Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
HUSKER DU? - Studenter i oprør og fyrede biologer; prorektors popmusik og institutlederens slankepille? Uniavisen ser tilbage på et gråmeleret år med krise og klima. Nu er det slut
Endnu et år kan pakkes i kasser og lægges på loftet. Men først skal man gøre status. Det plejer at være en farverig (gen)oplevelse, men dette år har været lettere gråmeleret. For selve verden som sådan, og for universitetet.
2008 var skægt. Med Helge Sanders famøse Gramsegate mod Christine Antorini og med rektor Ralf Hemmingsens freudianske smutter, da han udtalte sig om firmaer, der vil trække professorfinansieringer tilbage: »når man har stukket bananen ind i grotten, så bliver den der.«
Se dét er stof, året der gik-artikler er gjort af.
I 2009 har der været længere mellem snapsene. Syndebukken har været et pilråddent finanssystem og ditto klima. Og som et spejl af samfundet udenfor blev også Københavns Universitet domineret af klima og krise.
På Nat skulle de allerede tidligt op at stå i pedalerne for at trampe året i gang. Fakultetet skulle spare 45 millioner kroner, 70 stillinger skulle nedlægges, og det gik særligt ud over biologerne.
Universitetsavisens første forsidehistorie i 2009 handlede derfor om dekan Nils O. Andersen, der så sig klemt mellem en ledelse, som stak ham sparekniven i hånden, og ansatte, der krævede at deres dekan fægtede på deres vegne.
Biologerne var i oprør, og det samme kom universitetets studerende et par måneder senere, da regeringen varslede nedskæringer i SU’en. Intet kan vække en slumrende studenterbefolkning som et snap efter pengepungen, og SU-oprøret viste sig at udløse et større tværfagligt studenteroprør.
For en stund.
I april besatte et par hundrede studerende centraladministrationen, afsatte rektoratet i tre dage og indførte rundbordsdemokrati, rundbordsundervisning og rundbordsmåltider med klunset mad. Hvorefter de tog til Belgien og demonstrerede mod EU’s uddannelsespolitik sammen med aktivister fra hele kontinentet.
Demonstrationer og universitetsbesættelser fortsatte rundt om i Europa, men KU’s miniaturerevolution gik i sig selv igen. Oprørerne lader til at have fået klima på hjernen.
Det samme har universitetet. Klimaet var KU’s store forskningssatsning, og klimakongressen i marts, der tiltrak over 2.000 deltagere, heraf verdens mest feterede klimaforskere, står som universitetets største bedrift i 2009.
Men klimaet er også et område, hvor de faglige fejder buldrer og trækker mørke skyer over sig. Og KU kan fremvise sine egne klimadissidenter.
Lektor Bjarne Andresen, for eksempel, som midt i fællesjublen kaldte kongressen for ’et klimashow for de frelste’, hvis hykleri og politiske opportunisme gav ham opkastningsfornemmelser.
2009 så også Teologi i forsvarspositur. Angrebet kom fra Religionsvidenskab: Hvordan kan man være videnskabelig, når man har som formål at opretholde en metafysik-religiøs ideologi? Gu er Teologi normativt, lød svaret, men det gør os ikke mindre videnskabelige.
De største slagsmål har dog stået på det politiske plan. Modstanden mod Universitetsloven fra 2003 nåede nye højder i år. Op mod december, hvor evalueringen af loven skulle være endelig, var ansatte på barrikaderne for deres forskningsfrihed, demokrati og akademiske ytringsfrihed. Tonen var brysk, bidende sarkastisk og desillusioneret.
Kammertonen i en krisetid.
Universitetet skal som bekendt spille pingpong med resten af samfundet, og i år har flere KU-profiler markeret sig som eksperter i kommissioner med realpolitiske vurderinger.
Men regeringen har på sin side levet op til Anders Foghs gamle mantra om at gøre op med ekspertvældet, så gode råd fra alt fra arbejdsmarkeds- til ungdomskommission er blevet ivrigt ignoreret.
I 2009 blev danmarkshistoriens dyreste kommissionsarbejde afsluttet, da PET-kommissionen aflagde rapport. Den blev evalueret af regeringen på den tid, det tog justitsminister Brian Mikkelsen på tv at frikende PET, uden i øvrigt at tage stilling til alle men’erne.
Og tilsyneladende er ingen temaer for små til at få en kommission, så allerede efter årsskiftet skal et hold KU-forskere fra Carsten Niebuhr Instituttet på den igen, når den såkaldte Burka-kommission skal i felten og tælle muslimske klædedragter.
Men ikke alle eksperter gør lige elegant opmærksom på sig selv. Tag nu Dr. Slank, alias ernæringsforsker og institutleder Arne Astrup, som anbefalede sine Ude&Hjemme-læsere en formidabel slankepille, han selv havde aktier i.
I 2009 blev ’aktivitetskrav’ en del af de studerendes hverdagsjargon. Universitetet skal ikke agere varmestue for folk. Fair nok.
Men der var alligevel plads til Naser Khader, som KU var med til at samle op, da den eksradikale, nu konservative politiker tumlede ned fra ryggen af sin nyrejste Liberale Alliance.
Khader indskrev sig på Teologi for at studere adskillelsen af religion og politik. Her fik han i øvrigt selskab af skuespiller og instruktør Hella Joof.
Ægte kendisser på KU. Måske er det noget, der sker, når man fylder fyrre og meningen stadig ikke har manifesteret sig.
Universitets mest prominente halvtysker, Lykke Friis, fyldte også fyrre, men hun daffede. Forlod sin prorektorstilling og flyttede en halv kilometer til Klimaministeriet i Stormgade. Tysklobbyen, der lige begyndte at røre på sig, fik med ét dårligere odds. Nogle måneder før havde også bestyrelsesformand Bodil Nyboe Andersen, takket af efter fire år på posten.
Inden Friis’ ministerdåb fik hun med succes gjort tradition af det fortløbende politiske teater i Festsalen, hvor ministre, klimahoveder og forskere talte luftigt til tonerne af velvalgt popmusik.
Sammensætning af playlister og anekdotisk pointerede gaveindkøb til gæsterne er muligvis den vigtigste tjans for en ny prorektor i 2010.
Alle slagsmålene til trods var der ikke nok, der gik i brechen for Fiolbiblioteket til at redde Det Kongelige Biblioteks smukkeste filial fra at blive sat under administration. I bogstaveligste forstand.
Til gengæld fik KU nye biblioteker i Gothersgade og på KUA. Og en pose med milliarder til laboratorier. Og et knejsende grønt fyrtårn ved Tagensvej. Og det første tankespadestik til et nyt Naturhistorisk Museum. Finansieringen er erklæret ’på vej’.
Nu er en sæk penge til at sikre at der også er mennesker til at befolke alle de nye, flotte bygninger alt, man kunne ønske sig til jul.
ser@adm.ku.dk