Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

År 1993. 31 politifolk raider Studenterhuset og finder våben. Er KU en terroristrede?

Krimi — For 25 år siden ransagede politiet Studenterhuset og fandt ni ulovlige våben. Penge fra Københavns Universitet var gået til at finansiere et arnested for militante grupper, der skød med automatvåben til deres møder, skrev aviserne. Sagen trak tråde til en strid mellem marxistiske psykologer og okkulte asatro.

»Jeg kan huske den morgen. Vi vågnede og tændte for Radioavisen og hørte, at politiet havde stormet et studenterhus. Hold da kæft, det går hårdt til for sig i Berlin, tænkte vi. Det var vores første tanke, at der måtte være sket noget i Berlin i nat. Så var det sgu i København.«

Kalle Birck-Madsen husker tydeligt nyheden om, at politiet havde stormet Studenterhuset i Købmagergade, selvom det nu er 25 år siden.

Forside af Uniavisen den 28. oktober 1993

På forsiden af Universitetsavisen kunne man 28. oktober 1993 læse, at Studenterhuset var lukket – og muligvis aldrig ville blive Studenterhus igen – efter fund af våben i huset.

Natten til den 20. oktober 1993 havde Kalle som den sidste forladt Studenterhuset. Han havde låst døren bag sig og var sprunget på sin cykel, uvidende om at der få meter derfra stod 31 politifolk, to politihunde, et par journalister og en fotograf fra Ekstra Bladet klar til at rykke frem, når huset var rømmet.

Næste morgen kunne man i Ekstra Bladet læse, at Studenterhuset havde huset en »terroristrede« og været »dækadresse for hemmelig militant aktivitet«, og at politiet under razziaen havde gjort et »opsigtsvækkende« våbenfund.

Gemt af vejen i en blå sportstaske i et skab på førstesal var der fundet ni våben, som Kalle senere tog skylden for. Han fik en dom for ulovlig våbenbesiddelse, men det er slutningen på historien, og vi skal tilbage, hvor det hele begyndte – i starten af 1990’erne.

1. Et håbløst hus

Studenterhuset, der ligger i Købmagergade 52 med Rundetårn som nabo, har eksisteret siden midten af 1980’erne, hvor universitetets daværende rektor – mod undervisningsminister Bertel Haarders vilje – besluttede at overlade en nedlagt kantine til de studerende, der længe havde kæmpet for et fælles hus.

»Det var et håbløst hus. Men vi fik det hele skraldet og malet det for penge, som primært kom fra vores egne midler faktisk,« fortæller Kalle, der sad med i den stiftende Husgruppe.

De første par år gik der ikke meget for sig i huset. Der var et band, der øvede i kælderen, og om fredagen var der af og til café med kaffe og øl.

Fotografi taget i af universitetsledelsen i Studenterhuset 21. oktober 1993. På bagsiden står skrevet: »I kælderen. Nedlagt toilet. Madrasser. Der ligger cigaretskodder og andre efterladenskaber i rummet.«

»Der var også en tidligere soldat fra Kurdistan, som fik lov at bo i huset. Det var rart, for så kunne han passe på det, og han havde ikke noget sted at bo. Det er jo sådan noget, man ikke må, men alle huse af den art har jo sovende gæster. Det skal de også have, ellers er det ikke et hus,« siger Kalle.

Officielt blev Studenterhuset først indviet i 1989, hvor undervisningsministeren blåstemplede, at universitetet bevilgede penge til et studenterhus, på betingelse af at der skete »en ligelig behandling af alle de studentergrupper, der kunne tænkes at ville benytte studenterhuset.« Og dem var der efterhånden kommet flere af.

I starten af 90’erne voksede Studenterhuset til et populært forsamlingshus, der med med et årligt tilskud på knap 400.000 kroner fra universitet drev café, arrangerede teater, udstillinger og livemusik og lagde hus til et bredt udvalg af studenterforeninger.

Man kunne gå til Tai-Chi, spansk folkedans, fotografi, rockmusik og demokrati i Kina. Og så var der Regnbuen – en psykologisk rådgivning drevet af marxistisk inspirerede psykologistuderende – og Yggdrasil – et historisk forum med en hang til asatro og runemagi.

De to grupper skulle vise sig at spille en særlig rolle i sagen om våbenfundet.

2. Et fjendskab

I det daglige holdt grupperne i Studenterhuset sig mest for sig selv, fortæller Erik Albrechtsen, der i 1993 var bestyrelsesformand i huset. Han var selv begyndt at komme i huset i efteråret 1990, hvor han var startet på spanskstudiet, og det punkrockband, han spillede i, havde fået adgang til et øvelokale i Studenterhusets kælder.

»Men der var også nogle grupper, der godt kunne komme op og toppes temmelig meget. Der var nogle, der bestemt ikke kunne lide hinanden,« siger han.

Uvenskabet, Erik mindes, udspillede sig mellem den okkulte gruppe Yggdrasil og den psykologiske rådgivning Regnbuen. I spidsen for Regnbuen stod Kalle, som havde været blandt Studenterhusets første brugere.

»Regnbuen var en gammel gruppe og havde en ret stor indflydelse i huset – for ikke at kalde det magt« siger Erik.

Yggdrasil var nytilkomne. Gruppen var dukket op i efteråret ’91 under navnet Solbiergselskabet. En repræsentant fra selskabet med det borgerlige navn Per Olsen – og tilnavnet Villy Vekselstrøm – havde præsenteret en idé om at afholde et lille bogsalg i Studenterhuset. Uoverensstemmelser mellem Solbiergselskabet og Regnbuen resulterede i, at Solbjergselskabet trak sig fra huset 4, men selskabet førte sine okkulte aktiviteter i huset videre under navnet Yggdrasil og med en ny frontfigur, Pelle.

3. Hagekors

Fjendskabet mellem Regnbuen og Yggdrasil blussede for alvor op, da et medlem af Regnbuen havde overhørt et gruppemøde, hvor Yggdrasil havde diskuteret »afnazificering« af hagekorset.

»De begyndte at snakke om de kristne og de fremmede, der havde ødelagt den danske folkesjæl. Og nazitegnet, det var egentlig et gammelt soltegn… Svastika, det skulle Hitler sgu da ikke have lov at ødelægge, så det skulle males i huset,« husker Kalle om Yggdrasils udtalelser.

Fælles for de to grupper  var, at de ikke var blege for at give deres meninger til kende.

»Regnbuen anklagede Yggdrasil for at være forbundet med nazismen, mens Yggdrasil beskyldte Regnbuen for at være stalinister og leninister og ville hjernevaske os alle sammen. Der var rigtig dårlig stemning mellem de her grupper,« fortæller den tidligere bestyrelsesformand Erik.

4. Truslen fra højre

Centralt for konflikten var spørgsmålet om, hvorvidt Yggdrasils fortidsstudier tenderede til nynazisme og kunne danne grundlag for en eksklusion af gruppen.

Yggdrasil mente selv, at anklagerne mod dem var udtryk for »politisk bagvaskelse af uskyldige« og »ren forvridning«. De så sig selv som en del af en magisk orienteret venstrefløj, der ikke havde spor med nazismen at gøre.

Kalle fra Regnbuen kædede derimod Yggdrasils udtalelser sammen med de højreradikale miljøer, der på det tidspunkt florerede i København og omegn. Én begivenhed havde været særligt skelsættende. I marts 1992 var en bombe sprunget på Internationale Socialisters kontor i Søllerødgade på Nørrebro, og ved eksplosionen omkom den 29-årige socialist og antiracist Henrik Christensen.

Både Politiet og PET var inddraget i efterforskningen, som forbliver uopklaret, på trods af at en højreekstremistisk skinhead-gruppe, der kaldte sig »Frit Danmark K12«, tog skylden for attentatet.

»Det var bare situationen dengang. Rigtig meget utryghed,« siger Kalle og tilføjer, at det var årsagen til, at gruppen Studerende mod Racisme blev stiftet. Initiativtagerne var folk fra Regnbuen, men gruppen tiltrak en bred skare af studerende og arrangerede anti-racistiske debatarrangementer og oplæg i Studenterhuset.

5. Ulovlige kabler

Kalle beskriver stemningen på de antiracistiske møder i Studenterhuset som anspændt og nervøs. Hvad skulle man stille op, hvis et tæskehold af nynazister dukkede op?

Der blev taget flere forholdsregler. På et møde afholdt kort tid efter bombedrabet på Nørrebro satte medlemmer af Studerende mod Racisme brandspande og brandtæpper frem, fordi de frygtede brandbomber, fortæller Kalle.

Desuden lod gruppen nogle bekendte fra det antifascistiske miljø i København agere vagtværn under arrangementer. Til at forsvare sig medbragte de otte overskårne stykker telefonkabel og et vandrør – eller ni ulovlige slagvåben.

De knippelagtige telefonkabler blev efterladt i Studenterhuset, og deres tilstedeværelse var velkendt blandt husets brugere – de blev både omtalt i den månedlige Husavis og drøftet på et stormøde allerede i maj ’93.

»[Det handler om] at kunne takle situationen, indtil panserne kommer. Jeg vil ha’ en mulighed for ikke bare at stikke hovedet frem – og så få tæsk af nazi’er,« lød et af argumenterne, der blev fremført på stormødet og fik opbakning af flere fremmødte.

Trods protester fra andre medlemmer af Studenterhuset fik kablerne lov at blive i huset, og da Kalle en morgen skulle åbne caféen i stueetagen, lå kablerne og flød på et bord.

»Så tænkte jeg, der skal de ikke ligge og flyde, hvorfor ligger de der? Og så smed jeg dem ind i vores skab 7 for ikke at tørre det af på nogen andre,« husker Kalle.

Hvad Kalle ikke vidste, var, at der var nogen, der holdt øje med ham.

6. Skjulte mikrofoner

Vi spoler tiden et par uger tilbage. Der står et par langhårede fyre i receptionen hos Ekstra Bladet. Den ene er Pelle fra Yggdrasil, den anden hedder Per Olsen – eller Villy Vekselstrøm – og kommer fra Solbiergselskabet. De har en historie, som de mener, Ekstra Bladet vil være interesseret i. Historien handler om Studenterhuset.

»Folk henvendte sig pludselig til os og sagde, at Studenterhuset mere eller mindre var blevet overtaget af en gruppe venstreorienterede aktivister. Der var ikke plads til andre, og de smed folk ud med begrundelsen, at de var højreorienterede og dermed fascistiske og racistiske og sådan noget,« fortæller journalist Anders-Peter Mathiasen, den ene halvdel af det makkerpar fra Ekstra Bladet, der var først med historien om våbnene på Københavns Universitet.

Journalisterne begyndte at grave i historien – og brugte både »almindelige og ualmindelige« journalistiske metoder.

»Vi gik rundt derinde om natten og kiggede. Vi satte også nogle mikrofoner op og sådan noget pjat. Og der var nogle studiekredse, hvor de sad og skrev oder til de skudte revolutionære fra Nørrebro,« siger Anders-Peter Mathiasen med henvisning til de demonstranter, der 18. maj 1993 var blevet skudt af politiet efter at have kastet store mænger brosten mod betjente under voldsomme gadekampe på Nørrebro.

»Og vi hørte noget med, at de rendte – og det kan godt være, at det er forkert – men vi fik at vide, at nogle af de her folk rendte og holdt kampøvelser oppe i Sverige på ødegårde,« tilføjer han.

Da journalisterne havde samlet stof til en historie, tog de kontakt til universitetets sikkerhedschef, Lars-Erik Allin, som tilkaldte politiet. Næste dag ransagede og lukkede politiet Studenterhuset i Købmagergade – og historien ramte forsiden af Ekstra Bladet.

7. Automatvåben

En stor del af Ekstra Bladets artikel var baseret på dokumenter, som Per og Pelle havde afleveret på redaktionen, heriblandt referater fra Regnbuen og Studerende mod Racismes møder. I et mødereferat fra sommeren ’93, stod, at der på næste møde ville blive »affyret skarpe skud med storkalibrede automatvåben«.

»Studerende mod Racisme havde diskuteret, hvad man skulle gøre, hvis der kom en flok nazister og angreb deres møde. Og så havde de i sjov sagt, jamen, til næste møde skal vi lære at kaste med kastestjerne og skyde med rifler og maskinpistoler – altså bare en total joke! Men det skal man åbenbart ikke lave fis med i et referat, for sådan et referat bliver samlet op og afleveret sammen med en masse løse rygter til Ekstra Bladet,« siger den tidligere bestyrelsesformand Erik.

På et efterfølgende måde var det blevet noteret, at referatet skulle rettes til, så det fremgik, at der var tale om en spøg. Men i mellemtiden havde det oprindelige referat hængt på en frit tilgængelig opslagstavle i Studenterhuset.

8. En mand med en mission

Hvad Per og Pelle ikke fortalte Ekstra Bladet, da de kom og afleverede det belastende bevismateriale, var, at de havde deres egen mission.

Deres første mål var at gøre Studenterhuset tilgængeligt for andre end Regnbuen, som de mente, havde taget magten over huset.

»I nogen tid havde en gruppe med baggrund i Blekingegadebanden, ekstrem venstrepolitik o.l. besat stedet, de boede der nærmest under et dække kaldet ’Regnbuen’,« skriver Per Olsen i en mail til os.

Da det ikke umiddelbart lykkedes, blev et nyt mål sat: »At få Regnbuen selv ekskluderet fra Huset, og Huset dermed overgivet til de (tidstypisk liberalt-borgerlige) yngre studenterkræfter, som evnede at føre det videre efter den hensigt, det nu engang havde/har.«

Samarbejdet med Ekstra Bladet var det, der skulle til for at få missionen til at lykkes.

»… de slugte maddingen og vi hev torsken i land,« skriver Per og tilføjer, »den med at de autonome trænede med ’ildvåben’ den elskede de. LOL.«

9. Ekskluderet

Dagen efter politiransagningen stillede Kalle og en studerende, Anne, der begge kom fra Regnbuen, på eget initiativ op på TV2 Lorry i et forsøg på at forklare og forsvare sig. tv-indslaget førte til, at både Kalle og Anne blev sigtet for ulovlig våbenbesiddelse. Anne endte med at gå fri, mens Kalle blev idømt en bøde på 600 kroner.

I Studenterhusets bestyrelse vakte det fortørnelse, at de to var gået til pressen.

»Vi havde sagt til dem, at hvis I gør det, så kommer I til at fremstå som repræsentanter for hele Studenterhuset. Det gjorde de så alligevel. Og så var vi nødt til at sige, at det er illoyalt – når I gør det, er vi nødt til at ekskludere jer,« siger Erik.

Mere om våbensagen

Artiklen er baseret på første kapitel af podcasten Er der nogen, der lytter med? – en fortælling i fire dele om våben, aflytning og spioner på Københavns Universitet. Lyt med på iTunes eller Soundcloud – eller find podcasten på uniavisen.dk.

Bestyrelsens beslutning om at ekskludere grupperne Regnbuen og Studerende mod Racisme, og Kalle og Anne personligt, blev stadfæstet på en seks timer lang ekstraordinær generalforsamling tre uger efter politirazziaen. Her blev det også vedtaget at smide Pelle og Yggdrasil ud for deres rolle i våbensagen.

Pelle døde i 2013 og kan ikke svare for sig, men ifølge Per Olsen var eksklusionen intet nederlag for Yggdrasil, hvis mission var lykkedes:

»Det du kalder ’våbensagen’ blev det omdrejningspunkt, hvor vi fik [Regnbuen] ud og i den forbindelse selv trak os med veludført arbejde og ønskværdigt resultat bag os :-)« skriver han.

Regnbuen forsatte sit rådgivningsarbejde uden for universitetet, og selv om Kalle officielt er persona non grata, har han været tilbage i Studenterhuset flere gange:

»Den offentlige hukommelse er jo kort, der er sgu ikke nogen, der kan huske, at jeg er ekskluderet derfra. Når jeg er gået forbi, har jeg af og til stukket hovedet ind for at se det… jeg har jo malet hver en plet i det hus, ikk’. Flere gange endda. Jeg kender hver en kvadratcentimeter,« siger Kalle og griner.

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste