Abeplacering - Er lederne for ringe?

En ubrudt loyal ledelsestreng fra institutleder over dekan til rektor skal eksistere, hvis det nuværende KU-system skal fungere.

Rektor kan ikke påstå, at han ikke kendte til svindel på instituttet, hvor Milena Penkowa var ansat, uden herved at miskreditere sin egen dekan, der så igen heller ikke kan undskylde sig, uden herved på samme vis at miskreditere sin egen institutleder.

Hvem vidste hvad?

Så betydningsfulde sager for universitetets omdømme som MP har været involveret i, burde have været rapporteret opad i systemet med højeste prioritet, så øverste niveau havde haft et ordentligt grundlag at agere på.

Men måske har institutlederen ikke helt været klar over, hvad der i virkeligheden foregik på hans eget institut, og det i sig selv, er et væsentligt og alvorligt kritikpunkt mod ham, hvis det er sådan, det hænger sammen.

Måske har han vidst det, men ikke fundet sin viden så væsentlig, at den skulle rapporteres videre til dekanen. Måske har han netop vidererapporteret sin viden, og det var dekanen, der var stopklods. Endelig kan rektor være blevet fuldt orienteret, men blot have undladt at reagere. Hvad er der faktisk foregået?

Ansvar, ansvar, ansvar

I Norge havde man en forskerfupsag, Sudbø-sagen, der blev grundigt undersøgt (rapport i 2006) – Jon Sudbø lavede sin “forskning” på et hospital.

Fra Sudbø-rapportens konklusioner 7.3.1(egen oversættelse):

Når en forskningsinstitution, som hospitalet er, lægger forholdene til rette for forskning ved en institution, må den være beredt på at bære det hele og fulde ansvar for den enkelte forsker og det aktuelle forskningsprojekt, uafhængig af om andre også har et selvstændigt ansvar.

Sundhedsvirksomheden må således tåle kritik for det, som står som mangelfuld oplæring, styring og kontrol med Jon Sudbø og andre ansattes forskningsvirksomhed ved institutionen. Dette har troligt været en medvirkende årsag til, at den uredelige forskning har kunnet finde sted og foregå over så lang tid.

Har nuværende institutledere styr på tingene?

I samme konklusion kritiseres ledelsen for at udstikke regler der, når de ikke følges, blot trækker på skulderen og lader stå til, blandt andet formuleret således:

»Mangelfuld ledelse og rutiner for at afdække og håndtere afvigelser fra interne instrukser.«

Hovedskurken i vores lokale sag er uden tvivl MP, men hun ville nok ikke have kunnet agere, som hun gjorde, hvis arbejdspladskulturen på KU havde været sund, og ledelsen havde haft overblik og været sig sit ansvar bevidst.

Et relevant spørgsmål til sidst. Findes der her og nu på KU institutledere, der ikke i tilstrækkelig grad er klar over hvad der reelt foregår på egen hjemmebane?