncert mod det gamle efter Karl Marx’ devise om, at man skal tage en munter afsked.

Litteraturens prestigetab

Efter 1950 blev karikaturen lidt mere tandløs, og forfatterne bliver ’glatragede’. Hvor selviscenesættelsen havde været en del af forfattergerningen, blev digternes fremtoning mere nivelleret. Suzanne Brøgger har beklaget sig over, hvad hun kalder forfatternes »godtkøbsfysiognomier«.

Men der er undtagelser, og Klaus Rifbjerg, der rask påstår om sin forfatterkollega Jens Christian Grøndahl, at han om muligt er endnu kedeligere end de bøger han skriver, opfører sig ofte som »et verbalt krydsermissil.«

Men litteraturen har lidt et generelt prestigetab, og forfatterkarikaturer finder sjældent vej til spalterne i dag, fordi vi ikke har et samlet blik på digterne og deres færden. Martin Zerlang læste et sted om forfatteren Lars Frost, at han ligner en karikatur på gadehjørnets moderne forfatter. »Men hvordan er det lige, Lars Frost ser ud?« spørger Zerlang.

En karikatur værd

Fejderne er ikke forsvundet, de er bare flyttet til andre sfærer. I dag er det primært politikere, der står for skud. Anders Fogh opfattede vel nærmest hulemands-karikaturen som et brand, mener Zerlang, selv om den egentlig var ret nedrig. At man er en karikatur værd, betragtes som en æresbevisning.

»I dag står de personlige identiteter til evig forhandling,« siger Zerlang, »og kampen om anerkendelse raser også i vor tids kulturelle koreografi.«

»Siden 1980’erne har rapmusikken været karikaturscenen par excellence. Rapperne karikerer både sig selv og hinanden, og når man battler (skiftes til at rime fornedrende vers om hinanden), er det en moderne litterær udveksling af tilsvininger.«

Rappernes valuta er respekt, og en del af genrens dynamik er at kunstnerne disser (disrespekterer) hinanden med verbale karikaturer, ganske som tidligere tiders litterater.

»En udsøgt rap-knockout var fx, da Den Gale Pose langede ud efter den ældre kollega Nikolaj Peyk ved at pege på, at han rimer på Keld Heick,« ler Martin Zerlang.

En længere diskussion om religiøse karikaturtegninger og karikaturer, der går efter sociale typer (fx deltagere i reality shows) i stedet for navngivne personer afslutter et foredrag, der var mindre smudsigt end håbet, men vældig oplysende til gengæld.

Handsken er klart kastet: Søren Kierkegaard kaldte Grundtvig ’en jodlende friskfyr’; Georg Brandes kaldte Johanne Luise Heiberg ’en Gaas’; Edvard Brandes kaldte Herman Bang ’en vantreven Abekat’; Johannes V. Jensen kaldte Sophus Claussen ’en fugtig Lollik’; Klaus Rifbjerg kaldte Henrik Stangerup ’vandhovedet fra Møn’.

gbg@adm.ku.dk