Året hvor KU prioriterede sine studerende

Studenterrådets tale til Københavns Universitets årstfest, 16. november 2012. Det talte ord gælder.

Deres Kongelige Højhed,
kære minister,
kære bestyrelse og rektorat,
kære undervisere, kære medstuderende,
mine damer og herrer,

Verden forandrer sig. Vi skal leve af viden. De studerende er nøglen til fremtidens velfærd. Derfor skal vi se at komme ud af starthullerne.

Vores universitet udvikler sig. Forskningsreformer. Ledelsesreformer. Fusioner. Målet har været klart: at sparke universitetet ind i det nye årtusind.

Vi studerende er en større og mere mangfoldig gruppe end nogensinde før. Og vi har længe argumenteret for, at et sådant spark også kræver markant nytænkning af vores uddannelser.

Her markerer 2012 en vigtig milepæl.

I en tale for ca. halvandet år siden kaldte den forrige videnskabsminister KU-året 2011 for et annus horibilis. Og 2011 var på mange måder et rædselsår.

Men jeg ved ikke, om det skal være skidt, før det bliver godt. For det har faktisk været fedt at være studerende i år. Nu skal der meget til at skabe et jubelår. Men jeg overvejer, om vi skal tone rent flag og kalde 2012 for et annus mirabilis. Det er der en ganske særlig grund til:

I 2012 valgte Københavns Universitet nemlig at prioritere sine studerende.

Det var i 2012 at KU valgte at styrke vores retssikkerhed.

Vi fik nemlig Danmarks første studenterambassadør. Historien om studenterambassadøren er historien om, at selvom ting kan gå galt på Københavns Universitet, så skal de studerende ikke opleve at komme i klemme. Jeg ser studenterambassadøren som et løfte fra universitetet om, at KU’s studerende aldrig mere skal løbe hovedet mod en mur i mødet med universitetsadministrationen.

Det var i 2012 at KU valgte at styrke universitetsdemokratiet.

Skridt for skridt var vores indflydelse blevet punkteret – først med indførelsen af universitetsloven og senere med en uhørt centralisering af studienævn. Værst stod det til på det gamle Naturvidenskab, hvor dekanatet i 2006 totalt fjernede faglig forankring af studienævnene og skabte et enkelt bachelorstudienævn og et enkelt kandidatstudienævn for alle fakultetets uddannelser.

Af samme grund var jublen stor blandt de naturvidenskabelige studerende, da KU med fakultetsfusionen valgte at skabe hele syv fag-tematiserede studienævn på det nye SCIENCE.

Så selvom rektoratet og dekanerne brugte bulldozermetoden i forsøget på at lave en hovedkulds fakultetsfusion, skal det ikke afholde mig fra at rose universitetet for også at huske demokratiet, medbestemmelsen og studenterindflydelsen i sidste ende.

I Studenterrådet håber og forventer vi, at det blot var første skridt imod igen at lade studienævnene være fagnære organer, hvor man forsøger at ”sikre tilrettelæggelse, gennemførelse og udvikling af uddannelse og undervisning,” som der står i Universitetsloven.

Det var i 2012 at KU fandt ud af, at flere timer er en forudsætning for uddannelseskvalitet.

Jeg skal hilse og sige, at det var en hård fødsel. Det tog årevis af arbejde, et utal af dialogmøder, en hel del offentlig debat og ikke mindst et par institutblokader ude på KUA, før det lykkedes os at få vores universitet i tale.

Det var dog hele arbejdet værd. KU har nu anerkendt, at den fundamentalt vigtigste forudsætning for uddannelseskvalitet er, at man rent faktisk har et fornuftigt antal timer. Og fra 2014 er alle bachelorstuderende garanteret mindst tolv timer om ugen.

Jeg blev helt stolt over at gå på et universitet, der endelig gik forrest. For en gangs skyld var det de andre universiteter, der så op til os og efterlignede os på uddannelsesområdet. Og nu glæder vi os bare til, at KU snarest muligt går i gang med at lave et ambitiøst minimumstimetal på kandidatuddannelserne.

