Afbud til høring i folketinget om kulturen i akademia og i den offentlige debat

Kære Magnus Frank (cc medlemmerne af Uddannelses- og Forskningsudvalget)

Tak for invitationen til DF’s og LA’s høring om kulturen i akademia og i den offentlige debat. Det er et emne, der ligger mit hjerte nær – både som retsfilosof med speciale i videnskabsteori og som samfundsborger.

Alligevel ville jeg have meldt afbud, men fik beklageligvis aldrig gjort det. Mest fordi jeg syntes, det krævede en forklaring, som jeg pga. semesterstartstravlheden desværre aldrig fandt tid til at skrive. Alt for sent har jeg erfaret, at mit intenderede afbud var baseret på en (delvis) misforståelse. Derfor skriver jeg først nu – på dagen for jeres høring.

Jeg har tidligere ladet mig fortælle, at de udsendte invitationer har givet anledning til nogen debat blandt inviterede talere (som også tæller manifeste DF- og LA-kritikere som fx prof. em. Heine Andersen). Fx har jeg hørt sige, at man ikke burde stille op, fordi Marianne Stidsen deltager. Jeg vil gerne understrege, at mit afbud ikke havde noget at gøre med, at jeg ikke kunne overskue det øvrige selskab. Jeg mener, at guilt by association er en syge i tiden, som vi særligt i akademia har en forpligtelse til at sætte os ud over, både når det gælder debat med fagfæller, og i særdeleshed når det gælder dialog med folkevalgte.

Fx har jeg hørt sige, at man ikke burde stille op, fordi Marianne Stidsen deltager. Jeg vil gerne understrege, at mit afbud ikke havde noget at gøre med, at jeg ikke kunne overskue det øvrige selskab.

Jakob v. H. Holtermann, lektor i retsfilosofi, Københavns Universitet

Når jeg indledningsvis fravalgte deltagelse, skyldtes det derimod først og fremmest, at jeg var – og er – temmelig indigneret over Messerschmidts fremgangsmåde, da han som led i den aktuelle debat lagde et helt KU-institut ned med en omfattende ansøgning om aktindsigt i syv navngivne islam- og mellemøstforskeres personsager. Mens Messerschmidt formelt naturligvis er i sin gode ret til at søge aktindsigt efter loven, er det svært ikke at se fremgangsmåden som et forsøg på intimidering og chikane. Umiddelbart af en række af de forskere som fx Jakob Skovgaard-Petersen og Jørgen Bæk Simonsen, som Messerschmidt har været allermest kritisk overfor, men indirekte af akademia som sådan.

Som sagt er jeg stor tilhænger af, at forskere og folkevalgte af enhver observans bør kunne mødes og fredsommeligt diskutere videnskabens forhold til politikken. Men præmissen for en sådan frugtbar samtale mellem akademia og de folkevalgte må uanset al uenighed være et minimum af gensidig tillid og en fundamental respekt for den ejendommeligt tvangfrie tvang fra det bedre argument. Når man lægger et helt institut ned med fejende brede, mistænkeliggørende aktindsigtansøgninger i forskeres løn, udlandsrejser og brug af mobiltelefoni i årevis, så bevæger man sig i mine øjne meget langt væk fra dette ideal, og dermed fra udgangspunktet for en konstruktiv samtale.

I kombination med at der, som jeg først havde forstået det, snarere end en åben høring var tale om et “lukket gruppemøde” med Dahl og Messerschmidt, mente jeg derfor ikke, at jeg havde en rimelig forpligtelse til at deltage som en del af min oplysningsforpligtelse som offentligt ansat akademiker. Jeg kunne selvfølgelig dukke op for kritisk at påtale ovennævnte, men det valgte jeg i første omgang ikke at prioritere.

Det var cirka dette, jeg gerne ville have skrevet i det venlige afslag på invitationen, men som jeg på grund af travlhed aldrig fik skrevet. Men dermed er vi også fremme ved misforståelsen. For jeg har for nyligt erfaret, at jeg på det sidste af ovennævnte punkter har gjort jer uret. At der i modsætning til hvad jeg troede, faktisk er tale om en åben høring og ikke en partiaktivitet (hvilket sidste jeg havde læst henover). Og havde jeg været klar over dette fra starten, ville jeg uanset ovennævnte principielle bekymringer formodentlig have prioriteret anderledes.

Nuvel, sket er sket, og programmet er lagt for længe siden. Men da jeg som sagt mener, at emnet er vigtigt, tillader jeg mig i det mindste hermed at fremsende mine overvejelser over, hvad jeg ville have sagt, hvis jeg havde deltaget. Hvilket I naturligvis kan bruge eller lade være, som I nu foretrækker.

Havde jeg deltaget, ville jeg først og fremmest have understreget, at Dahl og Messerschmidt er i splid med sig selv i deres indsats for at redde videnskaben fra tidens dårskab. Således griber de med den ene hånd (de facto om ikke de jure) ind i den akademiske frihed (med ”V 137 Om overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer”, og – særligt problematisk – Messerschmidts ovennævnte snagen i forskere, hvis konklusioner han er politisk uenig med). Samtidig slår de sig med den anden hånd op som samme friheds beskyttere ved (for Dahls vedkommende) at fremsætte en variant af et forslag jeg selv og en lang række andre akademikere tidligere har tilsluttet sig, om at indføre en mere omfattende beskyttelse af den akademiske frihed og ytringsfrihed ved med lov at tilslutte danske universiteter til Chicago-principperne.

Det første er dybt problematisk, mens det andet tiltag er grundlæggende fornuftigt. For så vidt angår det første aspekt, ville jeg til høringen have udfoldet kritikken af V137 ud fra de linjer, jeg tidligere har lagt frem i Weekendavisen. Grundtanken er her, at der muligvis kan være god grund til at være skeptisk og bekymret over en grundlæggende illiberal og antirationalistisk tendens i dele af moderne videnskab. En bekymring der delvis kan føres tilbage til identitetspolitiske strømninger inden for fx køns-, religions- og migrationsforskning. Men uanset bekymringens mulige berettigelse er det stadig principielt problematisk at overlade løsningen til politikerne. Det er ligesom med ytringsfriheden: man kan sagtens forsvare forskningsfriheden mod ekstern indblanding uden for enhver pris at forsvare den kritiserede forskning.

I Tyskland er undervisningsfriheden indskrevet på forfatningsniveau. I Norge står den i Universitetsloven. Uanset al respekt for det universitære nærdemokrati så er der tale om en fundamental beskyttelse af underviseres frihed, der er af en sådan samfundsmæssig betydning, at den ikke bør kunne fraviges lokalt, fx af vege universitetsledelser.

Jakob v. H. Holtermann, lektor i retsfilosofi, Københavns Universitet

For så vidt angår det andet aspekt, Chicago-principperne, ville jeg særligt have fokuseret på undervisningsfriheden og analysen heraf fremsat i Politiken. Hovedpointen er her, at undervisningsfriheden ikke bare er et tomt begreb til festlige lejligheder. Ret forstået bør undervisningsfriheden have implikationer for, hvordan universiteterne behandler klager over krænkelser. I særdeleshed er det vigtigt, at ikke alle klager fortjener realitetsbehandling med underviseres dertil hørende forpligtelse til at forsvare og forklare sig over for ledelsen med ret til bisidder og under ultimativ trussel om tjenstlig sanktion, i værste fald afskedigelse.

Undervisningsfriheden er et udtryk for samfundets grundlæggende tillid til underviserne. Derfor bør der være mulighed for, at universitetsledelsen kan afvise klager i døren som åbenlyst grundløse, når de er baseret på en misforståelse af, hvad det vil indebære at gå på et universitet (som blandt andet et sted hvor man har et krav på ikke at blive udsat for ideer, man finder krænkende). Jeg ville i den forbindelse have bemærket, at bl.a. mit eget universitet KU fejler på dette punkt, idet dets retningslinjer for håndtering af klager over krænkelser i strid med undervisningsfriheden indebærer en ubetinget pligt til realitetsbehandling af klager.

På den baggrund ville jeg genfremsætte konklusionerne fra ovennævnte Politiken-indlæg: i) at man bør indsætte eksplicit beskyttelse af undervisningsfriheden i Universitetsloven (i dag beskyttes kun forskningsfriheden); og ii) at danske universiteter kollektivt bør tilslutte sig Chicago-principperne. Mht. sidstnævnte ville jeg dog have modificeret: det behøver ikke bogstaveligt talt være Chicago-principperne, men gerne noget nationalt udviklet.

Afgørende er, at de udviklede principper indeholder en eksplicit understregning af, at et universitet er et sted, hvor man må være forberedt på at blive udsat for ideer, man kan finde krænkende, uden der nødvendigvis er begået en fejl, der bør påtales af ledelsen. (Det kan der selvfølgelig være, men man må i så fald i klagen løfte en bevisbyrde for at godtgøre, hvori præcis fejlen består. Man kan ikke nøjes med at henvise til sin egen oplevelse af krænkelse og forvente alene af den grund at få sin klage behandlet.)

Jeg vil i den forbindelse mene, at principperne bør inkorporeres på lovniveau, fx som del af forarbejderne til indskrivningen af undervisningsfriheden i Universitetsloven. Akademisk frihed handler om rettigheder. I Tyskland er undervisningsfriheden indskrevet på forfatningsniveau. I Norge står den i Universitetsloven. Uanset al respekt for det universitære nærdemokrati så er der tale om en fundamental beskyttelse af underviseres frihed, der er af en sådan samfundsmæssig betydning, at den ikke bør kunne fraviges lokalt, fx af vege universitetsledelser der glemmer eller tilsidesætter universitetets formål i et muligvis velmenende, men fundamentalt misforstået hensyn til tidsåndens og universitetsbefolkningens følelser.

I ønskes en god høring.

Med venlig hilsen,

Jakob v. H. Holtermann, lektor i retsfilosofi, Københavns Universitet

Uniavisen er med til høringen og bringer senere i dag en reportage fra arrangementet