Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Navne

Årets underviser: »Jeg siger ’det ved jeg ikke’ så ofte i timerne, at de studerende spørger ’jamen, hvad ved du overhovedet?’«

Portræt — Lektor i Jura Hin-Yan Liu er kåret som årets underviser. Selv synes han ikke, han underviser. Han vil hellere diskutere med sine studerende, og går fra undervisningslokalet med materiale nok til en halv bog.

Hin-Yan Lius kontor er en jungle.

På toppen af en række fyldte bogreoler står to cykler, den ene har han selv bygget af bambusrør, og fra en krog hænger en isøkse med et mange meter langt klatrereb bundet i. Planter med blade, der rører loftet, pakker hans skrivebord ind fra alle sider og skjuler næsten en tofarvet porcelænsugle.

Den har han fået, fordi han netop er blevet udnævnt til Årets Harald, som prisen til årets underviser på Københavns Universitet kaldes. Han er overrasket over, at han har vundet, især fordi han slet ikke ser sig selv som underviser.

Hvordan vil du selv beskrive din undervisningsstil?

»Jeg ville ikke kalde det undervisning. Slet ikke.«

Hvad ville du så kalde det?

»Jeg ved det ikke. Det er ikke undervisning og måske ikke engang uddannelse. Det er en samskabelse af, hvad end det er, de studerende og jeg ender med at skabe. Måske kan man kalde det uddannelse gennem det at tænke sammen.«

Mennesket er en dårlig computer

Dagen forinden overværer jeg en af Hin-Yan Lius timer. Mens de studerende smider jakkerne og sludrer på en blanding af engelsk og dansk, skriver han på tavlen med en tusch. Den laver dup-lyde, når han fører den rundt på whiteboardet med hektiske bevægelser. Han fylder en tavle og kører den ned bag en anden, så pointerne er klar til senere.

BLÅ BOG:

  • Hin-Yan Liu har været lektor på Det Juridiske Fakultet siden 2015.
  • Han har specialiseret sig i jura og teknologi.
  • Han tog sin uddannelse på universiteter i Alberta i Canada og i London.
  • Sin ph.d. skrev han på King’s College i London.
  • Hin-Yan Liu er af canadisk og hongkongsk afstamning.
  • I sin fritid dyrker han klatring og cykler.

Det er sidste undervisningsgang i valgfaget Artificial Intelligence and Legal Disruption. Udenfor sludsner det. Han beder de studerende om at diskutere, hvilke konsekvenser det kan have for samfundet og menneskeheden, hvis der bliver udviklet superintelligens.

»Giv det et skud og se, hvad I kan komme på,« siger han, og ti minutter inde i timen er de studerende i gang med at diskutere i grupper. De har prøvet det før.

I løbet af lektionen taler de studerende meget mere end Hin-Yan Liu selv gør. De stiller spørgsmål til hinanden, og det er meningen, siger han. Hvis ingen byder ind, får den akavede stilhed lov at brede sig i rummet, ind til nogen gør. Efter de første par undervisningsgange, har det aldrig været noget problem.

»Det er vigtigt for mig, at de studerende deltager. Jeg skal ikke bare stå oppe ved tavlen, jeg har aldrig forstået pointen med forelæsninger. Det virker som en forældet model. Gutenberg opfandt trykpressen, og siden da har vi kunnet læse os til informationer.«

Den menneskelige hjerne er ikke et godt sted at opbevare informationer. Vi glemmer og mister overblik, siger Hin-Yan Liu.

»Hvis formålet blot er at proppe informationer ind i hovedet på studerende, så kommer vi til kort. Mennesket er ikke specielt gode til at håndtere data, så hvis det er det, vi bygger vores uddannelsessystem op om, så bliver vi lynhurtigt udkonkurreret af machine learning og big data, som jeg ser det. Vores største force er vores visdom og evne til at tilegne os viden.«

Universitetet er ikke en børnehave, hvor man bare skal møde op

Når Hin-Yan Liu byder velkommen til et nyt hold studerende, gør han det klart, at han ikke vil ses som en lærer.

»Jeg siger til dem ’jeg siger det som det er: Jeg har ikke lyst til at undervise jer, men forhåbentlig vil I lære noget alligevel.’«

Hvis de studerende på hans kursus udvikler en evne til at forholde sig kritisk til de tekster og emner, de beskæftiger sig med, så er hans vigtigste job gjort, siger han.

Han mener, at universitetsverdenen bør tage en større snak om, hvad uddannelse i virkeligheden er. Er det vigtigst, at de studerende lærer en masse informationer udenad, så de får gode karakterer? Eller er det vigtigst, at de lærer at tænke kritisk og opsøge informationer selv? Han er ikke i tvivl.

»Er det her universitetet, eller er det gymnasiet? Eller er det børnehaven, hvor du bare skal møde op og få alting serveret? Hvad er det, man siger – hvis du giver en mand en fisk, kan han spise en dag. Men hvis du lærer ham, hvordan man fisker, kan han spise hele livet. Det vil ikke nødvendigvis hjælpe dig at vide en masse ting og fakta. Så jeg forbereder dem ikke på deres eksamener, jeg forbereder dem på fremtiden, som jeg ser den,« siger han og retter på sine stærke briller.

For ham at se, er problemet det store fokus på karakterer. Det forskruer de studerendes motivation til at lære lige nøjagtig det, der skal til for at få en god karakter og ikke mere end det.

»Jeg mener, at uddannelse handler om at kultivere gode, veluddannede borgere, men academia er blevet et system, hvor du bliver belønnet for at spille spillet. Jeg gik selv til eksamener, som var de kunstige konkurrencer, da jeg studerede. Jeg var virkelig god til at gå til eksamen, men jeg tror ikke, at det hjalp min faglighed eller uddannelse i det store hele,« siger han.

Ingen grund til at tro, at mine ideer er bedre end mine studerendes

Hin-Yan Liu erkender, at noget viden ikke kan diskuteres frem. Som studerende på Det Juridiske Fakultet er der nogle domme, regler, praksisser og paragraffer, man bare må lære, hvis man skal komme ud på den anden side som en dygtig jurist en dag.

Men hans eget felt, jura og teknologi, udvikler sig så meget, at det han kan have lært de studerende i semestrets første lektion ikke længere gælder i semestrets sidste.

»Hvis man køber mit udgangspunkt om, at ting skifter utrolig hurtigt og turbulent, så skifter det også konstant, hvad der er rigtigt og relevant. Hvordan kan jeg så være sikker på, at det jeg ved og synes lige nu, er det rigtige for fremtiden? Og hvordan kan jeg have så stor tiltro til at, at jeg endda tvinger det ned over hovedet på andre? Det er en ret arrogant indstilling,« siger Hin-Yan Liu, mens han svinger med benene fra sit sæde i kontorets vindueskarm.

Hans bogreoler er proppet med bøger, og han udgiver selv flere videnskabelige artikler om året. Alligevel tager han afstand fra rollen som ekspert. Det kommer der ikke noget godt ud af at kalde sig, siger han.

»Det kan godt være, jeg har været i det her game længere end mine studerende og læst flere bøger end dem. Men der er ingen grund til, at mine idéer skulle være bedre end deres. De kommer med andre livserfaringer og input, end jeg gør, så det er klart, at det ikke kun er mig, der kan lære dem noget.«

Der er en risiko forbundet med at stå for stærkt på sine idéer, siger Hin-Yan Liu.

»Jo mere, du tror, du ved, des mere havner du i et videnskabeligt kaninhul. Der er måske andre tunneller, der er ligeså valide, men dem vil du aldrig krydse. Og hvis dit levebrød afhænger af din ekspertise, vil du selvfølgelig forsvare den og være lukket over for alternative idéer. Det er det modsatte af det, vi bør gøre.«

»Jeg siger ’Det ved jeg ikke’ så ofte i timerne, at de studerende spørger ’Jamen, hvad ved du overhovedet?’« siger han og griner.

»Jeg underviser til de bedste«

De studerende, jeg taler med efter lektionen dagen før, er vilde med Hin-Yan Lius stil. Den er anderledes og medrivende, og de er begyndt at bruge hans redskaber i deres andre fag. Han er den bedste underviser, de har haft, siger flere.

Men er der ikke nogen, der bliver tabt på gulvet, når du underviser, som du gør?

»Det er det evige problem. Jeg ender med en lille gruppe, som virkelig godt kan lide det. Det er dem, du talte med, og det de sagde, var virkelig rart at høre, men det gælder ikke for alle,« siger han.

Der starter omkring 30 på holdet, og til undervisningsgangen dagen før, var der 11. Men det kan Hin-Yan Liu godt leve med, siger han. Når alt kommer til alt, er det op til hver enkel studerende, om de vil deltage i undervisningen på universitetet.

»Da jeg var til jobsamtale til den her stilling, blev jeg spurgt til min undervisningsfilosofi. Jeg var yngre og måske lidt mere direkte, så jeg sagde ’Jeg underviser til de bedste’. Det var en onlinesamtale, men jeg kunne bare se dem tabe kæben i de små firkanter på min skærm,« siger han.

Han fik jobbet og fandt siden ud af, at hans svar til samtalen ikke flugter så godt med dansk undervisningskultur, siger han.

»Jamen, det er nok meningen, at man skal undervise til alle og prøve at hive de svageste op. Jeg var selv en stærk studerende, og jeg kedede mig helt vildt. Der er så mange skarpe studerende på det her sted, meget skarpere end jeg selv var – hvem tager sig af deres behov,« spørger han.

Så længe mange kurser på universitetet er tilrettelagt, så alle kan være med, er det okay, at hans egne valgfagskurser ikke er det. Selv om diskussionerne er på højt niveau, kan alle studerende deltage, mener han.

Når superintelligenserne kommer

Der er ikke meget pinlig tavshed under lektionen dagen forinden. Diskussionen udvikler sig hurtigt i en filosofisk retning, og da klokken rammer 15, er der ingen der lægger an til at slutte til tiden. Tre studerende har fingre i vejret.

De diskuterer, hvilken rolle AI (red: kunstig intelligens) kan komme til at spille i menneskets undergang. Om det ikke er ufarligt at bygge superintelligenser, der potentielt kan overtage herredømmet, når vi alligevel skal dø en dag? Det er der flere af de studerende, der hælder til.

»Jeg er altså ikke okay med, at menneskeheden bare skal uddø,« siger en studerende.

Flere studerende sender fingre i vejret og Hin-Yan Liu kigger på uret.

»Jeg er klar over, at vi er løbet tør for tid, men det virker som om, vi har gang i en cool diskussion. Hvad har I lyst til at gøre? Skal vi fortsætte nogle minutter og så runde af,« spørger han.

Det sker tit, at han og de studerende bliver hængende, når lektionen egentlig er slut, for at snakke videre. Det er en af grundene til, at han blev nomineret til Årets Underviser. Og det er ikke kun for de studerendes skyld, han gør det. Det fortæller han dem, inden de smutter.

»Det har føltes som mere end et kursus. Vi har delt vores syn på verden, og jeg er gået fra hver eneste lektion med jer og har tænkt ’wow, der er til mindst en halv bog i det her’. Tak for at lære mig så meget.«

Annonce

Seneste