Jeg ved godt, at alle ikke har lige stor fidus til det der minimumstimetal: Nogle har kaldt det en skoleliggørelse af universitetet. Andre ser det som et udtryk for, at vi studerende bliver mere og mere uselvstændige!

Jeg synes dog, man har glemt et par mellemregninger, for at nå til de konklusioner.

Undervisningsmængden er faldet på humaniora de sidste mange år. Senest prøvede man i 2011 at reducere antallet af semesteruger ned fra 14 til tolv. Det handlede så vidt jeg husker ikke om at øge selvstændigheden. Tværtimod. Det handlede om cool cash.

Hvis et højere timetal virkelig hang sammen med en lavere selvstændighed, hvordan kan det så være, at man på uddannelserne med flest timer laver de mest selvstændige og innovative projekter? Der er intet, der tyder på, at natur- og sundhedsvidenskabelige studerende er mindre selvstændige og mindre akademiske end andre studerende. Snarere tværtimod.

Når det er sagt, så er det selvfølgelig ikke alene timetallet, der skaber gode uddannelser. Og hvis 2012 skal være mere end et enkeltstående tilfælde, har KU’s ledelse stadig en del at få gjort.

Vi skal have opkvalificeret vores undervisere, så de bliver endnu dygtigere. KU er fyldt med fremragende forskere, men det er desværre ikke dem alle, der er lige så fremragende undervisere. Det skal vi gøre noget ved. Og det skal ske med fokus på motivation. Det skal være spændende at læse på universitetet, og undervisningen skal stimulere og give lyst til de lange aftner på læsesalen.

Men der er også rammer rundt om os studerende, som kræver opmærksomhed. Især hvis vi fortsat skal sikre, at der er plads til de mange nye studerende i undervisningslokalerne, på læsesalene, i grupperummene. Men så sandelig også på de kollegier, der er alt for få af her i byen.

Endelig skal vi fortsat sikre, at vi studerende har ro til fordybelse. Vi kræver rigtig meget af os selv og hinanden, og samfundet kræver rigtig meget af os.

Kære minister, kære Morten,
Jeg ved, at kræfter i din regering arbejder på at finde to milliarder i SU-besparelser. Jeg ved også, at det kan være svært for Finansministeriets regnedrenge at forstå, hvordan et studie, der er normeret til fem år kan tage mere end det.

For her er det så uendeligt vigtigt at vide, hvorfor så mange studerende bliver forsinkede – og vigtigt at vide, at der bag hvert tal i statistikken er et menneske.

Mennesker, der vælger et nyt studie, fordi de valgte forkert første gang.

Mennesker, der tager på udlandsophold eller i praktik, men bliver forsinket på grund af skæve og langsomme meritoverførelser.

Mennesker, der efter opfordring fra politikere og erhvervsliv, arbejder et halvt år som praktikant, selvom man kun får et kvart årsværk for det.

At bruge SU-systemet som pisk er en farlig vej at gå, når der er så mange eksempler på, at universiteternes administration er den første og vigtigste barriere. Vi skal også spørge os selv, hvilke studieværdier vi egentlig hylder.

Er det ikke bedre, at vi bruger ekstra tid på dygtiggørelse, frem for at stille os op i a-kassekøen dagen efter vi har vores forsvaret vores speciale?

Er det ikke bedre, at vi bruger ekstra tid på at blive gode til at koble teori og praksis ved at få konkrete erfaringer fra studierelevant erhvervsarbejde?

Er det ikke bedre, at vi bruger ekstra tid på at hjælpe hinanden ved at lægge timevis af arbejde i sociale og faglige foreninger, der aktivt modarbejder frafald og ensomhed blandt vores medstuderende?

Det har aldrig været en skam at gennemføre på normeret tid. Men det at gennemføre på normeret tid er heller ikke en kvalitet i sig selv.

Verden forandrer sig. Vores universitet udvikler sig. Og vi studerende er flere og en mere mangfoldig gruppe end nogensinde før.

Jeg er villig til at udråbe 2012 som et jubelår. Som det år, hvor Københavns Universitet valgte de studerende. Men jeg vil kun gøre det, hvis 2012 bliver begyndelsen til en ny æra. Æraen hvor Københavns Universitet – og det danske samfund – valgte at prioritere de studerende. Helhjertet.