Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Administration værdsættes højere end undervisning

DEBAT - Hvis skyld er det, at universitetet til tider ligner noget fra Kafka eller Monty Python? Det er i hvert fald hverken forskernes, lærernes eller de studerendes, skriver Marlene R. Edelstein i dagens debatindlæg.

Det var med stor forargelse, at jeg læste artiklen om ledernes lønforhøjelse i Universitetsavisen nummer 7, 30. september 2010.

Det udkom få dage efter at vi i Engerom (Institut for Engelsk, Germansk og Romansk) blev præsenteret for endnu et sparekrav hvis følger blandt andet er at der med øjeblikkelig virkning bliver lukket for bevillinger til tjenesterejser, konferencegebyrer med videre i 2010 betalt af instituttets ordinære driftsmidler.

LÆS ARTIKEL: Lønkløften mellem ledelse og ansatte vokser.

Desuden dekreteres der stop for indkøb af bøger til biblioteket, stop for frugtordningen, opsigelse af plantetilsynet og fjernelse af julefrokosttilskuddet – besparelser der rammer både instituttets faglige kvalitet og medarbejdernes almene trivsel.

Institutlederen beklager dette forhold, men tilføjer at »det er desværre sådan virkeligheden ser ud«.

Et par dage senere udkommer som sagt Universitetsavisen med temaet om lederlønninger. Her kan man på side 11 læse et udsagn fra Jens Oddershede, rektor på Syddansk Universitetet og talsmand for Danske Universiteter:

»Jeg mener ikke, at lønnen er særligt høj, når man tænker på størrelsen af budgettet og det ansvar, der følger med.«

Hertil vil jeg gerne fremsætte to bemærkninger.

For det første kan det ikke benægtes, at ansvar burde belønnes. Der er et enormt ansvar forbundet med at undervise og eksaminere de kommende kandidater, men ikke desto mindre har vi på engelskstudiet i de seneste år oplevet så store besparelser på undervisningsområdet at der nu er mindst 30 studerende på hvert 1. semesterhold og flere end 40 på tilvalgsholdet.

Som det har været tilfældet så længe man kan huske, bliver en stor del af undervisningen foretaget af eksterne lektorer, ’løstansatte’ undervisere med meget ringe forhold.

Systemet har aldrig haft råd til at give disse medarbejdere pensionsbetalinger hvilket indebærer at mange kan se frem til en alderdom i fattigdom trods mange års undervisningsvirksomhed på landets højere læreranstalter.

At der alligevel kan findes midler til at forhøje ledernes allerede høje lønninger er for mig at se et klart tegn på undervisningens lave status i forhold til administrationens. Er virkeligheden at universitetets kerneydelse er administration?

For det andet, hvordan lever lederne op til deres ansvar? Måske kunne de høje lønninger retfærdiggøres hvis det var tydeligt at vi fik noget for pengene.

I en tid hvor alting bliver evalueret, hvorfor får forskerne og lærerkorpset aldrig mulighed for at evaluere ledelsen? Anonymt, naturligvis, ligesom de studerendes evaluering af undervisningen.

Det er hverken forskernes, lærernes eller de studerendes skyld at vores universitet gentagne gange ligner noget fra Kafka eller Yes, Minister – og sommetider endda fra Monty Python.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste